Wonga Mancoba er en kunstner, som få kender. I mange år har hans værk stået i skyggen af hans forældre, Sonja Ferlov Mancoba og Ernest Mancoba. Nu trækker Galerie Mikael Andersen kunstneren frem i lyset.
Et liv i kunsten
Wonga Mancoba (1946-2015) voksede op midt i kunsten. Ikke som noget ophøjet eller fjernt, men som en del af hverdagen. Forældrenes værker var til stede omkring ham, og deres måde at tænke verden på har sat spor. Ikke som noget, han gentager, men som en samtale, han fortsætter. Man mærker hele tiden denne dialog i Wonga Mancobas billeder. En dialog mellem generationer, mellem traditioner, mellem det afrikanske og det europæiske.
Wonga Mancoba (1946-2015) voksede op midt i kunsten. Ikke som noget ophøjet eller fjernt, men som en del af hverdagen. Forældrenes værker var til stede omkring ham, og deres måde at tænke verden på har sat spor. Ikke som noget, han gentager, men som en samtale, han fortsætter. Man mærker hele tiden denne dialog i Wonga Mancobas billeder. En dialog mellem generationer, mellem traditioner, mellem det afrikanske og det europæiske.
Familien Ferlov Mancoba. Fotograf: ukendt. Ca. 1947. © Ferlov Mancoba Fonden
Byen som som erfaring
Wonga Mancoba kom første gang til Sydafrika i 1994, i perioden lige efter apartheid. Det gjorde et kollosalt indtryk på ham. Hans værker bevæger sig ofte gennem byerne Johannesburg og Soweto. Ikke som en konkret gengivelse, men som en oplevelse. Man fornemmer bevægelsen gennem gader, i offentlig transport, i taxi forbi butikker, skilte og mennesker. Indtryk samler sig og glider over i hinanden, som når man bevæger sig gennem en by og kun fanger brudstykker. Byen bliver et indre landskab, et sted hvor erfaringer lagres og forandres.
Wonga Mancoba kom første gang til Sydafrika i 1994, i perioden lige efter apartheid. Det gjorde et kollosalt indtryk på ham. Hans værker bevæger sig ofte gennem byerne Johannesburg og Soweto. Ikke som en konkret gengivelse, men som en oplevelse. Man fornemmer bevægelsen gennem gader, i offentlig transport, i taxi forbi butikker, skilte og mennesker. Indtryk samler sig og glider over i hinanden, som når man bevæger sig gennem en by og kun fanger brudstykker. Byen bliver et indre landskab, et sted hvor erfaringer lagres og forandres.
View fra udstillingen Dream of the Fatherland af Wonga Mancoba. Foto: Jan Søndergaard
View fra udstillingen Dream of the Fatherland af Wonga Mancoba. Foto: Jan Søndergaard
Mellem det vilde og præcise
Ved første øjekast kan hans malerier virke spontane og næsten rå. De kan minde om graffiti med deres energi og bevægelse. “Et møde mellem Jean-Michel Basquiat og Ejler Bille”, som det beskrives i en anmeldelse af udstillingen i Berlingske Tidende. Men når man ser nærmere, træder en præcision frem. Der er en klar fornemmelse for billedets opbygning og balance. Det er netop spændingen mellem det umiddelbare og det kontrollerede, der giver værkerne deres særlige intensitet.
Ved første øjekast kan hans malerier virke spontane og næsten rå. De kan minde om graffiti med deres energi og bevægelse. “Et møde mellem Jean-Michel Basquiat og Ejler Bille”, som det beskrives i en anmeldelse af udstillingen i Berlingske Tidende. Men når man ser nærmere, træder en præcision frem. Der er en klar fornemmelse for billedets opbygning og balance. Det er netop spændingen mellem det umiddelbare og det kontrollerede, der giver værkerne deres særlige intensitet.
Ord, bogstaver, navne
I både malerier og tegninger optræder ord, bogstaver og tegn. Nogle er tydelige, andre næsten skjulte. De fungerer ikke som forklaringer, men som en del af billedets rytme. Wonga Mancoba studerede filosofi og litteratur, og det kan mærkes. Han arbejder med tekster og sprog, ikke kun som noget, der læses, men som noget, der ses og sanses. Over tid udvikler han et personligt tegnsprog, hvor skrift og billede smelter sammen.
I både malerier og tegninger optræder ord, bogstaver og tegn. Nogle er tydelige, andre næsten skjulte. De fungerer ikke som forklaringer, men som en del af billedets rytme. Wonga Mancoba studerede filosofi og litteratur, og det kan mærkes. Han arbejder med tekster og sprog, ikke kun som noget, der læses, men som noget, der ses og sanses. Over tid udvikler han et personligt tegnsprog, hvor skrift og billede smelter sammen.
Historie, indignation og håb
Hans billeder rummer også en stærk bevidsthed om historie. Erfaringer med slaveri, kolonialisme og apartheid ligger som en understrøm. Ikke som direkte fortællinger, men som noget, der former billedrummet. Fragmenterede motiver, gentagelser og brud peger på en verden, hvor noget er gået tabt, men stadig gør sig gældende.
Hans billeder rummer også en stærk bevidsthed om historie. Erfaringer med slaveri, kolonialisme og apartheid ligger som en understrøm. Ikke som direkte fortællinger, men som noget, der former billedrummet. Fragmenterede motiver, gentagelser og brud peger på en verden, hvor noget er gået tabt, men stadig gør sig gældende.
Samtidig er der i værkerne en tydelig social indignation. En opmærksomhed på uretfærdighed og på de strukturer, der skaber afstand mellem mennesker. Men denne indignation står ikke alene. Den ledsages af en tro på, at forbindelser stadig er mulige. En insisterende på menneskelighed.
Wonga Mancoba: Burial Under The Moon, 2011, oil on canvas, 220 x 200 cm. Foto: Jan Søndergaard
“Jeg er - fordi vi er”
Her bliver tanken om ubuntu central. Det er idéen om, at “jeg er - fordi vi er”. En sydafrikansk filosofi, som også var dybt forankret i Sonja Ferlov Mancobas og Ernest Mancobas praksis. At mennesket kun eksisterer i relation til andre. Denne tanke gennemsyrer hans værk og giver det en særlig åbenhed. Figurer, tegn og former står ikke isoleret, men indgår i relationer, der hele tiden forskyder sig.Wonga Mancobas billeder kræver ikke, at man forstår dem fuldt ud. De åbner sig gradvist. Man bliver stående lidt længere. Noget falder på plads, mens andet forbliver åbent.
Her bliver tanken om ubuntu central. Det er idéen om, at “jeg er - fordi vi er”. En sydafrikansk filosofi, som også var dybt forankret i Sonja Ferlov Mancobas og Ernest Mancobas praksis. At mennesket kun eksisterer i relation til andre. Denne tanke gennemsyrer hans værk og giver det en særlig åbenhed. Figurer, tegn og former står ikke isoleret, men indgår i relationer, der hele tiden forskyder sig.Wonga Mancobas billeder kræver ikke, at man forstår dem fuldt ud. De åbner sig gradvist. Man bliver stående lidt længere. Noget falder på plads, mens andet forbliver åbent.
<strong>Om Wonga Mancoba</strong>
Dansk/Sydafrikansk kunstner. Født 1946 i Paris og død samme sted i 2015. Søn af den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) og den sydafrikanske maler Ernest Mancoba (1904-2002). Han studerede filosofi og komparativ litteratur på Sorbonne i Paris og arbejdede primært med maleri og værker på papir. Hans billeder kredser om storbyens rum, sprog og tegn samt erfaringer med apartheid, vold og social uretfærdighed. Wonga voksede op i skyggen af en stærk kunstnerisk og politisk arv, men udviklede et billedsprog, der stod på egne ben. Senere i 2026 præsenteres han på Tensta Konsthall i Stockholm, SMAC Gallery i Berlin og på Bornholms Kunstmuseum. Herudover vil der i efteråret også blive udgivet en monografi om hans værker og praksis.
