Portræt af Poul Agger. Foto: Grønningen.

Poul Agger

Poul Aggers kunstpraksis har været påvirket af amerikansk pop art, men er alligevel helt unik i sit udtryk.

Portræt af Poul Agger. Foto: Grønningen.
Kunstner

Om
Født 1936 i København. Uddannet fra Statens Museum for Kunsts Malerskole.

Poul Agger har tidligt arbejdet med grafik med særligt fokus på sort-hvide linoleumstryk og fra 1980’erne også serigrafi, hvor motiverne – ligesom i hans maleri – fremstår frit svævende i et åbent, næsten kosmisk rum. Parallelt med maleriet har han i stigende grad beskæftiget sig med skulptur i stentøj, udført med samme legende vitalitet og humor, der kendetegner hans maleriske praksis.
Skulpturerne tager form som både væghængte masker og relieffer samt fritstående figurer i varierende størrelser og et sprudlende, ekspressivt formsprog, hvor farve og form indgår i en tæt, næsten symbiotisk forbindelse. Agger har en særlig forkærlighed for leret og arbejder gerne udendørs med modelleringen i sommerhalvåret, mens vintermånederne bruges på at bemale figurerne og arbejde ved staffeliet fra sin bolig og arbejdsplads i Ateliérhusene i København.
Større udsmykningsopgaver inkluderer bl.a. gavlmalerier i Brande 1968, Skulpturen ”Muldmand” i Øregaardsparken 1979.
Poul Agger er senest portrætteret i dokumentarfilmen ”Poul Aggers Hemmelige Alfabet” 2021.