Kunsten – når folket taler ud!

KØS er et museum for den kunst, der er tættest på alle os, der ikke er kunstsamlere; det er et museum for det, der kaldes kunst i det offentlige rum. Altså den kunst som er lige der, hvor hverdagen befinder sig – ude i virkeligheden.

Kunst i vores hverdag
I udstillingen Det’ vores kunst, som åbner den 10. oktober 2010 kommer man via fem dokumentarfilm helt tæt på, hvad kunstens opgave og vilkår er derude på torve, hospitaler og alle de andre steder, hvor vi tilbringer vores hverdag.

Udstillingen og en stor bogudgivelse udspringer af et forskningsprojekt, hvor ambitionen med museumsdirektør Christine Buhl Andersens ord har været at undersøge livet omkring den kunst, som Statens Kunsfond har støttet i det offentlige rum gennem tiden.

Dem som lever i fast forhold med kunsten
I fem dokumentarfilm, produceret som en del af forskningsprojektet, møder vi nogle af dem derude i Danmark, som har et forhold til noget af den her offentlige kunst.

“Fra Thisted Gymnasium har vi et rigtig hyggeligt eksempel på, hvordan kunsten spiller ind på gymnasieelevernes hverdag. Den kunstinteresserede rektor Finn Jorsal fortæller om stedets tradition for at arbejde og lære omgivet af kunst, og vi følger fem meget reflekterede elever rundt på gymnasiet sammen med deres billedkunstlærer ”, fortæller projektleder på KØS Ulrikke Neergaard.

Poul Gernes totalkunst i Herlev
I en anden af filmene præsenteres det gigantiske kunstværk Herlev Sygehus.  

I 1968 skulle Poul Gernes dekorere forhallen på Herlev Sygehus. Men han endte med at udsmykke hele hospitalet fra kælder til auditorium med sine meget karakteristiske gennemtrængende farvekombinationer.

I filmen medvirker en patient med forstadium til Leukæmi og kunsten minder ham om, at han skal igennem sin sygdom for at komme tilbage til farverne uden for hospitalets mure – også selvom hans håndværker-venner synes, at hospitalsudsmykningen er noget værre rod.

Centralt grundlag men hvad fungerer
Det har været en ambition for direktør for KØS Christine Buhl Andersen at komme i lag med Statens Kunstfond, hun siger:

“De er det helt centrale grundlag for kunst i det offentlige rum i Danmark. Men deres mandater skiftes ud hvert tredje år og derfor historiserer de ikke over sig selv. Med forskningsprojektet ønsker vi at skabe diskussion om, hvad der fungerer.”

Et museum der går i klinch
Christine Buhl fortsætter: “Vi er et museum, hvis profil er altid at gå i klinch og være debatskabende, netop fordi vi beskæftiger os med den kunst, der er en del af hverdagen. Men først og fremmest er vi vidensskabende. Med projektet her har vi forsøgt at undersøge kunstens liv efter, kunstfonden har givet slip, journalisterne er gået hjem og der ikke kommer flere kritiske læserbreve.”

Grundig formidling er grobund for debat
Men projektet er i følge Christine Buhl først og fremmest en undersøgelse af, hvordan det, der oprindeligt var et socialdemokratisk dannelsesprojekt ved oprettelsen af Statens Kunstfond i 1960’erne, lever derude i lokalområderne, hvor folk ikke er orienterede mod kunstoplevelser men koncentrerede om deres hverdag. Med projektet ønsker KØS at denne grobund for debat og åbne øjnene for kunsten derude.

Folk vil tages med på råd
Og debat er noget kunsten i det offentlig rum ofte har affødt. Tænkt blot på balladen om Elisabeth Toubros omdiskuterede vanddrage på Store Torv i Århus.

I filmen Debat er det denne debat og furore om andre kunstprojekter, det handler om.

Et resultat af forskningsprojektets undersøgelser har været, at folk ude i lokalområderne gerne vil inddrages i planlægningen af kunstudsmykninger og projekter.

Vi vil overraskes!
Men ved folk, hvad folk vil have? Ja, det er et godt spørgsmål, for ifølge Ulrikke Neergaard så har forskningsprojektet også vist, at folk gerne vil overraskes og så vil de først og fremmest gerne have kunst, som er stedsspecifik og som forholder sig til deres sted.

Fængslet kunst
Det er også det, man helt tydeligt erfarer i dokumentarfilmens møde med de indsatte i Statsfængslet Østjylland. Her fortæller fængselspræsten om, det geniale hun oplever i Øivind Nygaards værk, der fungerer som altertavle. Kort fortalt er værket et hul i muren – og det kan vel kun virke tankevækkende, når man befinder sig i et lukket fængsel.

De indsatte fortæller i filmen til Christian Lemmerz, at hans skulptur er det mest omdiskuterede værk i fængslet –  Lemmerz får pointeret, at det var vigtigt for ham, at skulpturen skulle være stor, have noget med bodybuilding at gøre – og så skulle den være tvekønnet, fordi, den er en engel.

Hvad er det I vil ha?
Men når snakken i filmen falder på Hanna Varmings bronze-figurer, er meldingerne fra fængslet en overdreven ligegyldighed.

Kunstneren beretter i filmen, at hun i sit arbejde håbede på, at de indsatte ville kunne være sammen med figurerne stille og roligt.

Men hvad fungerer så bedst – det der falder i med hverdagen – eller det der skubber til os som eksempelvis Gjernes’ værk fra 1968?

Det er den slags problematikker udstillingen på KØS handler om.

Formidling skal bane vejen for kvalificeret debat
Christine Buhl Andersen og Ulrikke Neergaard håber at forskningsprojektet/udstillingen og deres store indsats for at gøre formidling til en central del af projektet vil give anledning til debat.

De håber at publikum får holdninger til, hvordan vi lever med kunst i det offentlige rum og ikke mindst til, hvordan Statens Kunstfond bedst varetager deres rolle.