Kærligheden kan antage mange former og følelser: Romantik og forelskelse, lidenskab og begær, smerte og had eksempelvis. Hos Charlotte Fogh Gallery bliver hele spektret foldet ud i udstillingen LOVE, som åbner 7 februar.
Kærlighed har længe været et væsentligt og udbredt tema i kunsthistoriens kanon. Fra ældgamle frugtbarhedssymboler til moderne digitale skulpturer har kunstnere brugt deres evner til at udforske, udfordre og fejre, hvad kærlighed er, og hvordan det ser ud. Ligesom kunst er kærlighed ikke kvantificerbar. Mange har forsøgt, hvilket kunsthistorien vidner om.
“Love Is Just a Four-Letter Word”, skrev Bob Dylan i en sang til Joan Baez. På tværs af musik, poesi, kunst, kulturer og århundreder har kunstnere altid søgt at fange kærlighedens essens – hvordan den inspirerer, forstyrrer og ophøjer mennesker, dyr og endda guder. Uanset om det er banal, romantisk, selvisk, besættende, seksuel eller opofrende kærlighed, synes kunstens udforskning af dette emne grænseløs, og udstillingens værker fortolker gennem subtil symbolik forskellige perspektiver på kærlighed og forhold. Således er materiale, medium, kropslighed og koncept også midler, hvorigennem ideer eller følelser udtrykkes visuelt.
Kunstværker er sjældent banale. Ofte inkluderer de politisk, social og personligt engagement. På samme måde skabes repræsentationer af kærlighed i kunsten ikke i et vakuum; de er dybt forankret og påvirket af de kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge, de opstår i. Gennem symbolik og billedsprog er kærlighed i kunsten en dynamisk kraft, der repræsenterer tiden - altid vedholdende og transformerende.
Kilde:
Charlotte Fogh Gallery
Charlotte Fogh Gallery