I anledning af 400-året for jødisk tilstedeværelse i Danmark er det fortsat aktuelt at sætte fokus på minoriteters vilkår i demokratiet og indvandringens betydning for vores samfund. I 2022 lancerede regeringen en national handleplan mod antisemitisme, hvori der blandt at det blev afsat midler til nye samarbejder mellem landets museer og biblioteker om at gennemføre udstillinger og arrangementer om jødisk liv, kultur og historie. Immigrantmuseet, Furesø Biblioteker og Dansk Jødisk Museum er værter på en duo udstilling af Pernille Egeskov og Augusta Atla i Farum Kulturhus. De to samtidskunstnere reflekterer over generationstraumer, minoriteter, antisemitisme, racisme, indvandringens historie, krig og vigtigheden af demokrati.
Augusta Atla tager udgangspunkt i sit generationstraume fra 2. Verdenskrig, der stadig sidder fast i hendes psyke, i samspil med en netop fremkommet dagbog, som hendes farmors bror skrev om sin tid som modstandsmand i Jylland og København. Augusta Atlas farmors bror var et meget aktivt medlem af modstandsbevægelsen og en del af Undergrundshæren. Det vides ikke, om dagbogen er skrevet under besættelsen som en logbog for hans aktiviteter for egen skyld, som en reel dagbog eller skrevet efter krigen som en erindringsbog i form af en dagbog. Dagbogen beskriver sabotage, samarbejde med Royal Air Force om modtagelse af faldskærme med våben, fangenskab af Gestapo, bombefremstilling m.m. Dagbogen har altid været i familien, men Augusta anede ikke, at dagbogen fandtes før efter den 7. oktober 2023.
Som Augusta Atla forklarer om fundet af dagbogen:
“Selvfølgelig ved jeg faktuelt meget om 2. Verdenskrig, men fundet af dagbogen var som at finde et
følelsesmæssigt landkort både i mig selv og af Europa. Jeg fandt både min familie og nøglen til alle de
kryptiske spejle, som jeg selv består af. Min familie kæmpede for jødernes liv og for demokratiet i
Europa, med deres eget liv som indsats. Værkerne til udstillingen åbner på flere måder dagbogen op,
både i bogstavelig forstand, at den aldrig har været kendt før af museer eller offentligheden i Danmark,
og ydermere åbner jeg mit og Europas traume op igen som afsæt for at opnå mere indsigt – ikke blot i
en families historie, eller min – men som en analogi for at mærke Europas sjæl.
“Selvfølgelig ved jeg faktuelt meget om 2. Verdenskrig, men fundet af dagbogen var som at finde et
følelsesmæssigt landkort både i mig selv og af Europa. Jeg fandt både min familie og nøglen til alle de
kryptiske spejle, som jeg selv består af. Min familie kæmpede for jødernes liv og for demokratiet i
Europa, med deres eget liv som indsats. Værkerne til udstillingen åbner på flere måder dagbogen op,
både i bogstavelig forstand, at den aldrig har været kendt før af museer eller offentligheden i Danmark,
og ydermere åbner jeg mit og Europas traume op igen som afsæt for at opnå mere indsigt – ikke blot i
en families historie, eller min – men som en analogi for at mærke Europas sjæl.
Pernille Egeskovs værker til udstillingen undersøger begreberne frygt og assimilering i forhold til det at være jøde i dagens Danmark.
De første jøder, der ankom til Danmark i det 16. århundrede, var inviteret til Danmark af Christian den 4. Selvom de første jøder ankom hertil på en officiel invitation, var der alligevel lovkrav om at holde jødiske ritualer væk fra offentligheden. Jødiske ritualer skulle holdes inden for i det jødiske samfund og måtte ikke være synlige i det offentlige rum. Det at leve skjult med sin religion, jødedommen, er fulgt med generation for generation. Sidenhen kom der, i kølvandet på den russiske revolution, en anden bølge af jødisk indvandring til Danmark. Denne gang flygtede jøderne fra pogromerne i Rusland, som ville udslette de russiske jøder. Under 2. Verdenskrig flygtede jøderne, nogle for anden gang, til Sverige. Pernille Egeskovs værker omhandler netop en minoritet i Danmark, der har været forfulgt eller levet i det skjulte i samfundet – eller sågar assimileret for at overleve.
De første jøder, der ankom til Danmark i det 16. århundrede, var inviteret til Danmark af Christian den 4. Selvom de første jøder ankom hertil på en officiel invitation, var der alligevel lovkrav om at holde jødiske ritualer væk fra offentligheden. Jødiske ritualer skulle holdes inden for i det jødiske samfund og måtte ikke være synlige i det offentlige rum. Det at leve skjult med sin religion, jødedommen, er fulgt med generation for generation. Sidenhen kom der, i kølvandet på den russiske revolution, en anden bølge af jødisk indvandring til Danmark. Denne gang flygtede jøderne fra pogromerne i Rusland, som ville udslette de russiske jøder. Under 2. Verdenskrig flygtede jøderne, nogle for anden gang, til Sverige. Pernille Egeskovs værker omhandler netop en minoritet i Danmark, der har været forfulgt eller levet i det skjulte i samfundet – eller sågar assimileret for at overleve.
Pernille Egeskov udstiller installationsværket Blodbånd – med samme titel som selve udstillingen – som består af otte ordret transskriberede interviews med danske efterkommere af assimilerede jøder. Spørgsmålene er de samme for alle otte medvirkende, og samtalerne reflekterer over identitet, overlevelse, generationstraumer og assimilation. De medvirkende er anonyme, men er betegnet med køn og generationsled efter det assimilerede familiemedlem. Samtalerne har også dannet fundament for Pernille Egeskovs øvrige værker på udstillingen.
Kilde:
Farum Kulturhus
Farum Kulturhus
