Aage & Yelva Nimbs Fond uddeler hæderslegater

Bestyrelsen, som står bag beslutningen og udvælgelsen, består af kunstneren Sophia Kalkau, direktør for Nomeco, Henrik Kaastrup og advokat (H) Peter Grubert, Advokatfirmaet Jon Palle Buhl.

En uddybelse af bestyrelsens motivationer for valget af hver enkelt kunstner kan læses nedenfor:

Konceptuelt, legende, underfundigt – Kåre Frang eksperimenterer, udforsker stoffet, manipulerer materialer, skala og os. Frangs værker kredser om tingenes, strukturernes og relationernes skrøbelighed og klimaets sammenbrud. Kunstneren iscenesætter, forskyder genstande og situationer. Barnets klapvogn, husets symaskine, gyngestolen, violinen, tepotten og en globus bygget op af noget, der til forveksling ligner søde smørsmurte Digestive kiks. Og storskalaværker; en opskaleret legetøjsbondegård og næsehorn ved Blåvandshuk, halvt begravet i sandet og på Heartland, en oversvømmet gade fyldt med biler, vi springer fra det ene biltag til det næste, legesyge og berørte af de bittersøde memento mori. Og i sensommeren så vi ind i noget, der viste sig at være urolige aftryk af snapshots, blæst op til store, tunge afstøbninger spækket med spor af proces og tidslommer.

Stærke, smukke, tunge, politiske, livgivende værker – floder af sort stof strømmer gennem Betlehems historiske gader, apokalyptiske flammer brænder, mens vores blik forsvinder i en stor sort planet. Larissa Sansours sansemættede værker handler om katastrofer, om et folks ret til eget land, om immateriel arv og om at bære erindringer med sig videre. Hos Sansour er historien aldrig enkel, hendes værker, hæver sig fra det politiske niveau, det specifikke, det palæstinensiske folks situation og smerte, til det almene og eksistentielle. Hendes værker rummer en nærmest hypnotiserende fortælle- og billedkraft. Som beskuer suges vi ind i et øjes sorte, runde pupil, ser fra bunden af en dyb, rund, ravnsort brønd mod himlen. Krigens traumer blandes med myter og sagn. Et limbo af fortid, nutid og fremtid støder sammen. Larissa Sansours stærke, sorgfulde værker kalder på handling.

Sensible streger, skitseagtige silhuetter, løber hen over brugte, brune papirsposer, udfoldede papkartoner, flossede pizza-bakker, papir og lærred, søgende, men præcise penselstrøg. Orsolya Bagalas værker udspringer af eksistentielle temaer, personlige erfaringer og begivenheder. Hun maler imaginære portrætter, kvindelige væsener, slangeagtige kroppe, mytiske figurer, sfinkser, fabeldyr, fostre og plantevækster. Bagalas værker er forbundne, om de hænger tæt i en art collage eller med stor afstand, figurer og motiver bevæger sig, diffunderer, ubesværet fra det ene billede til det næste, gentages, transformeres, varieres nærmest hymnisk. Metamorfose i fuld flor for vores øjne. Bagalas værker handler om forvandling. Papaffald bliver til værker og personlige kriser til kunst – Your Past became gold, er den rammende titel på Orsolya Bagalas solo udstilling på Kunsten i Aalborg.

Performer, skulptør, komponist, musiker – kunstneren Ragnhild May blæser på genrer. Hendes praksis er tværdisciplinær, hendes metode er undersøgende, filosoferende og legende. May trækker på musikhistorie og musikteori, feministisk tænkning og filosofi, computerteknologi og fysik, og hendes egne kropslige erfaringer – og skaber forunderlige æstetiske lydgenstande. Et blankpoleret, monstrøst blæseinstrument med mundstykker til en hel kvintet, én blæsende sammenvævet krop. Og en ophængt lydskulptur, Komposition for fløjte og jernlunge, en art lysekrone, en kakofoni af 117 sopranblokfløjter, drevet af støvsugerluft. Og – Den lille havfrue, Sirene sang en feministisk, humoristisk, dystopisk syndflodsvise. Ragnhild May hacker eksisterende strukturer, stiller spørgsmål til verdens indretning og maskuline mål og udfordrer vores øjne og ører med komplekse, soniske, sælsomme skulpturelle værker.

Iøjnefaldende, indlysende møder og absurde sammenstød. Nina Beiers værker er på én gang legende, magtkritiske, enkle og komplekse, bearbejdede fundne og iscenesatte objekter. Med frække, præcise greb twister kunstneren stoffet, undersøger motiver, genstande og materialers iboende konflikter. I Rønnebæksholms kæmpestore lade viste Beier det dragende værk Cat Cow, en art performance – kæderygende lokale halvgamle mænd blandt et stort antal væltede kinesiske marmorløver med mankerne fulde af marmoræg og komælkspytter til de lokale katte. Og på New York Citys High Line står hendes evigt grædende vandfontæne en skøn samling fundne bronzefigurer i flere stilarter, nøgne kvinder og børn, alle med gennemborede øjne og vandet plaskende ned af kinderne. Nina Beier iscenesætter, udfordrer og inviterer os til kritisk associationsleg af det bestående.

Udsatte, marginaliserede figurer og karakterer, dystopiske fremtidskatastrofescenarier. Kristoffer Akselbos værker udfordrer. Hans praksis spænder over performance, performative skulpturer, digitale platforme, film, fotografi og altid med fokus på udsathed – individets, samfundets og klodens tilstand, epidemier og klimakrisens konsekvenser. Akselbo performer tavse avatarer, sprogløse eksistenser, karakterer der spejler psykologiske aspekter af marginalisering, udstødelse og social ulighed. De tavse avatarer frembringer følelser af afmagt, uro, indignation i én – og man tvinges selv til sprogliggørelse. Kristoffer Akselbos værker er aparte, radikale og ind imellem rørende, for midt i uhyggen konfronteres vi med ømhed, som når et monster uventet rækker os en blomst.

Jeg er ild og vand, titlen, på Ursula Reuter Christiansens udstilling på ARKEN, er hentet hos den store finske digter Edith Södergran. Reuter Christiansens værker tager livtag med død, krig, overlevelse, afsked og sort humør. På ARKEN skriger og stråler Reuters Christiansens kraftfulde, smukke værker i syv rum. Vi bevæger os i et kredsløb uden begyndelse eller afslutning. Balancerer på knivsæggen mellem håb og afgrund. Vi føres ind i en kreds af Ursulas figurer, der slår ring om en sort kane pakket med pels og ørn og bemalet med navne på de vigtige forbilleder. I et nyt videoværk hvisker Ursula Es ist noch nicht zu spät, det er endnu ikke for sent og lidt senere Es ist zu spät. Det er for sent. To sætninger, der gentages i det uendelige, mens kunstneren iført kanepelsen skuer ud i tågen. I et rum hænger hvide stofstykker bemalet med blodrøde ansigter på tørresnore. Efter ødelæggelsen kommer genopbyggelsen. Vi er det, der brænder, og det, der slukker, hvisker Ursula Reuter Christiansens os i øret.