Adfærdskodeks for en kunstudstilling

Piscine blander behændigt og begavet koder fra kunsten og businessverden i gruppeudstillingen The Conference.

Kunsthal Aarhus’ ottekantede rotunde, som er den midlertidige adresse for Piscine frem til udgangen af 2016, er denne gang hjemsted for The Conference, som ikke – hvad titlen ellers kunne indikere – er noget med talere og powerpoints, men en rigtig gruppeudstilling med rigtige kunstværker.

Det hele er – med omhu og tungen i kinden – iscenesat af kollektivet bag Piscine, og det med konferencen skal altså opfattes ret så abstrakt. Det er snarere erhvervskonferencens glatte aura, der i et flabet og humoristisk greb, er smurt udover en typisk kunstudstilling, så varetænkningen og alle dens dertilhørende strukturelle træk, ideologier og sprog er listet ind i kunstrummet, som her ydermere er i fusion med et kontormiljø, hvilket afstedkommer en let displaceret svimlen.

Udstillingen vrænger på den måde venligt af det ‘uskyldige’ kunstrum, men er også selvreflekterende, for selv Piscine er en del af en kunst-økonomi fyldt med koder – koder, som ikke er så nemme at få øje på af alle os indfedtede, men som vi måske øjner, når alle businesskoderne (der måske ikke er helt så fremmede) foldes rundt om kunsten.

Adfærdskodeks
The Conference er således rammesat af et adfærdskodeks – en Code of Conduct eller CoC, som det hedder på forretningssprog anno vor tid, hvor virksomheder tager sig bedst ud, hvis de formulerer et sæt retningslinjer, som gælder for dens måde at drive forretning på – gerne noget med miljø, menneskerettigheder, non-korruption, non-børnearbejde etc.

Hos Piscine er kodekset udformet i udstillingsfolderen – som er et værk i sig selv – med imødekommende værkikoner, instruktioner om, hvordan man som publikum skal gebærde sig i udstillingen og overskuelige key-points som “A. You Like This, B. You Want This, C. You Need This”! Det river i mundvigen, for det er vittigt og skarpt.

Det er trygt at have kvindelige performere
Udstillingens stramme og komprimerede åbningstale af Viktoria Wendel Skousen – ligeledes et værk i sig selv – koblede i samme ånd kunsten og aktierne sammen og gjorde begge fænomener til et trosspørgsmål. Ikke mindst i forhold til den konstante (mangel på) tro på den kvindelige kunstner! Også her sneg et adfærdskodeks sig sarkastisk – og feministisk – ind, inden Wedel Skousen erklærede konferencen åben:

“Det er trygt at have kvindelige performere (……) så kan alle se, at kvinderne er repræsenteret på kunstmessen, på kunsthallen, i galleriet. Så er det tydeligt, at man støtter kvinderne på kunstscenen. Imens ruller skejserne ind på de usynliges konto,” hed det blandt andet i åbningstalen.

Med til den gennemførte iscenesættelse af udstillingen hører også selve udstillingsarkitekturen, hvor et kontormiljø er placeret overvågnings-højt og med udstillingsvagten/galleristen siddende deroppe som part i den karske, men humoristiske kobling mellem kunst og forretning.

Kunst til chefen – og til gaden
Og hvilke kunstgenstande er det så, kunstpublikummet skal ‘lide, ønske og begære’? Jo, se eksempelvis hestehoved-skulpturen midt i rummet, som kollektivet bag Piscine har produceret. Den lækre sprøjtelakerede sag placerer sig ret præcist i skæringspunktet mellem et højæstetisk, Jeff Koons-agtigt kunstobjekt og noget, man kunne have stående på chefgangen i Mærsk som symbol på firmaets kraft og magt.

Noget mere almene produkter har det græske kollektiv Life Sport bragt med. Alle går i joggingbukser, og det er netop, hvad der hænger på stativerne i udstillingen. Life Sport er både en butik og et kunstnerdrevet projektrum i Athen, og salget af grå genbrugs-joggingbukser – tagged med Life Sports eget logo henover Adidas og alle de andre mærkevarer – er et middel til at opnå økonomisk ‘kunststøtte’ (læs uafhængighed) i en græsk krisetid, hvor der ellers ingen støtte er.

Life Sport har gjort det til sit særkende at sløre grænserne mellem sine virkeområder. Er der tale om forretning, aktivistisk hacking eller avantgardistisk kunstprojekt? Ligeledes er joggingbukserne som produkt et resultatet af en årelang research af athensk livsstil, hvor de grå bukser, og dem, der bærer dem (dvs. alle: både mand, kvinde, rig, fattig), er udgangspunktet for et portræt af byen.

Stress kan opstå i alle former
Med til et rigtigt business/kunstnerliv hører selvfølgelig også stress, men selv det er der taget højde for. Piscine har bedt amerikanske Adam Cruces om at skabe værker til et par af de vandbeholdere, der var del af den første Piscine-udstilling i Kunstbygningen.

Cruces har medbragt stressreducerende kontorlegetøj – små bløde genstande, man kan sidde og pille ved: det skulle virke beroligende og er en industri over there. Legetøjet er sorteret og svømmer i beholderne: En med nulre-genstande, der refererer til kroppen, en fod, et bryst etc. En anden med referencer til økonomi, blandt andet et bundt pengesedler. Stress kan opstå i alle former!

I udstillingen er desuden en videolounge med en række videoer, der med forførende lyd og smurte voiceovers glider ind i konferencestemningen. Blandt andet Sidsel Meineches foruroligende ‘reklamefilm’ for Seroquel® (et middel, der anvendes til behandling af skizofreni og andre psykoser) og Søren Thilo Funders The Vanishing Table, hvor filmens møntsamlere – der i en næsten spirituel seance beføler usynlige mønter – spejler nutidens immaterielle valuta, der sejler rundt mellem databaser og mobilepay.

Der mangler bare et tykt, rødt gulvtæppe og en buksedragts-dresskode for at gøre billedet af en anderledes, tankevækkende og frækt sammenskruet kunstudstilling komplet.