Bag facaden – og det menneskelige arkiv

Asmund Havsteen Mikkelsen maler sig forsøgsvist ind bagved den moderne arkitekturs facader, og Tove Storch stiller med en velintegreret og monumental installation skarpt på arkivet som manifestérbar fysisk model for menneskelig udvikling og erfaringsopsamling. De to kunstneres mange fællestræk til trods formår deres udstillinger på Viborg Kunsthal ikke at etablere en dialog som sådan.

Asmund Havsteen Mikkelsen kalder sin udstilling The House of Beeing og leverer i pamfletten en på alle måder sympatisk hensigtserklæring, hvori det fremgår, at han, med afsæt i egne erfaringer, reflekterer over arkitektur og huse for hos beskueren at opbygge ”en række forestillinger om utopi – det gode liv og en moderne livsforståelse udfoldet i rum.” På den ene side og på den anden side dettes modsætning: Når arkitekturen afstedkommer ”fremmedgørelse, isolation og industrialisering”.

Genkendeligt signaturmaleri
Det er naturligvis dobbeltheden – spændingen mellem det inviterende og det afvisende i arkitekturen, som sætter undersøgelsen i gang og afstedkommer disse dygtigt udførte, menneskeforladte og stramt komponerede billedeflader med udsnit af arkitektur og arkitektoniske detaljer. Med sine godt 41 år på bagen er Asmund Havsteen Mikkelsen gammel nok til at have udviklet et genkendeligt signaturmaleri, hvori arkitekturen spiller hovedrollen.

Kompositionerne er ofte holdt i monumental balance af lodrette og vandrette elementer, patentligt og nøgternt malet og udfoldet på en stramt opdelt billedeflade, hvor rummet defineres af kulisseagtige, flade lag overfor mere maleriske rumskabende effekter, der tilsyneladende bryder fladens ’illusion’ og ikke omvendt, som det jo i virkeligheden er tilfældet.

Varmt og koldt
Som også arkitekturen er paletten overordnet kølig, og stemningen mørktonet og ’unheimlich’. Som kontrast til det hermetiske og bastante, som blokkerer kroppen og udsynet til en usynlig bagvedliggende horisontlinje, bruger Havsteen-Mikkelsen indimellem varme, røde, orange elle gyldne farver, der orienterer sig i billedet som en mere subjektiv intervention, der kan afvige fra motivets konstruktive skema og fremstå voldsomt ekspressivt. Det sker eksemplarisk i billedet The French Connection, hvor den franskrøde kulør ’flammer op’ inde i et af bygningens blotlagte rum.

Monotoni
Der er rigtig mange billeder i kunsthallens sale og efterhånden bliver oplevelsen monoton. Man kunne med lidt god vilje sige, at det afspejler den ydre virkelighed, kunsten netop problematiserer, men undertegnede keder sig og bliver derfor opløftet ved synet af de størrelsesmæssigt mere beskedne værker, som udtrykker sig med et konsekvent og renskuret minimalt formsprog. Disse minimale indslag gør, at billedernes abstrakte kvaliteter for alvor får lov til at træde frem og gå i poetisk dialog med værkernes titler: Territorial Trap og Beach Blankness.

Apropos titler, så virker mange af disse, f.eks. Open Door Policy og Cliff-hanger, på denne anmelder som ‘turn offs’, fordi de er for overfladiske og på en uhensigtsmæssig facon giver anledning til (sikkert helt uretfærdigt) at mistænke kunstneren for manglende engagement og dybde.

Kollapsende afslutning
I udstillingens sidste og tætpakkede rum forefindes en række bemalede og abstrakte skulpturer. Disse anvendes i obskur belysning i den tilhørende videos semimystifistiske kunstlagerunivers. Videoen – der også bærer titlen The House of Being – lykkes, om end noget studentikos og verdensfjern, dog med at etablere en form for kunstlet modbillede til de udstillede maleriers dyrkelse af arkitekturens (undertrykkende) manifest.

Selv om denne del sikkert mest skal ses som en art legitimering i forhold til kunstnerens workshop, Space on the Move med elever fra Visuel HF i Viborg, fungerer den som en tilfældighedspræget og derfor kollapsende afslutning, hvorunder det bliver tydeligt, at der i udstillingen ikke i tilstrækkelig grad er bygget meningsfuld bro mellem maleri og disciplinerne skulptur, installation og video.

Skulpturen ligner et møbel
I kunsthallens white cube-sal med balkon udfolder Tove Storch sig også ikonisk og signaturpræget, men anderledes helstøbt og i øvrigt helt uden titel på hverken værk eller udstilling. Tove Storch er 37 år og arbejder med en tilbagevendende problematik – nemlig “hvad er forskellen på et møbel og en skulptur?”, og her specifikt spørger hun “hvad er forskellen på at opbevare indhold og at bære betydning?”

På gulvet i det rustikke rum står en række mandshøje skulpturer, der ligner arkivskabe, indrettede med et utal af hylder fra gulv til overkant. Skulpturerne er af aluminium, minimalistisk industrielle, lukkede i begge ender og med begrænset visuel adgang til at betragte hyldernes indhold af tegninger gennem en membran af udspændt og florlet hvid silke.

Totalinstallation
Installerede i forskudte rækker i det hvidkalkede rum fungerer de hvide skulpturelementer utrolig smukt og velintegrerede. Hele rummet virker ladet, sart og levende. Arkivet får derved autoritet, og som beskuer abonnerer jeg omgående på den tidslige betingelse, som ethvert arkiv nødvendigvis må bero på.

Her taler vi om et enkelt menneskes liv fra barn til nu. Børnetegningerne, der ligger i hyldelagene og tilfører farver og energi ved deres blotte tilstedeværelse, bidrager også med en række af delvist skjulte kvaliteter såsom uskyld, naivitet, ihærdighed, glæde, humor, nysgerrighed, fantasi, selvforglemmelse og fundamental skabertrang. Kvaliteter og egenskaber om den voksne ofte må kæmpe for at bevare i en konventionel hverdagslig ramme og som hos de fleste mennesker, forårsager længsel og afsavn, når de ikke (længere) er i spil.

Den tabte tid
Barndommen, hvor tegningerne stammer fra, er både tilgængelig og utilgængelig – som i erindringen, hvor minderne toner frem og forsvinder, henvender skulpturerne sig til os på en tvetydig og hemmelighedsfuld facon. I kraft af deres tilstedeværelse og monomentalitet er de nærværende, men på grund af silkesløret samtidig tilbageholdende deres livlige og farvestrålende indre
skatkammer, som vi hverken kan berøre fysisk eller se i dets fulde udstrækning. Vi efterlades i en ’tændt’ og søgende tilstand – som fortryllede i et udstrakt øjebliks uhåndgribelige mystik.

Det er sandsynligvis den fælles interesse hos kunstnerne for det hemmelighedsfulde overfor det åbenlyse, lys og mørke, invitation og afvisning, som er årsag til denne dobbelte soloudstilling. Men de to udstillinger forbliver både fysisk og mentalt adskilte, og jeg tvivler på, at det kunne være gjort anderledes med et bedre resultat.