Begrundet tvivl

Kunstnerne på afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi insisterer på at tvivle, og trods en lidt ujævn forestilling peger de netop på det store behov for åbenhed, som tvivlen også er et udtryk for.

Der er grund til at tvivle. Tvivle på den måde, vi lever. På vores ’værdier’, ‘sandheder’, strukturer, hierarkier, forbrug. Vores bias og vaner. Tvivle på om der er nogen, der har styr på det?

Nye generationer bør altid vokse op med en sund tvivl i forhold til det bestående. For samtidens nye generationer er der dog en særlig – og historisk! – grund til at tvivle. Den bane, menneskeheden har taget, har ført til, at kloden er begyndt at slå tilbage og fundamentalt ændre vores livsbetingelser. Hvad det så får af konsekvenser for et i forvejen højt konflikt- og spændingsniveau, kan man kun bævende gisne om.

Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling har derfor passende fået titlen Reasonable Doubt – begrundet tvivl – og er der noget kunstnere er gode til, er det at tvivle.

Det kræver både en særlig sensibilitet og et særligt mod at stå i den position i stedet for straks at søge tilflugt i sikre, entydige svar og løsninger, der måske blot fører til mere af det samme.
Der er – forekommer det – netop nu et ekstraordinært behov for den åbenhed, som tvivlen også er et udtryk for.

Afgangsudstillingen indfrier på sin vis dette behov til fulde – med mere eller mindre overbevisende resultater til følge, vil jeg mene.

En rodet forestilling

Det første man dog møder, når man træder ind i den stemningsfulde skulptursal på det gamle Fyens Kunstmuseum, som nu er hjemstedet for akademiet, er en lidt rodet forestilling. Afgangsudstillinger skal ikke være homogene, men her kunne der godt være arbejdet mere med den samlede præsentation. Værkerne kæmper slet og ret om pladsen, og orkestreringen virker… tja… lidt umusikalsk.

En fragmenteret værkgruppe som Pernille Pedersens She doubles her effort and quickens her pace, and rambles and scrambles to keep up the race er i forvejen så subtil, spredt og løs, at den kun vaklende samler sig på den klemte plads. En papkasse med næppe synlige ’stjerne-prægninger’, pegende ’smølfehænder’ og keramiske ’grydesvampe’ er blandt aktørerne i dette tilsyneladende tilfældige og mærkelige møde, der muligvis er et sindbillede på forbrugskulturens stressfremkaldende krav (jævnfør titel og pakkeembalagen). Men måske også udtrykker en tvivl på kunsten selv: Kan en flad papkasse være et maleri, når den hænger på væggen? En skulptur eller et podie, når den stables på gulvet?

Præcist, hvor Pernille Pedersen vil have mig hen, er jeg ikke sikker på, men værkgruppen hvisker med en på en gang rå, poppet og materiel sarthed.

Værker som griber i luften

Også Line Elkjær Frandsens papirværker Random Access Memory, dvæler i lange øjeblikke ved noget, der næsten ikke er noget. Sollysets imaterialitet fæstnes på store, liggende kartoner, mens håndens bevægelser på tastaturet foran skærmen oversættes til mønstre på papiret. Det er værker, som griber i luften og netop tør stå i al sin tøvende tvivlrådighed, som var det et mål i sig selv.

Det siger sig selv, at vi er udfordret som publikum – men også vi må lære at stå der i tvivlen!

Lost in translation

Det element af oversættelse, man finder hos Elkjær Frandsen, går igen hos flere af kunstnerne. Simon Ganshorns, All That Is Real, oversætter maleriet til små, ret fine stoflige collager med brug af snavsede klude og andet hverdagsstof, Elina Bergmark Wiberg lader udtjente køkkenelementer fremstå i en anden – men beslægtet – materiel udgave (aluminiumsfolie), mens Josefine Boel Johannessen har strippet nogle fladskærme og skabt en slags jagtredskaber ud af indmadens elektroniske komponenter. Sidstnævnte får på den måde udpeget et nærmest præ-civilisatorisk lag bag de nu hule og matte skærmbeholdere.

Monsterblomster

Mest umiddelbart spektakulær er Sofie Brag med sine meterhøje papmachéblomster, monteret i jordbunker. Trods – eller på grund af – udførelsen i det ‘barnlige’ materiale er de mærkelige på en lidt foruroligende måde. Alene størrelsen, selvfølgelig!

Værket, Håb er noget vi skal opfinde, taler muligvis (lidt desperat) ind i den tiltagende optagethed af natur, cirkulær tid, og andre arters agens. I hvert fald flankeres monsterblomsterne af et digt, hvor en fremmed art, de såkaldte Knælervæsner, lidt højstemt taler til os. Noget lignende er ’opfundet’ hos rigtig mange andre kunstnere for tiden, og selvom kunstneren har malet grå blomsterskygger på væggen, fungerer det igen ikke helt optimalt med placeringen i hjørnet.

Onlinelivets udblødte Jeg

Et af de værker, der optager mig mest, er Gro Pechüles videoværk so me killed me, chapter 7. The bug in us. En strøm af billeder og ord – formidlet af Pechüles mørke, suggestive stemme (man kan høre hun er optaget af musik) – scroller uendeligt nedover skærmen.

Afsættet er ifølge den korte tekst i handoutet, at en af kunstnerens instagramprofiler er blevet overtaget af en hackergruppe, og værket tematiserer vel onlinelivets udblødende Jeg, idet det udspaltes i ’profiler’ eller smeltes ned af udefrakommende aktører – her hackere eller softwarebugs, der inficerer systemet.

Nej, ‘tematiserer’ er ikke det rette ord: Værket er mere en tilstand, og tilstanden er hele tiden dunkel, pseudo eller flygtig, men ikke nødvendigvis dystopisk, for måske er der ukendte muligheder i dette land, hvor Jeg’et er døende?

Lyder vores hjerter anderledes, når vi er sammen?

Selvom jeg indledningsvis forsøgte at sætte tvivlen i relation til globale spørgsmål om klima og magt, så er det umiddelbart ikke dette udsyn, der præger udstillingen. Snarere virker den som helhed lidt introvert.

Jeppe Østergaard Munk har eksempelvis lavet lydværker, der undersøger og kortlægger sit eget og kærestens hjerteslag, som over en periode er optaget af pulsmålere og sidenhen manipuleret til ubestemmelige kompositioner. Lyder det så anderledes, når parret er sammen, end når de er hver for sig, er det nysgerrige (og romantiske) spørgsmål? Østergaard Munk er primært optaget af det musiske, mens den visuelle præsentation i rummet står lidt slapt og uengageret.

Smag for horror

Også hos Sabrina Lucia Morales halter det lidt med præsentationen, synes jeg. Hendes små keramiske figurer dyrker den mørke horor-inspiration med hornede væsner, tornede roser, natsværmere og spøgelseshus-gotik. De er sådan set fine nok, men det er altså også den gode smag hos et utal af keramiske kunstnere i dag. Hvad angår præsentationen, så virker det lidt mageligt at placere dem på et langt bord i stedet for at arbejde lidt mere med den rumlige præsentation.

Kunsten at tale forbi hinanden

Ikke mindst fordi der her havde været muligheder, idet Sabrina Lucia Morales har fået tildelt sit eget rum. Ligesom Jonas Hollerup Helle, der slutter udstillingen af med det sjove videoværk The Talk.

Fermt og overbevisende rent teknisk har han konstrueret tre fiktive kunstnersamtaler ved at klippe eksisterende videomateriale sammen. På den måde kan Marina Abramovic og Philippe Petit Jeff (ham der gik på line mellem tvillingetårnene i New York i 1974) tale sammen, og det er grineren, hvordan man på en gang kan tale sammen og totalt forbi hinanden, og dét på en helt igennem arty facon. Også samtalen mellem den franske nybølge-instruktør Agnes Varda og popstjernen Bruno Mars er sjov, mens det bliver mere same-same, når Jeff Koons taler med sig selv. Hollerup Helle er lidt atypisk i denne udstilling. Han vil tydeligvis underholde.

Ellers er afgangsudstillingen i det fynske i høj grad præget af kunstnere, der ikke lefler for os, der kommer og ser på, men kræver at vi kan stå i et pivåbent rum uden ret mange håndtag at holde i.