Camilla Reyman: På grænsen mellem subjekt og objekt

I forbindelse med udstillingen PAN på Galleri Jacob Bjørn i Aarhus har kunsten.nu mødt Camilla Reyman til en snak om hendes kunstneriske praksis – men også om subjektet på rejse ind i objektet og væk fra kunstneregoet.

I den aktuelle udstilling PAN ved Galleri Jacob Bjørn i Aarhus arbejder Camilla Reyman kun med ubearbejdede materialer. De rå pigmenter indgår udelukkende i relation med kunstnerens fingerspidser, som gnider den rå farve ud på underlaget. Brændt okker, bensort og grønjord er grundstenene i det vitale farveunivers, der udspiller sig under de lag af epoxy, som er så karakteristiske for kunstneren. Selve udstillingen består af en lang række af disse pigment/epoxy værker på 120 x 100 cm ophængt i grupper af fire. Epoxyen indtager her rollen som ’kunstigt’ rav, et materiale som indfanger liv og essens i en gennemsigtig montre.

Derudover finder man i udstillingen en stentøjsmaske, en voksskulptur og en plante med ar, installeret i en jordbunke midt i udstillingsrummet. Genstande, der på hver deres måde har en tilknytning til Camilla Reymans interesse for ikke-vestlige kulturer og for materialitetens kerne.

Da Camilla Reyman (f. 1981) blev optaget på det Kongelige Danske Kunstakademi var det på baggrund af hendes arbejde med fotografiet. Hun fandt dog med tiden ud af, at det ikke var fotografiet, der skulle skabe udgangspunktet for hendes kunstneriske praksis, fortæller hun, da vi mødes på Galleri Jacob Bjørn. Linsen skabte ifølge kunstneren en unaturlig distance til de materialer og de miljøer, som i dag er forudsætningen for Reymans kunstneriske univers.  

Uden for civilisationen
Camilla Reyman bor og arbejder i København, men hun begrænser dog ikke sin kunstneriske udfoldelse til byen. Hun har for nylig købt en andel i et landsted på Møn, hvor hun kan komme helt tæt på naturen. Det at være ‘helt tæt på naturen’ er et vigtigt omdrejningspunkt for kunstneren, der i 2016 fik tildelt et kunstnerresidency på kanten af regnskoven i Guna Yala-provinsen i Panama. Her oplevede Reyman at stå helt udenfor civilisationen i en næsten total isolation fra omverdenen. Guna Yala-provinsens indbyggere er et folk, som har taget et oplyst valg om at træde et skridt tilbage fra vores version af verden og leve som deres forfædre i symbiose med omgivelserne.

”Der var ingen mobilmodtagelse, internet eller fastlandstelefon og ingen veje, så den eneste måde, man havde kontakt med omverdenen, var, hvis den kom til én med båd,” beretter Camilla Reyman.

Egotranscendens
Det med at træde et skridt tilbage fra de kulturelle forskrifter er ikke noget nyt for Camilla Reyman, der i lang tid har arbejdet med at opløse sit indre (kunstner)ego. Ramt af handlingslammelse valgte kunstneren at fjerne sig selv fra ligningen. Det gjorde hun ved bogstavelig talt at slippe kontrollen og overlade skabelsen til de objekter, hun arbejder sammen med i hverdagen.

“Jeg har længe været fascineret af det egotranscenderende og forsøgte i udstillingen 189 days of order and control at få noget andet end mit ego til at bestemme det kunstneriske udtryk. Jeg lavede et system, hvor jeg inddelte mit hverdagsliv i 78 kategorier – de kategorier værdisatte jeg hver dag – hvorefter jeg lavede kunst, hvor den optegnede data bestemte udfaldet.”

Bilen tegnede tegninger, og fotogrammer blev fremstillet i bælgravende mørke, så kunstneren kun havde sin følesans at navigere efter i mødet med materialet. Dette, samt en række andre iværksatte, vilkårlige processer, blev i sidste ende til udstillingen 189 days of order and control, som blev vist ved New Shelter Plan i 2015.

Camilla som bil
Lysten til at transcendere egoet og lade materien stå alene er noget, der har fulgt kunstneren siden en morgen i 1999, hvor hun vågnede op ‘som noget andet end sig selv’. I et døsigt øjeblik på grænsen mellem drømmende og vågen tilstand, oplevede den på daværende tidspunkt 17-årige Camilla Reyman “at være et objekt”. Helt specifikt drejede det sig om en grå amerikansk politibil – selvsamme bil som er hovedrolleindehaver i en ny animation fra kunstnerens hånd, som vil indgå i den kommende udstilling Entering into relation with an object – an intimate connection Vol. 2. ved c4 projects i København. Camilla Reyman fortæller:

”Det, jeg oplevede, var ikke en sindstilstand men en materiel tilstand. Som objekt var der ingen bevidsthed, ingen tidsfornemmelse, kun et totalt fravær af sansning og følelse. Alt var omkranset af en grå tåge. Det føltes som en evighed, men varede nok i virkeligheden kun et splitsekund. Denne oplevelse berigede mig med et ønske om at forstå materialet på en ny måde, sådan mere indefra og ud end udefra og ind. Forstå materialiteten på dens egne præmisser.”

Materialisme
Flere vil nok identificere Camilla Reymans betragtning af objekt/subjekt-dikotomien med Nymaterialisme – den filosofiske, sociologiske og politiske strømning, der i nogle år har udfoldet sig omkring kunst og materialitet med særlig anknytning til filosof Bruno Latour og politolog Jane Bennet.

Latour er ophavsmanden bag en af hovedtankerne indenfor Nymaterialismen, det at ”underkende skellet mellem natur og kultur til fordel for en forestilling om verden som økologiske fælleskaber sammensat af humane og nonhumane aktanter”, som Thorsten Bøgh Thomsen formulerer det  i sin artikel Assemblageæstetik i Passepartout. Med andre ord at fokusere på det, der forbinder frem for det, der adskiller, at anerkende, at materialiteten og bevidstheden har en ligeværdig rolle at spille i skabelsesprocessen og i det færdige kunstværk.

Der eksisterer en gensidig respekt mellem materialet og kunstneren, og det er derfor ikke altid så forudsigeligt, hvad der kommer til at ske i mødet mellem de to parter. På denne måde formår Reyman fortsat at overraske sit publikum i en stadig undersøgelse af materialitetens indre.