Cassie Augusta Jørgensen åbner Art Matter Festival med offerritual

“Jeg har et behov for at kommunikere med andre transkvinder gennem min kunst og vende op og ned på den syndebuk, vi er blevet gjort til", indleder Cassie Augusta Jørgensen vores samtale. “Det vil jeg gøre med et sprog og en æstetik, som transkvinder kan relatere til”

Cassie har baggrund i dansens verden. Som barn dansede hun ballet, senere modern dance, og som 18 årig gik turen til Alvin Ailey American Dance Theater i New York. Tilbage i København orienterede hun sig i retning af eksperimenterende performances, søgte ind på Kunstakademiet og kom ind. 

Alt dette er mere end mærkbart i hendes meget kropslige og ekspressive performances og videoværker, hvor der ofte er skrald på lyd, kostumer, krop, køn, følelser, erotik og liv og død.

Cassie gennemgik sin transition og skiftede navn i årene, mens hun gik på kunstakademiet, og på afgangsudstillingen præsenterede hun videoværket The Danish Girl Dick – en fri fortolkning af historien om den danske kunstmaler Lili Elbe, som sandsynligvis var den første transkvinde i verden, der fik foretaget en kønsskifteoperation.

Stilsikker og velproduceret var også det centrale videoværk i hendes første soloudstilling i Danmark, Slit Your Click på Overgaden 2023-24, hvor hun vendte den udbredte populærkulturelle fremstilling af transkvinden som en karakter, der enten er latterlig, psykisk ustabil eller ligefrem morder!, på hovedet. Her ‘genindspillede’ hun en central sekvens i Brian De Palmas 80’er-thriller Dressed To Kill, hvor splattermordet begås af en transkvinde. I kunstnerens version slutter filmen derimod med, at transkvinden naturligt og værdigt vandrer ud i byen.

Under Art Matter Festival i maj viser hun sin performance The Rite of Nothing i Nikolaj Kunsthal. Performancen, der første gang blev vist på Roskilde Festival sidste år, nyfortolker den berømte ballet The Rite of Spring fra 1913 (originalt med musik af Igor Stravinskij og koreografi af Vatslav Nisjinskij), og fører publikum gennem et mystisk ritual. 

Balletten fra 1913 skitserede en fortælling, hvor et forhistorisk folk ofrer en jomfru til de kosmiske kræfter for at få foråret til at komme og sikre stammens kontinuitet. 

I kunstnerens 2024-udgave møder vi tre performere (en af dem Cassie selv) i høje hæle, hvidt lingeri og brudeslør, og ritualet gennemgår et 45 minutter langt, til tider hæsblæsende forløb, hvor performerne blandt andet agerer racerbil med speederen i bund, hvor der oplæses dødsannoncer, og vi bevidner en ret vild fødsel. Til slut ofres Cassie selv i dansen. 

Cassie omtaler selv værket som en form for Danse Macabre (Dødedans), et kunstnerisk motiv, man blandt andet kender fra tiden omkring de store pestepidemier i middelalderen, hvor mennesker danser med døden. 

Motivet er gentaget flere gange i historiske perioder med krige og drastiske omvæltninger, og Cassie mener, at vi netop nu befinder os i en meget voldsom periode, hvor der er brug for at tage dødedansen op igen:

“Offerritualet er et meget voldeligt billede, det er det. Men i den voldsomme tid, vi lever i nu, og hvor mange føler stor meningsløshed, tror jeg, man har brug for, at kunsten giver nogle billeder, som kan være med til at fortolke volden og meningsløsheden. Og jeg tænker, at de billeder, kunsten kan give gennem kroppen, på en måde taler for sig selv”.

The Rite of Nothing er et abstrakt værk, forklarer hun, som kan opleves på mange forskellige måder:

“Jeg synes ikke, jeg skal komme med noget entydigt eller politisk svar. Jeg har behov for at arbejde med ritualet, som er mere billedligt og åbent, og som samtidig indeholder håbet om fertilitet og genfødsel”.

“Som transkønnet, og som verdensituationen er lige nu, hvor historien gentager sig, føler jeg også, at jeg stiller spørgsmål til, hvem, det er, der skal ofres, for at samfundet kan køre videre. Hvilke kroppe skal afskæres fra visse muligheder”?

“Men i performancen indgår der også en fødsel, og nogle gange skal man give afkald på noget, for at der er andet, der kan få lov til at blomstre. Jeg ser offerritualet igennem mit eget forløb, hvor jeg har givet afkald på maskulinitet, hvilket har været rigtig rart for mig. Men man giver også afkald på magt, og bliver stillet i en udsat position”.

“I et større samfundsmæssigt og socialt perspektiv synes jeg, at ofringer er hårde, umenneskelige og ofte forbundet med hævn. Vi lever i et hævngerrigt samfund, og det er ikke et menneskesyn, jeg synes, er værdigt eller okay”.

Forårs-ofringen, Brian de Palmas film og historien om Lilli Elbe! Grebet med at arbejde udfra et narrativ eller et ‘manuskript’, der allerede der i forvejen, giver ifølge Cassie muligheder for at tage emner op, der indeholder stor kompleksitet, men også henvender sig til mange forskellige mennesker:

“Min egen rejse med køn og identitet betyder, at jeg gerne vil henvende mig til transkønnede og alle, der, på en eller anden måde, befinder sig i udkanten. Jeg tror, de føler sig genkendt i mine værker”. 

“Men det rituelle og spændingsopbygningen i en performance som The Rite of Nothing, hvor spændingen bygger sig op, op, op – for at ende i død og fødsel, tror jeg, er noget alle mennesker kender til”.

“Vi har jo allesammen områder, vi ikke synes, der er plads til – selv ciskønnede mænd kan føle sig afskårede. Men som transkønnet – og især som transkvinde – er man måske særlig udfordret. Som kvinde er alt defineret ud fra, hvad ens krop kan performe – kan den føde børn for eksempel”?

Vil du fortælle lidt om, hvordan det opleves at være transkvinde – set indefra?

“Det kan være meget ensomt at være transkønnet, og det er det helt ind i forholdet til ens nærmeste. Familien er nok det sværeste og mest konfronterende forhold, for vores identitet starter med, at vores far og mor beslutter sig for, ‘at det her barn hedder netop det her’”. 

“Hvis man begynder at rode med det, så ryster man træet, man ryster rødderne. Det kan føles meget forbudt og meget grænseoverskridende”.

“Der er ikke særlig mange transkønnede på planeten, og rigtig mange af dem ender med at begå selvmord eller havne i psykiatrien, og det er fordi, der mangler forståelse og accept af, at det er fuldstændig naturligt at være transkønnet, og at der altid har været transkønnede. Fokus kommer til at ligge det forkerte sted, og det har nogle seriøse konsekvenser for nogle mennesker, som i forvejen er meget udsatte”.

“Alle skal frigøre sig fra deres forældre, men som transkønnet skal man være ekstra stædig. Samtidig er der noget befriende over det, fordi du sætter dig fri foran dem, der har været med til at forme din identitet”.

“Jo længere tid jeg har været transkønnet, jo mere jeg bliver mig selv, jo mere forstår jeg, at problemet aldrig var ovre hos mig. Det var udenfor mig. Det har taget lang tid at komme dertil, og den rejse har været meget ensom”.

“Ja, meget. Jeg har altid arbejdet meget kropsligt – at danse ballet har været en form for kropsanalyse. Kunsten har i det hele taget altid haft særlig interesse for krop og køn, og i årene på kunstakademiet handlede det meget om at tilegne sig redskaber til at udtrykke sig selv – til at formidle sig selv”. 

“Så kunsten har helt sikkert været med til at forme mig som menneske, ligesom min egen personlige historie farver min kunst”.