Under Art Matter Festival viser Politikens Forhal og Fotografisk Center udstillinger af kunstneren, som repræsenterede Grønland på Venedig Biennalen sidste år.
Hvordan har de danske medier skildret Grønland gennem tiden? Spørgsmålet melder sig i Politikens Hus, i billedarkivet i kælderen, hvor arkivskabene står tæt med smalle gange imellem. De orange charteks ligger i stakke på reolen og lysbordet er tændt i det lille kammer, hvor den grønlandske fotokunstner Inuuteq Storch er igang med at finde billeder til sin udstilling i Politikens Forhal.
Han slår ud med armene: “Der er de ligegyldige fotos af den flotte grønlandske natur, og der er billeder af de kendte militærbaser med raketter og radarer i vores land, som de lokale næsten aldrig ser. Men der er også et gammelt billede fra 30’erne eller 40’erne af et hus, der er isoleret med papkasser, som vidner om, hvor hårdt livet var dengang. Og så finder jeg for eksempel et billede af en grønlandsk dreng med en undervisningsbog, hvorpå der står ‘Dansk’. Koloniserings-beviser er der masser af”.
Innuteq Storch. Foto: Arny Koor Mogensen.
Der ligger meget information i billederne, og med udstillingen i Politikens Forhal vil Inuuteq Storch undersøge et bestemt blik på Grønland. Ikke grønlændernes eget, men Grønland set fra Danmark:
“For den grønlandske historie er ikke skrevet af os selv. Den er skrevet af mennesker med et bestemt blik. Så det, vi ser, er faktisk andres fortolkning af os”.
Med udstillingen får vi så – som en boomerang – en grønlænders personlige fortolkning af det udefrakommende syn på Grønland.
Arkivfoto Ebbe Andersen, 1975. © Politikens Presse Foto.
Intime fotos og arkivbilleder
Inuuteq Storch er på trapperne med to udstillinger i København. Ud over udstillingen i Politikens Forhal præsenterer han i tilpasset form udstillingen Rise of the Sunken Sun i Fotografisk Center – udstillingen som i 2024 blev vist i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen, hvor Storch var den første kunstner fra Grønland, der udstillede i pavillonen og med udstillingen gav et indblik i Grønland. Set indefra vel at mærke!
I udstillingen i Fotografisk Center kan man blandt andet opleve Storchs intime fotos af hverdagslivet fra hjembyen Sisimiut, billeder fra hans families fotoarkiver og historiske fotografier taget af John Møller, den første professionelle grønlandske fotograf. Blandingen af egne fotos og billeder fra arkiver er et greb, kunstneren har benyttet flere gange.
Inuuteq Storch: Fra serien Keepers of the Ocean.
Jeg spørger Inuuteq om, hvad hans billeder fortæller om Grønland?
“Det handler meget om mig selv. Jeg kommer fra Grønland, så på den måde handler det meget om Grønland. Da jeg voksede op, lærte jeg mest om Danmark og Europa og det vestlige liv, men ikke så meget om min egen kultur. For eksempel var jeg bange for åndemanere, som er en del af vores kultur fra før de vestlige religioner og livsnormer”.
At tage billeder er derfor også en måde at generobre sit eget ståsted:
“Jeg ser mine billeder som en slags identitetssøgning i den moderne verden, vi lever i. Jeg er helt vild med The Weeknd (red: canadisk popmusiker), men på samme tid også med Sumé” (red: grønlandsk rockband, som fra 1970’erne var en vigtig markør for grønlandsk selvforståelse og uafhængighed). Jeg begyndte at høre Sumé, da jeg gik i 8.klasse, så jeg var ret tidligt igang med identitetssøgningen”.
“Men vores udvikling har været mega hurtig. Det er meget svært at forestille sig to, tre generationer tilbage. Heldigvis ved min far ret meget om den grønlandske kultur, så ham spørger jeg tit”.
Inuuteq viser mig nogle af sine tatoveringer – en forestiller Arnarulunnguaq, kvinden der gjorde, at Knud Rasmussens 5. Thule ekspedition lykkedes, en anden er en tegning af Kârale Andreassen, hvis far var åndemager i Østgrønland.
I flere af sine fotoserier søger han netop efter at genetablere det spirituelle forhold til naturen og tilværelsen, som var det uomgængelige omdrejningspunkt for fortidens grønlændere. Ikke mindst i en serie som Necromancer fra 2024, hvor selve titlen jo også indikerer en dialog med de afdøde.
I seriens kornede sort hvide billeder fremkalder kunstneren en magisk natur, som på en eller anden måde virker til at have været der altid. Men bare har manglet Storch kameralinse for at komme til syne.
Inuuteq Storch: Fra serien Necromancer.
Umedierede billede fra hverdagen
Betragter man Inuuteq Storchs fotografier fra serien Keepers of the Ocean (2022) får man fornemmelsen af, at de er skudt umiddelbart, uden iscenesættelse, som om ingen skænker det særlig opmærksomhed, at der er et kamera tilstede.
En kvinde bider i et pizzastykke, en person, man ikke ser hovedet af, holder en masse sodavandsflasker i favnen, bordet flyder af ting og sager. Beskæringerne virker ‘tilfældige’, og elementer, man ville have en tendens til at overse, bliver pludselig vigtige.
Inuuteq Storch: Fra serien Keepers of the Ocean.
Jeg spørger, om man kan se på billederne, at det er vennerne, han fotograferer?
“Ja, det tror jeg. Billederne er nok meget intime. Da jeg ville fotografere min ven i går, da vi var ude at gå tur, kunne jeg ikke fotografere lodrette eller vandrette linjer, fandt jeg ud af. Nogle gange handler det om detaljer, for det er personens særlige karakter, jeg tager billeder af”.
Du siger, dine billeder handler om grønlandsk identitet. Er der så noget, der særligt kendetegner det, at komme fra Grønland?
“I Grønland er vi meget tætte som venner. Normalt er vi venner, fra vi var børn eller teenagere. Og så har vi meget tæt tilknytning til selve naturen. Naturen giver os liv, så vi er i naturen så meget som muligt”.
“Vi er så heldige, at vi i vores hverdag lever mellem det moderne og det traditionelle liv. Jeg elsker at spille computerspillet Fortnite sammen med venner, men vi går også på jagt. Som i Fortnite lægger man strategier alt efter situationen. Hvis man er på rensdyrjagt, vil man for eksempel helst gå mod vinden”.
“Det er så naturligt for mig, at det er svært at forklare, men jeg har fundet ud af, at når jeg fortæller historier fra min hjemby – eller om mine egne oplevelser – så giver det mening”.
Jeg har ikke nogen politisk agenda med mine billeder, men de bliver automatisk politiske, når jeg udstiller eller laver fotobøger.
Inuuteq Storch
Hvordan kom du egentlig i gang med at fotografere?
“Mine forældre har altid taget fotografier til familie-sammenkomster og andre begivenheder, og jeg har altid holdt af at se på billeder. Jeg var ikke så god til snowboard eller skateboard, så ved siden af at være med, var jeg den, der tog billeder af mine venner”.
“En ven overtalte mig til at købe hans kamera, som var ikke i den bedste tilstand, for 1.000 kr. De første billeder, jeg tog, var altså med et kamera, der havde en stor ridse i sensoren, og jeg tog billeder af mine klassekammerater hele tiden. På den måde fandt jeg ud af, at jeg kunne lide at arbejde med billeder. Jeg udstillede i et lokalt kulturhus for første gang, hvor lederen fik mig til at søge ind på på fotoskolen Fatamorgana i København”.
“Her fandt jeg ud af, hvor vigtigt fotografi er for et samfund. Og så tænkte jeg, at vi i Grønland ikke har professionelle fotografer, som arbejder dybt med fotografi. Ligesom alle mine klassekammerater ville jeg jo ellers være ingeniør eller pilot. Ingen ville være fotograf. Hvorfor ikke? Hvis jeg ikke tager den, hvem tager den så? Derfor blev jeg ved”.
Inuuteq Storch: Fra serien Necromancer.
Hvorfor er fotografier vigtige for et samfund?
“Jeg mener, at fotografiet kan dokumentere, hvordan man lever i et samfund, hvilken livstilstand, vi lever i, og hvilke følelser vi har”.
Ser du en politisk agenda i det projekt?
“Nej, jeg har ikke nogen politisk agenda med mine billeder, men de bliver automatisk politiske, når jeg udstiller eller laver fotobøger. For alt er politisk, og selvom jeg egentlig ikke bryder mig om politik, er man nødt til at deltage. Det er bare et ansvar, man har”.
“Relationen mellem Danmark og Grønland er ikke ligeværdig og er mange gange ubehageligt at være i, for i Grønland vil vi så gerne have en respektfuld samtale. Men rigsfællesskabet er ikke noget fællesskab. Jeg oplever, at jeg lever sammen med Danmark, men at Danmark ikke lever sammen med mig. Jeg tænker, at man skulle have taget ansvar for en ordentlig dialog for længe siden”.
Inuuteq Storch: Fra serien Keepers of the Ocean.
Hvordan er det så, at udstille dine værker omkring grønlandsk identitet i det land, der har frataget dig en selvstændig identitet og som ikke fører en respektfuld og ligeværdig samtale?
“Jeg har lyst til at være med i samtalen. At skabe mere forståelse for, hvorfor vi reagerer som vi gør, for eksempel når DR udsender dokumentaren Grønlands hvide guld eller Jonatan Spang viser en satirisk video om Grønland”.
“Men jeg vil helst være med i samtalen på en måde, så jeg ikke sætter mere ild til den. Jeg vil hellere samtale ved at hælde vand på ilden”.
“Min måde at gøre det på er at vise udstillingerne og vise, hvordan livet er derhjemme”.
Fakta
Innuteq Storch (f. 1989).
Fotograf og kunstner, arbejder med en dyb forbindelse til sit hjemland.
Storch er født, opvokset og bosat i Sisimiut i det vestlige Grønland og er uddannet fra Fatamorgana School of Photography og International Centre of Photography i New York.
Storch udforsker sin grønlandske identitet gennem en blanding af personlige fotos samt arkivarisk arbejde.
Han har udgivet en række fotobøger:
Porcelain Souls (2018)
Flesh (2019)
John Møller – Mirrored, Portraits of Good Hope (2021)
Keepers of the Ocean (2022)
Necromancer (2024)
Storch har desuden en vision om at etablere et grønlandsk museum for fotografi. Han understreger betydningen af at bevare og fremvise den visuelle arv fra Grønland som en vital del landets samlede kulturarv.
