Claus Egemose og Michael Mørk demonstrerer fornem fornemmelse for formalisme i Kunsthal Nord

I udstillingen INDOORS, der undersøger og udvider forholdet mellem rum, billede og skulptur, skaber Egemose og Mørk – sammen med deres fælles alter ego Allan Gabi – en super æstetisk, legende og inviterende værksamtale i Kunsthal Nord.

Kunsthal Nord er særlig, fordi den ikke fremstår som en renskuret neutraliseret hvid kube. I stedet bærer salene tydeligt præg af den postindustrielle arkitektur, Nordkraft, kunsthallen er en del af. De store sale og mindre gallerirum har hvert deres særlige fysiske karakteristika i form af synlige bagvedliggende materialer: Mursten, beton, klinker, reparationsar, gennemskæringsspor, trapper og diverse installationer i lofter og på vægge.

Den nænsomme tilvirkning, som lader stedets historie og egen arkitektur komme til orde, skaber en ramme, som i høj grad påkalder sig kunstnernes lyst og evne til at arbejde dialogisk og stedspecifikt. Noget som heldigvis rigtig mange allerede har gjort med forbavsende gode resultater.

De herrer Egemose og Mørk placerer sig smukt i strømmen af udstillinger på Kunsthal Nord, som i den grad drager fordel af stedets rustikke fremtoning og dets forskelligartede fysiske rum. Udstillingen INDOORS er deres første fælles manifestation i den nordjyske hovedstad Aalborg.

En drømmende situation

Egemose iscenesætter kunsthallens første udstillingsrum med en stor semitransparent skulpturel installation. Konstruktionen, der spiller flot sammen med rummets egne installationer, bæres af stilladsrør, der afgrænser skulpturens rektangulære indre, som under et lysdæmpende tag af plastic er fyldt med hængende, florlette, retvinklede tekstilbeholdere i forskellige farver og størrelser.

Som en svævende labyrint skaber den en drømmende situation for beskueren at gå på opdagelse i – med hovedet oppe i skyerne så at sige.

Den kompetente blanding af formalisme, minimalisme og leg skaber hos denne signatur mindelser om Willy Ørskovs pneumatiske skulpturer – uden sammenligning i øvrigt: det er energien, der er beslægtet.

Rundt omkring på væggene hænger forskelligartede værker af Egemose, hvor også det formelle er i centrum, og hvor minimalismens kærlighed til industriens materialer og formsprog skinner tydeligt igennem. Her dog med den afvigelse fra fundamentalistisk 60’er minimalisme, at mange af Egemoses mindre væghængte værker har karakter af delvist bemalede assemblager, selvom de tydeligvis også gestaltes med få og ganske simple formgivende greb.

Orange skaber sammenhæng

Det er tydeligt, hvordan Egemose ser udstillingen som en totalinstallation, hvor f.eks. farven orange spiller en rolle som visuel staffagefarve og springmarkør for øjet, der skaber liv og sammenhæng mellem de ellers på mange måder forskelligartede værkkategorier.

Der er med andre ord en sans for det håndværksmæssige og en glæde ved selve den kunstneriske skabelsesproces tilstede i Egemoses værker – også når han med stor coolness skaber tomme tredimensionale billedflader med rammer af bemalet plexiglas.

Her kastes farverne via lyset ind i billedet, hvorved der opnås en sitrende og uhåndgribelig kromatisk immaterialitet, som udstyrer værket med en dæmpet magisk følsomhed, så helt forskellig fra den, i formel forstand, upersonlige plexiglas, som udgør næsten 100% af værkernes samlede materialitet.

En kunstnerduo der hedder Allan

I kunsthallens kvadratiske højsal finder vi en gigantisk skulptur skabt i fællesskab af Claus Egemose og Michael Mørch under aliaset ‘Allan Gabi’, en abstrakt persona, som kunstnerne benytter til at repræsentere deres kunstnerduo. Fællesprojektet giver de to kunstnere mulighed for at bearbejde æstetiske ideer, som måske befinder sig i udkanten af deres individuelle værkkredse, og lade dem komme til orde gennem et eksperimenterende fælles formsprog, som i høj grad er i dialog med udstillingsstedet og synes at ville inddrage beskueren i en mere interaktiv kropslig og visuelt udvidende oplevelse af værkerne.

Skulpturen, som på mange måder ligner det værk, de to deltog med på Sculpture by the Sea for nogle år siden, bærer udstillingens titel Indoors, hvilket selvfølgelig giver god mening, når dette værk tilsyneladende er en forlængelse af det tidligere, som befandt sig “outdoors” i skoven ved Aarhus Bugten.

Denne skulptur, skabt af rektangulære og hule metallægter og hvidmalede spånplader, er i sit grundudtryk en konstruktivistisk struktur, som inviterer beskueren op i sit indre med det formål at indgå i værkets ’krop’ og for at betragte værket fra så mange vinkler som muligt.

Via den perspektiviske forlængelse, som et antal store bakker på gulvet under skulpturen tilbyder, udvides skulpturoplevelsen med mørke spejlende og mosevandagtige overflader, der dels sprænger det faktiske rum, som skulpturen befinder sig i, og dels måske endda vækker mindelser om den ydre natur, som skulpturen her i sin indendørs ramme er afskåret fra.

Der hersker en tusmørkestemning i spejlingsrummet under skulpturen, som er den et fatamorgana på vej op af ursumpen.

Spilderier af sovsekulør

I de bagerste sale tilføjer Mørk sit perspektiv på de to- og tredimensionale udforskninger, der her konkretiseres ved en central totalinstallation, en skulptur og en række malerier.

Der leges med skala, forskydninger, og særligt malerierne snakker med arkitekturen og mimer dens apparater på en original og spøgefuld facon – men aldrig på bekostning af den formelle stramhed.

Kendetegnende for Mørk er et sanseligt aspekt, som kulminerer i et konkret ’spill-over’ i installationen, hvis bærende bordlignende konstruktioner er skabt af et opskårede ikeaskabe, og på hvis overflade en række oprejste og sideliggende plader bruges som lærreder for energiske spilderier med sovsekulørt akrylfarve – rigeligt med sovs! – som behændigt stoppes i dets udflydende revolte af lave, barrikadeagtige trækonstruktioner.

Det hele i hvidt, med åbnelyse snitsår i spåntræet og friskt akkompagneret i det smalle rum af det svingende lydord ”ttttijuuuppp” udstrakt med et væld af stramt optegnede bogstaver i sort langs alle de omkransende vægge.

”Tjuuup”, sagde min far altid, når han havde færdiggjort noget, han var vældig godt tilfreds med. Sådan virker ordet også her, hvor der er fart over feltet – fast og løst og en fandenivoldskhed, som aldrig løber løbsk og derfor bevarer fokus på og respekten for ideen og kunsten som værk og kategori. Det håndgjorte og sanselige skaber en velgørende kontrast til de simple former og principper, værkerne er skabt ud fra, og tilfører de billige ikeamaterialer nyt liv.

Varm, minimal og inviterende

Claus Egemose og Michael Mørk (og Allan Gabi) giver forskellige men beslægtede bud på, hvordan rum udfordres og udfoldes. De demonstrerer med udstillingen, hvordan rum præger et kunstværk, og hvordan kunstværket præger rummet.

Der skabes en samtale, hvori beskueren tilskrives en afgørende rolle; kunstværket og rummet får først betydning, når det sanses og indtages. Den måske – i nogles øjne – old school minimalisme-fascination hos kunstnere, udfordres af begges åbenlyse sans for håndværket, gennem en afvæbnende humor og subtil sarthed, og fordi beskueren i så høj grad er tænkt med.

INDOORS er ved første blik minimalisme-cool, men som helhed er udstillingen fuld af varme, som kommer til udtryk i kraft af dens formelle og visuelle overskud samt dens inviterende gestus rettet imod arkitekturen såvel som mod beskueren.