“Det var nærmest forbudt at male”

Ditte Ejlerskov er en af de markante profiler inden for nutidsmaleriet herhjemme, der har formået at sætte maleriet i kontakt med særligt mainstreamkulturens iscenesættelse af krop og køn. Men Ejlerskov har aldrig modtaget undervisning i maleri og var nødt til først at finde sin egen selvlærte vej ind i maleriet, der ovenpå en finanskrise var alt andet end populært for ti år siden. Vi stillede kunstneren en række spørgsmål som optakt til Art Herning 2019, hvor Ditte Ejlerskov indgår i årets sceneprogram.

Ditte Ejlerskov (f. 1982) forholder sig eksperimenterende til maleriet som medium og meget ofte er hendes udstillinger iscenesættelser af såvel installatoriske værker, tekst, grafik og video. Maleriet indgår som en særlig analytisk måde at blotte de visuelle mekanismer i kulturens blik og repræsentation af især magt ved at zoome ind og ud i vores kulturs ikoner og fænomener.

Læs også:
Anmeldelse af Ditte Ejlerskov: Den Inverterede Pyramide

Det er repræsentationskritik, der undersøger de visuelle mekanismer, der driver kulturens og ikke mindst kultur- og modeindustriens magtfulde billeddannelser – men af samme grund er hendes maleriske udfoldelser også hele tiden under selvkritisk ransagelse.

En selvkritik, der også udmønter sig i opskårne og sammenvævede lærreder, hvor motiverne sløres.

Det har været en tilgang, der har vundet stor genklang og sat maleriet i en form konceptuel kontakt med sin egen kultur og samtid – maleriet som en form for sanselig, arkivisk undersøgelse af magt i vores kultur.

Derfor var det heller ikke uden for skiven at hyre Ejlerskov til at portrættere vores tidligere Statsminister Helle Thorning Schmidt i 2017.

Efter ti års selvransagelse er maleriet som udtryksform og kunstnerisk medie blevet et mere frit domæne at udtrykke sig i, forklarer Ditte Ejlerskov, der i hendes aktuelle udstilling ved Galleri Specta retter blikket og maleriet mod det mere nære og eksistentielle.

Vi har spurgt lidt ind til den historie:

– Hvad er maleriets status i dag?

“Havde du spurgt mig for ti år siden, havde jeg haft en kamptale klar. Jeg gik på akademiet i Malmö, hvor der ikke var en maleriprofessor eller lærer, og hver eneste samtale med en professor handlede om, hvorfor jeg ikke bare stoppede med at klatte rundt med maling. For i den periode var maleriet (igen) virkelig dødt eller i det mindste helt meningsløst, oplevede jeg.

Siden jeg gik i gymnasiet, har jeg forsøgt at lære mig at male, men ingen af de skoler, jeg har gået på, har haft undervisning i maleri. Så med min fine uddannelse er jeg helt autodidakt.

Jeg er med på, at man nok kan lære det på aftenskoler og endda på akademiet i København, men ikke de steder, jeg har gået.

Derfor blev mit eksamensprojekt i 2009 en stor encyklopædi på fem meter, som hed Unbreak My Heart. Her forsøgte jeg at forstå, hvordan man kunne uddanne sig til maler.

Efter det arbejde, som blev udstillet mange gange i årene efter, var jeg helt færdig med at diskutere maleriets status. Og i dag må jeg indrømme, at jeg til og med er temmelig ligeglad med dets status. Det er ikke det, der driver mit arbejde.

Jeg var skolet til at være skeptisk over for maleriet og især over for den kommercielle kunstscene. Det er nok noget, mange kunststuderende kan genkende. Derfor synes jeg faktisk, det er lidt interessant at se på, hvordan et ungt, macho-auktions-maleri-ræs over de seneste år har ændret maleriets status. De er pisse ligeglade med deres kritiske skoling, og om maleriet åbenlyst gentager et maleri fra 60’erne, og at det er super kommercielt. De har en fest. Dem, der foragtede det kommercielle potentiale i maleriet tidligere, må have en besynderlig smag i munden, når de ser, hvad der foregår lige nu.

Læs også:
”Der er noget semi-anarkistisk i at fortælle hinanden historier i dette præhistoriske medie”

Jeg er selv meget ambivalent overfor disse meget kommercielle mekanismer. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal forholde mig… Men der har maleriet jo status, samtidig med at disse åbenlyse kommercielle strategier præger malerscenen helt generelt og giver maleriet en karakter af at være kommerciel spekulation snarere end en reflekteret og kritisk praksis.”

– Hvilke overvejelser har du (haft) om dit valg af maleriet som medie, og hvordan forsøger du at bruge det?

“I dag arbejder jeg med film, tekst, lyd, installationer og også maleri. Stadigvæk mest maleri, men det er ikke sådan, at jeg forsøger at klemme alle idéer ind i malerimediet. De værker, jeg lavede, imens jeg specifikt arbejdede med spørgsmålet om maleriet som medie i encyklopædiværket Formatted Contracts (2009), handlede alle om maleriet som medium. Og selvom det måske ikke er så let for folk udefra at se, hvad forskellen i min egen attitude til maleriet er, så oplever jeg, at jeg i dag har meget mere frihed end tidligere. Det var nærmest forbudt at male, da jeg gerne ville lære det. Jeg tror også, holdningerne til maleriet er meget tidsbestemte. Især lige efter finanskrisen var det for eksempel ganske logisk, at et kommercielt medie som maleriet var upopulært.”

– Hvad er det, du synes, maleriet stadig kan?

“Jeg vil gerne insistere på, at fundne fotos, som jeg ofte bruger som udgangspunkt for mit maleri, får en dybere betydning, hvis de bliver malet, end hvis de bare er printet. Jeg tror kort sagt, man kan ændre fotografiets status ved at male det.

MEN det er ikke noget, jeg egentlig tænker over. Jeg maler, fordi det er det, der holder mig i live. Jeg kan godt være social og venlig, men egentlig har jeg brug for at være alene i atelieret. Maleriet er det eneste, der for mig sætter hovedet frit.

Læs også:
Ugens kunstner – Ditte Ejlerskov

Sidder jeg og arbejder ved computeren, får jeg slet ikke samme fred. Så for mig kan det meget. Jeg er klar over, at jeg også har et publikum og et kommunikationsansvar, men det er på mange måde et helt andet ball game. Jeg forsøger at arbejde mig igennem temaer som sidder fast i mig på en eller anden måde. Og de oplevelser eller temaer, jeg er interesseret i, vil jeg gerne formidle videre.”

– Hvad kræver det i dine øjne af kunstnere at arbejde med maleriet i dag?

“Åh, det ved jeg ikke. Jeg tror måske, det vil være smart at lære sig nogle grundlæggende ting om repræsentativt maleri, ligegyldigt hvad man vil male. Jeg føler, jeg har spildt flere år, hvor jeg bare famlede i blinde. Jeg ville lære det, men ingen ville hjælpe mig. Jeg lærte, at jeg skulle foragte det, og det tog ret lang tid, førend at jeg stod ved, at jeg faktisk var maler.

Så jeg tror bare, man skal elske det og så gå i gang og ikke bruge så meget tid på at bekymre sig om sit medie, som jeg har gjort. Heldigvis er jeg helt ovre det nu. Men sådan er det vel at blive ældre.”