Dette er kun begyndelsen

Det var en hær af supportere og kunstnere, kunstfaglige, studerende og undervisere ved Det Danske Kongelige Kunstakademi, der torsdag barrikaderede Statens Museum for Kunst med nyfortolkninger af Dankvart Dreyers klassiske guldaldermaleri Kæmpehøj på Brandsø (1842). En protest mod Kulturministeriets nye styrelseslov for de kreative uddannelser.

”’Nej’ til ny styrelseslov og ‘nej’ til besparelser på kunst og kultur”, lød ordene fra den første taler, repræsentanten for de studerende, Marie Thams.

Få timer forinden loggede jeg på Facebook for at se efter nyt om protestudstillingen. Herinde lå følgende besked fra Mikkel Bogh, rektor på Kunstakademiet: ”Denne aktion bliver ubetinget årets vigtigste kulturbegivenhed.”

Da jeg møder studerende Marie Thams, fortæller hun, at aktionen vil foregå uden for Statens Museum for Kunst i stedet for inde i aulaen, som først annonceret. De protesterende studerende fordeler sig på trappeafsatsen, pressen på gruset nedenfor.

Dankvart Dreyer er tilbage
De næste 30 minutter er tildelt studentertalskvinden Marie Thams, den tidligere elev og underviser Bjørn Nørgaard og nuværende underviser Martin Erik Andersen. Imens iagttager jeg protestudstillingens værker.

Motivet er det samme hele vejen rundt og stammer tilbage fra 1842. Det forestiller et nordisk landskab af nærmest mytologisk karakter med en kæmpehøj og en stendysse. Mere konservativ tog nationalromantisk bliver det næppe.

Kulturen i knæ
Bag værkerne ligger en skarp værdipolitisk kritik:

”Overalt i Danmark går kulturen i knæ. Vi står tilbage med et samfund fattigere på kreativitet og kritisk tænkning og dermed et ensrettet kulturliv”. Sådan lyder en af hovedpointerne i de studerendes pressemeddelse.

I praksis betyder nedskæringerne på Kunstakademiet, at de må sige farvel til seks ansatte, en billedskole nedlægges og lejemålet af et historisk værksted på Frederiksholm Kanal, hvor 1980’ernes ‘vilde kunstnere’ udfoldede sig, må ophøre.

Politisk topstyring
Det er ingen hemmelighed, at kulturområdet er hårdt ramt. Som mange andre kulturinstitutioner skal Kunstakademiet nu også underlægges politisk topstyring, og rektoren skal fremover vælges af Kulturministeriet. Det er i hvert fald udsigten, hvis den nye styrelseslov for de kreative uddannelser bliver indført.

Økonomien er ikke det vigtigste punkt på dagsordenen. Som jeg ser, er protestudstillingen først og fremmest en kamp mod et konservativt kunstsyn, der i løbet af de sidste år har vundet indpas i det danske samfund.

At slå en feber ned
Værdikampen mod konservativismen var ligeledes i fokus i Bjørn Nørgaards tale. Her sammenlignede han økonomien med en feber, og værdien med en blindtarm.

”Man er nødt til at fjerne blindtarmen for fuldstændig at komme feberen til livs”, siger han malerisk og præcist.

Samtidig tydeliggør han, at kunsten nok skal overleve, idet mennesket har og altid vil have et behov for at udtrykke sig.

”Men under trange kår og stramme tøjler fungerer kunsten ikke. Den lever og ånder i et frit rum. Den frie kunst skaber grobund for nye erkendelser og velfærd”, fortsætter han.

Han slutter sin tale afmed at opfordre til kamp:

“Den, der tøver og ikke handler, er medskyldig”. Og i disse dage må det siges at være så sandt, som det er sagt.

Afdeling for Papmache og Fedtfarver
Martin Erik Andersen sammenlignede de studerendes protestudstilling med den kulturpolitiske situation, og kom med følgende konklusion:

”Der hersker en total ligegyldighed overfor indhold. Det handler om kvantitet fremfor kvalitet.”

Han mente i øvrigt, at der burde oprettes en ”Afdeling for Papmache og Fedtfarver”, for at imødekomme politikernes krav om flere farver, tilgængelighed og underholdning.

Tid til handling
Meget blev sagt torsdag den 10. februar 2011. Nu hvor ordene er forstummet, er det tid til at skride til handling. Og Marie Thams sluttede således også sin tale af med at sige:

“Dette er kun begyndelsen.”

Jeg håber virkelig, at hun har ret.