Dimission i mange dimensioner

Akademiernes afgangsudstillinger er vigtige, men også spøjse udstillinger. De består af selvstændige manifestationer af de enkelte kunstnere, der ikke skal forholde sig til noget tema eller anden skolet opgave end at præsentere sig som kunstnere endegyldigt klar til at træde ind på scenen, det bære eller briste. Alligevel er man tilbøjelig til at læse dem kollektivt som udtryk for puls, tendenser og tingenes generelle tilstand på skolen/generationen/tiden som sådan.

Årgang 15 (og de inviterede kuratorer fra South into North Francesca Astesani og Julia Rodrigues) tager kækt forbehold for udstillingsformen ved at introducere udstillingen som et tilbageblik fra 2115 på afgangsårgangen for 100 år siden.

Her siges, at det ikke nødvendigvis var det afgørende øjeblik i kunstnerkarrieren at tage afgang, men at afgangsværkerne må ses som en del af en længere rejse og proces. Sandt nok, men det er værkerne, vi har for os i udstillingen og derfor må forholde os til.

Billedsøgninger
Trods den postulerede tilbagebliksvinkel forholder mange af værkerne sig ganske meget til samtiden. Ikke så meget som politiske udsagn eller tørre dokumentarer, men som arbejder, der sætter værkformer overfor den aktuelle virkelighed. Vi ser et kamera, der er sendt til Mongoliet for at tage et billede af en lille blomst, som så analyseres som kemisk proces og teknisk mediering i Karl Isaksons værk.

Anna Ørberg anvender som en af de få malere på udstillingen (der er også kun én malerskole mod tidligere tre på akademiet) maleriet til omhyggeligt at afbilde de mudrede resultater af en billedsøgning på ’grunge’.

Fængende fortælling som nøgleværk
Et nøgleværk, som fint anskueliggør kunstnerens arbejde med form og medie i en superdigitaliseret tid, findes i Amalie Smiths filmessay Eyes Touching, Fingers Seeing. En rigt illustreret og avanceret udført fremstilling af følelse over syn, både i traditionelle kunstarter og i de nye mediers verden. Det er meget velfortalt og giver noget til oplevelsen af værkerne generelt, som indtages efterfølgende.

Det kan passende være Margarita del Carmens Aeorotopo. Via nedgravede rør og lydoptagelser gives en sensorisk oplevelse af stedet i form af jorden lige udenfor bygningen.  Man kan også træde et skridt tilbage og se mere traditionelt arbejde med form og farve i Anna Sjöströms lette tekstilmalerier, som danner et luftigt rum, fint sat sammen med Andreas Nykvists farvestærke malerier.

Et finurligt arbejde med materialet med umiddelbar, fængende kvalitet ses i Radmilla Jovovics værkserie. Her er malerlærreder konkret dekonstruerede og tråd for tråd sat sammen igen til nye former. Kunstnerisk proces let illustreret!

Genfortolkning og underliggørelse
Materiale og proces anvendes mere fortællende i Emil Toldbods materielle fragmenter af en fortælling om udgravning af den perfekte sten. Et værk med materiel konsekvens, der dog er svært at gennemskue, de interessante fragmenter til trods. Tilsvarende er oplevelsen af Mathias Sæderups spørgsmålstegn ved virkeligheden i ”Hvad er konkret verden? (Swamp City approaching)” svært afkodeligt.

Lea Guldditte Hestelunds ”Körper 2.0” spiller på en anderledes genkendelse, både i forhold til fortid og nutid. Kunstneren har stillet sig op som den antikke skulptur af diskoskasteren og tilføjet et skuplturelt fitnessmiljø med gummiunderlag og marmorredskaber. På en gennemført måde sættes de klassiske idealer overfor nutidens kropskultur i en konkret genfortolkning af både symboler og materialer.

At sætte omgivelserne ud af sædvanlig karakter sker også i Julie Riis Andersens værk med den kryptiske titel ”Måske er man om tusinder år, noget kraftigere og mere uforstyrret”. Værket lader et hypnotiserende sort-hvidt mønster-tapet brede sig over et helt rum, hvilket unægtelig skaber en helt ny, underliggørende oplevelse af kunstens sale på Charlottenborg. Årgang 2015 kan også det psykedeliske!

Mellem enkle frirum og komplekse sammenstillinger
Som en mangfoldig generationsfremstilling bør, er der originale værker, der hinsides bredere tematikker bare fascinerer.

Sådan er Malene Mathiassons kollage-billeder, der ultrafint klipper billeder sammen i mønstre. Dekorativt, men også med en surreel karakter, der vil omskabe det velkendte. Eksempelvis, når mønstrene breder sig over et landkort og frigør en vild poesi her.

Samme spor kan ses hos Ninon Birla, der dog arbejder i en mere traditionel tegneseriestil.

På en mere spekulativ måde forsøger andre kunstnere at skabe et univers af forskellige dele, inklusiv lange tekster. Det falder dog svært med afgangsudstillingens komprimerede format og virker som ambitionen fra en soloudstilling kogt ned til få kvadratmeter. Begrænsningen er som bekendt også en kunst at lære.

God opsætning af 2015
I detaljer og helhed mestrer 15-udgaven den svære genre at være en seværdig afgangsudstilling. Det inkluderer en god opsætning med øje for værker, der spiller sammen. Værkerne er også gode til at bruge rummet og fordeler sig varieret i formater og udtryk. Som ovennævnte eksempler antyder, er kvalitetsniveauet også rigtig fint og gennemgående.

Bud på tendenser anno 2015 må ligge et sted omkring det processuelle og det materielle overfor eller samhørende med de kunstneriske discipliner som det skulpturelle, billedlige eller rumlige. En relevant måde at arbejde som kunstner på i en tid, hvor der bliver revet og flået i den menneskelige perception og bevidsthed og man ”rører med øjnene og ser med fingrene”, for at citere Smiths værk.