En postmoderne Antigone

Det er ikke en måned siden at Danh Vos parterede kopi af frihedsgudinden fra Ellis Island i indsejlingen til New York lå spredt ud over gulvet i Statens Museum for Kunsts Skulpturgade under titlen We the People (1. juni 2012 til 31. december 2013).

Et monument, et billede, der repræsenterer et ideal i den moderne verdens historie, som også har dannet grundlag for fx USA’s og det internationale samfunds udenrigspolitik og krigsførelse gennem de seneste årtier. Også den danske.

Det er et ideal – en ophøjet idé, man har eksporteret og argumenteret med på godt og ondt for at udtrykke og underbygge idéen om det retfærdige samfund og politiske system.

Horisontal historieskrivning
Men politiske idealer og ikke mindst monumenter bygger ikke på folkets idéer, men er formuleret og rejst af magthavere, dem der også skriver historien.

Frihed, er immervæk en kompromitteret og diskutabel størrelse – ikke mindst i dag, og monumenter illustrerer en fortid, hvor magthavere personificerede magten. I dag væltes monumenter i den folkelige kamp for frihed!

Det er i en sådan historik og logik, man bør indskrive Danh Vos sønderlemmede og globalt fordelte værk (de 400 dele blev fordelt og rokeret rundt mellem flere europæiske, amerikanske og asiatiske institutioner under udstillingsperioden).

Vi har alle ansvaret for hinandens frihed.

Mindre tempo – mere ejerskab
Statens Museum for Kunsts nye udstilling i Kobberstiksamlingen med den højprofilerede, britiske kunstner Tacita Dean tager et lignende afsæt, men udstillingen Print Projects flytter fokus til erindringen og genforhandlingen af de billeder og strukturer, som danner fundamentet i fortællingen.

Selvom Tacita Deans centrale medie er filmen, særligt den analoge 16mm filmrulle, så er denne udstilling udelukkende foto-dybtryk (fotogravure), som danske Niels Borch Jensen har produceret i samarbejde med kunstneren siden 2001.

En prioritering, der håndfast understreger Kobberstiksamlingens funktion i museet, men også en insisteren fra kurator Vibeke Vibolt Knudsens side på, at vi skal fokusere på grundelementet: billedet.

Vi hensættes i et tyst univers med nedsat tempo, der kan lede den besøgende fra ramme til ramme og aktivere vores hjerneforbindelser mellem billede og fortælling, indtryk og aftryk, glimt og erindring. Lig Danh Vo får vi et ejerskab og medansvar til at sætte de sønderlemmede dele sammen og realisere billederne som fortælling.

11 studier i billedkraft
Det er ikke et direkte magtstudie, vi indgår i, men et studie af erindringen som subjektivt, sanseligt, mentalt og kompliceret foretagende. Men dermed også et indirekte studie af billeders fortællende kraft og magt.

11 serier indtager de seks små udstillingsrum og variere fra nøgterne registreringer af steder med en særlig sanselig, ikonisk eller kulturhistorisk karakter (Fernsehturm, 2001, Palast, 2005, Darmstädter Werkblock, 2008, Craneway Event, 2010) over direkte billedmanipulationer med grafiske indgreb (FILM Stills, 2011, JG (offset), 2013) til deciderede fortællinger, opbygget som filmens hakkende storyboards fra fundne fotografier (Blind Pan, 2004, Fernweh, 2009, Russian Ending, 2001 og Deans mest kendte serie Dead Budgie Project, 2002).

Sidstnævnte udmærker sig ved at illustrere med hvilken kraft, man ud fra et helt anonymt materiale kan genskabe en yderst intim og privat fortælling om en død undulat, så underlæben dirrer hos betragteren. Kunsten som empatisk bindeled til det helt private og emotionelle arkiv.

Fra materiale til bevidsthed
Kunstnerens egne noter og regi-bemærkninger indtræder også flere steder som et ledende og ofte ret humoristisk kommentatorspor i fortællingen. Dette afslørende lag i fortællingerne, hvor den redigerende hånd lægger brødkrummer i tomrummet mellem billede og betragter, fungerer ekstremt godt i trykkets univers, hvor processen fra funden materiale, gennem bearbejdningen og trykprocessen til værk bliver transparent og lagt frit frem. Det er i sådanne øjeblikke, at Print Projects sniger sig ind i bevidsthedens koblingsstation.

Denne forbindelse mellem materiale, bearbejdning og værk folder sig særligt ud i mødet med to af Deans trykserier: Blind Pan og FILM Stills, der også viser spændvidden i Deans billedfortællinger fra arkivet.

Ledt gennem vildnisset
Blind Pan illustrerer en markant grad af fabrikation. Serien baserer sig på et enkelt fotografi, som Dean har opstøvet, af et øde og trøstesløst landskab. Dette fotografi er blevet kraftigt forstørret og opdelt i fem frames, hvorved blikket begynder at vandre langs med den opbrudte horisont.

På denne vandring møder vi nu – via Deans noter og brødkrummer – den blinde Kong Ødipus ledsaget af datteren Antigone, der lig myten vandrer evigt fortabt gennem vildnisset mod sit endeligt (de kridt-agtige tekstinstruktioner og fortællesporet rykker sig gradvist mod højre fra frame til frame), og således overtager kunstneren Antigones hånd, imens vi som Ødipus ledes gennem det ufremkommelige mørke, imens vi blot ser, hvad vi får beskrevet.

Knivskarpt.

Skønne skabeloner
FILM Stills er ligeså klar en serie – og nu med kunstneren i en helt anden og mindre magtfuld rolle, for her får tilfældigheden magt.

Vi returnere til Deans foretrukne medie: filmrullen.

Serien er realiseret ved hjælp af et sindrigt skabelonsystem, hvorigennem filmruller eksponeres over flere omgange, så det logisk fremadskridende afbrydes, indtræder på ny i et glimt, for dernæst at møde et nyt spor, en ny form og ende i et mærkværdigt fremadskridende nu, der på slående vis understreger erindringens hullede, sammensatte forløb og erindringens umulige stræben efter helhed, men også uhåndterlige skønhed.