En storm af kvindestemmer

Den retrospektive udstilling Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet på SMK er en rejse 100 år tilbage i kunsthistorien med fokus på både kvindelige erfaringer og på almen politisk protest. Men udstillingen peger samtidig på både kvindekampens aktualitet i dag og ud i fremtiden.

Efter stilhed kommer storm, siger man. Måske kan man kalde udstillingen Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet på SMK for en storm.

Visningen giver i hvert fald et samlet brus af 18 forskellige, stærke kvindestemmer fra kunsthistorien og samtidskunsten. En række protestværker af disse kvindelige kunstnere er i anledning af 50 året for rødstrømpebevægelsen blevet hevet frem fra glemslen. Og derfor er titlen på udstillingen også så rammende.

De kvindelige kunstneres facetterede værker har gennem kunsthistorien protesteret ikke kun mod kvindeundertrykkelse og usynliggørelse, men også mod krig og ulighed. Men værkerne er alligevel blevet overset.
I udstillingens titel såvel som i præsentationen forudsættes dermed den generelle behandling af kvindelige kunstneres praksisser. De kvindelige kunstneres stemmer er ikke blevet hørt, men nu kommer deres arbejder og udtryk endelig frem igen på trods på SMK – som en storm eller et brus efter stilheden.

Et af de værker, der berører mig mest, er også et værk om kvindens stemme. Installationsværket Turbulent fra 1998 er bare et af den iranske kunstner Shirin Neshat (f.1957) gribende og velproducerede sort/hvide video-dobbelteksponeringer. På den ene væg i rummet oplever man en mand foran en oplyst, fuld sal. Han reciterer først et kærlighedsdigt af perseren Jalal al-Din-Rumi og synger derpå en smuk, traditionel Sufi-sang. På den modsatte side aner man under hele mandens skønsang en skygge i en mørklagt, tom sal. Det er en kvinde iført islamisk, sort chador. Hun står bare og lytter i stilhed. Men da mandens sang er afsluttet, og han har fået applaus fra sit opmærksomme publikum, fjerner kvinden sløret fra sit ansigt. Og så begynder hun at synge. Hendes stemme høres endelig. Men det er ikke traditionel skønsang, nærmere gutturale, vilde ekspressive, flerstemmige lyde. Kvindens aggression, dybe smerte og forsmåethed får fuld udblæsning, så mændene på den anden side i den anden sal lytter lamslåede.

Værket repræsenterer det strengt kønsopdelte islamiske samfund og virker derfor også nu så aktuelt. Men værket overskrider også konkret dikotomien mand-kvinde, lyst-mørkt osv., idet mændene på den anden side helt konkret i installationen faktisk hører den mørkklædte kvinde, ligesom installationen også behandler undertrykkelse af kvinder og minoriteter generelt. Turbulent beskriver det ikke at have en stemme, og får mig, særligt i kraft lydbilledet og den rumlige dimension, til at mærke og forstå det fysisk.

Kvindelige kropserfaringer

Udstillingen Efter stilheden har også særligt fokus på kropslige kvindelige erfaringer med fødsler, abort, p-piller og tingsliggørelse. Hele to store sale i Statens Museum for Kunsts stueetage er fyldt med malerier repræsenterende kvindelige erfaringer. Lene Adler Petersens (f. 1944) voldsomme serie af tuschtegninger med titlen P-pillesagen fra 1979 blev for eksempel til med udgangspunkt i konkrete sager med kvinder, der fik blodpropper i hjernen på grund af pillerne, der ellers blev beskrevet som et vidundermiddel. Serien viser kvindens udgrænsede krop som en slagmark for økonomiske og politiske interesser.

Abortspørgsmål og rettighederne til at bestemme over egen krop fylder naturligvis også i SMKs sale. Den portugisiske kunstner Paula Rego (f.1935) portrætterer for eksempel i Abortserien fra 1999 en række kvinder, der ensomme og skamfulde er ved at abortere. Kvindernes kroppe er forvredet i sårbare og akavede stillinger af smerte. Jeg må se væk, for det er som at se på noget, jeg ikke skulle have set.

En skarp kritik af systemets behandling af kvinden og hendes krop finder man også i Kirsten Christensens (f. 1943) keramikrelieffer Min mor og jeg (1977-78). Reliefferne afdækker den private historie om den 68 årige mor, der sidder magtesløst og umyndiggjort i sin kørestol på et psykiatrisk plejehjem. I værket Jeg holder min mor for øjnene fra 1978 vendes mor-datter relationen også om, så barnet bliver forælderen, der holder sin mor beskyttende for øjnene for de umenneskelige forhold, hun udsættes for.

Det konfliktfyldte mor-datter forhold er desuden komplekst behandlet i den svenskfødte, norsk baserede kunstner, Hannah Ryggens (1894–1970) storslåede vægtæpper. Her finder jeg endelig et glimt at glæde i tæppet Mors hjerte. Vægtæppet er vævet i alle spektrer af rødlige nuancer og indeholder altså røde varme hjerter, pink gravide svulmende maver, men også tankefulde blegrosa ansigter med halvtriste munde.

Kirsten Christensens keramikrelieffer og Hannah Ryggens vægtæpper vidner om, hvordan kunstnerne ikke kun indholdsmæssigt men også i materialevalget forsøger at omvælte traditionelle materiale-hierarkier. De private, hjemlige kvindelige udtryksformer som keramik og vævning bliver til politiske protestværker.

Protest

For udstillingen fokuserer netop ikke kun på kvindens private undertrykkelseserfaringer, der selvfølgelig også er politiske, men også på de kvindelige kunstneres del i en storpolitisk debat og protest.

Danske Dea Trier Mørchs (1941-2001) karakteristiske 60’-70’er-stil i hendes så kendte linoleumssnit er som altid et godt gensyn. På Efter stilheden er det ikke Mørchs værker om fødsler og moderskab, der fylder, men derimod stadig aktuelle politiske kampe. Det er svært ikke at tænke på Black Lives Matter-bevægelsen, når man for eksempel ser det stærke linoleumssnit Ligerettighedsforkæmpere fra 1969 med et motiv af tre racialiserede, sorte børn, der bliver angrebet med brandsprøjter. Kontrasterne mellem de to flader af sort og rødt forstærker historierne om vold og fængsling.

Den tyske tegner, grafiker og skulptør Käthe Kollwitz (1867-1945) er endnu en billedskaber på udstillingen på SMK med et stærkt politisk og socialt engagement.

Hendes træsnitserie Krieg (1921-22) behandler ikke krigstraumet som et nationalt anliggende, men er derimod portrætter af dem, man normalt ikke hører om: nemlig ofrene og kvinderne, der drog omsorg for dem. Kvinderne og de dødes og såredes forpinte ansigter og kroppe virker ikke svage, men derimod som en stor og stærkere fælles krop. På den måde overskrider billedernes motiv også nationale grænser. Det at miste sin nære til krigen bliver i Kollwitz’ serie til et fælles vilkår. Og protesten er klar og står bogstaveligt talt skrevet i baggrunden af billedet Nie Wieder Krieg (1924), som det udbrud den unge person med åben mund på billedet råber.

Peger mod fremtiden

Men udstillingen Efter stilheden peger som sagt ikke kun bagud, men er også fremadrettet i valget af udstillende kunstnere og tematikker. Kirsten Justesens perfomative isskrift i værket Melting Time (1999) var desværre ikke mulig at opleve, da jeg var på besøg på SMK. Men jeg kan levende forestille mig de store bogstaver hugget ud i is på det hvide, lange bord i mellemgangen til SMK’s glastilbygning. Bogstaverne vil langsomt kælve, smelte og forsvinde. Et sanseligt udtryk for tidens forvandling, men også en skarp, højaktuel kommentar – 30 år efter tilblivelsen af værket – til nutidens globale opvarmning og den stigende trussel mod klimaet.

Den caribiske kunstner La Vaughn Belle og den danske kunstner med caribiske rødder Jeanette Ehlers’ de-kolonialistiske Queen Mary-projekt er endnu et skulpturelt eksempel, der peger mod fremtiden på udstillingen, som ellers overvejende er præsenteret ved malerier. De to kunstneres skulptur I Am Queen Mary blev opsat i en flamingoudgave i 2018 i forlængelse af 100-året for salget af de Vestindiske Øer på Københavns Havnefront foran Vestindisk Pakhus, indtil en storm i 2020 desværre ødelagde den. På SMK peger dokumentationen af monumentet nu mod et fremtidigt Danmark, der ser sin kolonifortid i øjnene. I øjeblikket kører en crowdfunding kampagne med indsamling til en opstilling af skulpturen i bronzeudgaver i både Danmark og i Virgin Island.

Læs også: Crowdfundingkampagne skal finansiere I Am Queen Mary

Der er mange værker og kunstnere på udstillingen, som jeg gerne ville og burde fremhæve; for eksempel Hannah Höchs morfende collager, Lene Adler Petersens vilde installation i indgangspartiet, Simone Aaberg Kærns flyvende drømme og Jenny Holzers slagfærdige tekstkunst, men der er ikke plads her, så til sidst vil jeg nævne videoinstallationen Deep Down Tidal fra 2017 af Tabita Rezaire.

Kunstneren er født i Paris med rødder i Danmark og Fransk Guyana. I det legende og fabulerende værk, en videocollage der sampler lyd, billeder og tekst, fremstiller hun en kritisk forbindelse mellem den transatlantiske rute for trekantshandlen og fiberkablerne, der udgør internettets fysiske struktur.

Kablerne følger simpelthen samme ruter henover havbunden, som handelsskibene i kolonitiden. Disse narrativer flyder sammen med spirituelle fortællinger om havfruer, slangeguder og hellige vandånder i Deep Down Tidal. Begrebet hydrofeminisme med idéer om at skabe solidaritet og forbindelser gennem vand, som alle væsner indeholder og dermed rækker langt ud over det menneskelige, gennemstrømmer også værket.

Efter stilheden – kunstens kvinder tager ordet skulle have været vist for et år siden men blev udskudt på grund af corona-restriktioner. Men måske virker udstillingen endnu mere aktuel i dag, efter den anden, mere effektfulde #metoo-bølge ramte Danmark, og i kraft af at der er opstået en større lydhørhed overfor postkolonialistisk og aktivistisk kunst efter Black Lives Matter-bevægelsen og buste-aktionen herhjemme.

Forhåbentlig peger udstillingen fremad mod en tid, hvor kvindelige kunstneres brusende stemmer bliver hørt. Udstillingen på SMK viser i hvert fald endelig, hvilken storm af protest og mod, de fremtidige kunstnere, der identificerer sig som kvinder, står på skuldrene af.