En udvidet undersøgelse af det moderne vildnis

Som et hvert besøg på et større kunstmuseum vil vise, har vildnisset været et væsentligt motiv i kunsten. Fra romantikken først i det 19. århundrede har fremkomsten af det moderne samfund og dets naturbetvingende kultur været fulgt at en dyrkelse af den oprindelige, vilde og dragende natur.

Ifølge udstillingens kuratorer må en nutidig undersøgelse af det vilde ikke nødvendigvis se mod naturen, da den sjældent er uberørt og derfor en kontrolleret og kurateret vildskab. I det hele taget er vildnisset en kulturel konstruktion samhørende med oplevelsen af steder, systemer og strukturer – netop skabt af sit modbillede kulturen og civilisationen.

Derfor er der god grund til at se efter det vilde i en udvidet forstand i dag, hvilket udstillingen vil gøre ved at finde psykologiske, filosofiske, terapeutiske, politiske, sociale, digitale og anarkistiske ”vilde steder”.

En vid vild ramme
Det er jo en ret vid ramme, som ret mange værker vil kunne høre til i. Der viser sig heller ikke noget stramt forløb eller nogen nær samhørighed mellem udstillingens mange værker. Tvært imod bevæger de sig i alle retninger fra et enkelt fotografi til omfattende installationer, store filmiske produktioner og små trashede indgreb.

Udtrykket varierer tilsvarende fra det stramt afmålte og fokusering på detaljen til støjende ophobninger af materialer og signaler. Med en sparsom formidling kræver udstillingen, at gæsten er klar på at navigere i vildnisset og (sandsynligvis) lade noget være ”hit” og andet ”miss”.

Møde mellem DK og UK uden defineret mål
Udstillingen er også et møde mellem kunstnere fra den danske og britiske kunstscene, tydeligvis sammensat på baggrund af de to kuratorers erfaring som danske kunstnere uddannet i London.

Mødet kombinerer større navne som Jesper Just og Nicolai Howalt med i dansk sammenhæng mere ukendte navne, hvilket bidrager til oplevelsen af vildnis – måske mere end det er produktivt. Det er for svært at regne nogle af værkerne ud og følge den form for wilderness, som adresseres i dem.

Det gælder (for mig) eksempelvis i den kaotiske installation og video Clamdigger af Eoghan Ryan. Her kredses om en udstilling af den abstrakte ekspressionist Willem de Kooning – en kommentar til tidligere fremstillinger af det vilde, som ikke er fokuseret nok og forfalder til en trash-æstetik, som i sig selv er et noget slidt udtryk for det vilde. Det samme gælder for Jesse Darling og Takeshi Shiomitsus opsamlinger af skrald – fra hvor og hvad er meningen?

En klar kontrast til dette er Jesper Justs videoværk This Is a Landscape of Desire. Skønt det har været vist før, er det passende til udstillingens tema som en undersøgelse af mennesker i et underligt vildnis af motorvejsnatur. For personerne, der stopper op her, er denne zone tilsyneladende både dragende og fremmedgørende, hvilket netop er vildnissets gennemgående betydning. Her aktiveres temaet på en fængende måde, som kunne være kombineret med andre værker.

Mellem poesi og undersøgelse    
Nogle værker anlægger et poetisk blik på det vilde som Absalon Kirkebys fotografi figur (orange). Her opstår en poetisk komposition ud af noget, der kunne være et rodet hjørne af en baggård.

En anden strategi ses i værker, der mere historisk og kulturelt undersøger vilde steder. Til disse hører Noeme Goudals fine, men lidt isolerede fotografi af en gammel aflytningsbunker i en jungle. Tilsvarende er Nicolai Howalts arkiv-foto af et alkymist-laboratorium en spændende identifikation af et vildt sted, der dog også står for sig selv.

Der er således gode impulser og retninger på det vilde tema i spil, som dog kunne være forfulgt mere konsekvent.

God rumlig iscenesættelse
I New Shelter Plans lokale i den gamle Carlsbergbygning er det lykkedes at skabe rigtig gode og passende rumlige rammer. Som et særligt bravournummer er der slået et hul i væggen, som giver adgang til et stort, hidtil ikke tilgængeligt lokale.

En perfekt skabelse af ”Wilderness”, som også giver god plads til værkerne placeret her.

Anne Haanings værk laver også et gennembrud af væggen og skaber effektfuldt forbindelse mellem de to rum. En formation af stof flyder ud af et hul i væggen med billedet af en liggende mand, som er ved at opløses i materien. Noget fødes – eller dør – i det ene rum, som går over i det næste.

Et andet ambitiøst opsat værk er Sidsel Christensens videoinstallation Study for Composition. Her ledes man ind i et vildnis af en underlig, voldsom fortælling, leveret i en hypnotisk tilstand, hvor elementer i filmen kombineres fint med den rumlige opsætning i det store rum.

Alt i alt er Wilderness et frodigt nok vildnis til at give en oplevelse af temaets vitalitet, fint fremkaldt i et spændende udstillingssteds rammer.