Enkelt og maskulint

Galleri NilsStærk har sammensat en sommerudstilling med fire af husets tilknyttedekunstnere – Gardar Eide Einarsson (N), Nils Erik Gjerdevik, Richard Hughes (UK)og Matthew Ronay (US), samt fire udefrakommende kunstnere – Andreas Slominski(D), Chris Burden (US), Christian Andersen og David Renggli (CH).

Derforeligger ingen introducerende tekst til udstillingen og værkerne fremstår råog uformidlede i deres tilstedeværelse i gallerirummene.

Til sammen giver deten udstilling med otte autonome værker, lavet af otte forskellige mandligekunstnere i varierende alder og med otte forskellige insisterende udtryk, der ikkelefler for sit publikum.

Det er bastant i sin enkelhed og vedkommende trodsmanglen på introduktion.

Svaretligger i en række stærkt formulerede værker, der peger på hverdagsobjekter vikender – og så alligevel… 

Meta-objekter
I flere afde udstillede værker genfortolkes forholdet mellem readymades (fundne objekter)og kopien, der blot er fremstillet til at ligne.

I stedet for den egentligebrugsgenstand, fremføres en konstruktion, der blot efterligner brugsgenstandenog står uafsluttet foran én.

I DavidRengglis installation Strippen in fullcolour fra 2009 ses, hvad der først tager sig ud som et cykelhjul og etcykelstel. Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at være sammensvejsedemetalgenstande, der er konstrueret til blot at ligne. Værket imiterer, men er ikke.

Det samme gælder Richard Hughes’ Dark Side of the Street fra 2009, derligner et stykke af en oxideret mur. I lighed med David Rengglis værk, erHughes’ mur blot en kopi af den autentiske genstand.

De to værkerundersøger på direkte vis readymades som genstand i kunstrummet og forsøgergennem imitationen at gøre opmærksom på deres fravær og funktionsløsetilstand i dette hvide rum.

Fælde uden funktion
Som en delaf sin kunstneriske praksis har Andreas Slominski i flere omgange arbejdet meddyrefælden. Bidraget til denne udstilling er ingen undtagelse: Værket Ohne titel fra 2008, består afen grøn trækonstruktion med metalben, hvorunder der hænger en død mus i en tråd.

Det lignerunægtelig en fælde selvom det er svært at afgøre, hvordan den rent praktiskskulle kunne fungere. Der er intet, der angiver, hvordan musen er endt død forenden af linen. Alligevelpirres nysgerrigheden af det funktionelle værks mangel på forklaring ogbrugsgenstandens ubrugelige udformning. 

Tværkulturel udveksling
Nils ErikGjerdevik og Matthew Ronay har fået deres eget rum, Mellemrummet, hos Nils Stærk, hvordet rå og kantede blødes en smule op til fordel for en mere udtaltimødekommenhed.

Gjerdeviksværk Untitled fra 2008, har rundeformer og smidige konturer, der flytter tankerne hen på mellemøstlige templer,og virker forsonende, måske ligefrem fortællende, ovenpå de øvrige værkers enkle og kantede udtryk.

Det er iøvrigtdet eneste værk, der minder mere om skulptur end om installation. 

Transmitter fra 2009 af Matthew Ronaypeger også ind i kulturen og på et historisk slip mellem den vestlige civilisationog en mere naturbaseret kultur. Værket vækker mindelser om indianerkulturer og haren spirituel aura og en alterlignende opbygning, hvor den nederste del kunneminde om en sivbåd, mens der øverst er placeret et juletræ i stål.

No bull-shit kunst
Selvom derhos Nils Erik Gjerdevik og Matthew Ronay arbejdes med rundere former og flereforskellige materialer, er det gennemgående træk ved udstillingen de enkle oguformidlede installationer fremstillet af træ og stål. Det er no-bullshit-kunstmed et tydeligt formsprog.

Det er både ChrisBurdens minutiøse rekonstruktion af Tower of London Bridge (2003) og Gardar Eide Einarssons nye værk, Uden titel (Apparatus), eksempler på. Einarssons sortlakerede stålkonstruktionligner en blanding af et fitnessapparat og et torturinstrument, der fremstårskræmmende i sin helt enkle opbygning.

Det erkantet, råt og maskulint i udformning og opsætning, og i det hele tagetkompromisløst, det der foregår hos Nils Stærk i disse dage.