Et sikkert eksperiment

Statens Museum for Kunst har fået en stor pose penge til at revitalisere Kobberstikssamlingens 245.000 tegninger, grafiske værker og fotografier. Og indtil videre er der blevet budt på både danske Jakob Boeskovs subtile kulturkritik og politiske statements og tidlige hollandske guldalder-eksperimenter på papir.

Nu er turen så kommet til fotografiet og dets generelle betydning for kunsten og funktion i den kunstneriske undersøgelse i ind- og udland gennem de sidste 40 år.

Ambitioner uden forløsning
I præsentationen til Fotografier står der:

“Fra det eksperimenterende og konceptuelle til det fortællende, intime og til tider grænseoverskridende viser udstillingen væsentlige nedslag i billedkunstens brug af det fotografiske medie og dets strategier.”

Problemet er, at udstillingen ikke gør en væsentligt klogere på hverken ‘brugen’ eller ‘strategierne’, fordi præsentationen er utydelig og hænger fladt og uforklaret på væggen.

De godt 250 fotografier fra Kobberstikssamlingen ønsker at repræsentere fotografiet som et kunstnerisk frirum med væsentlig betydning for kunstens udvikling under temaerne: Form og ekperiment, Opbrud, Aktion, At se verden og Iscenesættelsen.

Men ligesom titlen, Fotografier, er udstillingen præget af uopfindsomhed og et sikkert greb i værktøjskassen på Danmarks største kunstinstitution.

Et sikkert eksperiment
Udstillingen bygger på den antagelse, at kunstnere gennem tiden har vendt sig mod fotografiet ved siden af deres vanlige medier for at eksperimentere i dette billedstærke og yderst manipulerbare medium.

Og i kraft af den historie- og identitetsbærende funktion kan fotografiet italesætte fortid og nutid, privat og offentligt, fotoalbum og politisk propaganda, den nyskabende kunst og den massemedierede kultur i et fikseret øjeklik.

Men de fleste værker på udstillingen er ikke nye grænsedragninger og eksperimenter, og det er slet ikke alle, der bruger fotografiet som det påståede supplerende frirum. I flere tilfælde er fotografiet et mål i sig selv.

Dette gælder blandt andre Peter Brandes, Per Bak Jensen, Erik Steffensen og tyske Wolfgang Tillmanns, som netop hører trygt og sikkert hjemme i fotografiet.

Her er fotografiet ikke et tilvalg eller middel til kunstnerisk udvikling, men det sikre valg.

Mål eller middel
Fotografier præsenterer fotoværker fra 1960’erne (plus nogle få fra 20erne og 40erne) og frem til 2008 med hovedvægt på 1990’erne. Årtiet hvor fotokunsten for alvor slog sig fast som medium på lige fod med de andre kunstneriske genrer – også herhjemme.

Men eksperimentet står uforløst tilbage, da de egentlige grænsebrydninger begrænser sig til nogle meget tidlige formelle, eksperimenter med fotografiet. Udstillingens resterende værker er snarere en præsentation af, hvorledes kunstens eksperimenter (fx i konceptkunst, performance og politiske aktioner) også får plads i fotografiet.

Vi får kort sagt præsenteret fotografier som resultat og mål, ikke som middel til noget udpræget nyt.

Derudover er der en temmelig stor del af udstillingens kunstnere, der i deres ellers eksperimenterende kunstpraksis bruger fotografiet som et udpræget dokumenterende værktøj. Dette gælder blandt andre danske kunstnere som Jesper Rasmussen, Peter Land, Superflex og den ekstremt radikale wieneraktivist Hermann Nitsch. For ingen af disse nævnte kunstnere er fotografiet rummet for eksperimenterne.

Tværtimod.

Fra Man Ray til Meese
Der hvor udstillingen glimtvis virker, er de meget få steder, hvor man virkelig mærker den kunstneriske kamp og manifestation på fotopapiret, hvor en kunstner både udnytter fotografiets kvaliteter, men samtidig forener sit vanlige kunstneriske sprog i fotografiets udtryk. Hvor fotografiet med andre ord er et aktivt kunstnerisk valg for at nå et nyt kunstnerisk mål.

Det gælder Man Ray, Albert Mertz, Gerhard Richter og Poul Gernes’ eksperimenter, hvor form, tid og lys udforskes aktivt mellem atelier og mørkekammer.

Det gælder også danske Kirsten Justesens kritiske konfrontation med forventningerne til den kvindelige identitet med glimrende efterklang hos britiske Sarah Lucas og i Anja Frankes dokumenterede laboratorieundersøgelse af sit køn.

Sidst bør også Kaspar Bonnéns poetiske, men kritiske refleksioner over kunstnerens mulige flugt fra dagligdagen fremhæves og ligeledes tyske Jonathan Meeses propagandistiske iscenesættelser, hvor han selv agerer heilende kunstdiktator (med Scarlett Johanson-maske) som et billede på kulturens primitive ensretning.

Et tilvalg med betydning
Alle disse kunstnere har tilvalgt fotografiet i meget aktiv forstand, fordi det både bød på nye udfordringer og muligheder, men også fordi fotografiet har en særlig funktion i samtidens billedkultur, som de udnytter aktivt.

Samtidig er der her tale om kunstnere, der supplerer deres vanlige værkpraksis med fotografiet. Ikke fordi de kunne, men fordi det var strengt nødvendigt som middel for at nå et helt særligt og nyt mål.