Flere nuancer af sort

 

Nuancer af sort med malerier af Martin Bigum, Preben Fjederholt, Thomas Kluge, Michael Kvium, Peter Martensen, Ulrik Møller, Odd Nerdrum og Balder Olrik er udviklet ud fra min debatbog Sorte billeder – Kunst og kanon fra 2007. Man behøver ikke læse min bog for at få et udbytte af udstillingen, men hovedlinjerne gentages og nuanceres i kataloget til udstillingen. Et katalog, der i øvrigt ikke synes at være inddraget i anmeldelserne af udstillingen, hvilket er en væsentlig grund til at jeg tager ordet her. Kataloget forklarer nemlig i vid udstrækning de punkter, som anmelderne undrer sig over ved konceptet.

Udstillingens værker skal naturligvis først og fremmest opleves i deres egen ret. Men Nuancer af sort har et større sigte end blot at vise værker af otte enkeltstående kunstnere. Den præsenterer også, og for første gang, en strømning i samtidskunsten, som ikke tidligere har været belyst. En strømning, der er kendetegnet ved malerier, der med alvor skildrer menneskelige grundvilkår i et figurativt formsprog.

Overset som strømning
For nogle år siden blev jeg opmærksom på et blindt punkt i samtidskunsten, idet disse kunstneres arbejde set som samlet fænomen manglede akademisk behandling. Enkeltvis har flere af udstillingens kunstnere en stor gennemslagskraft hos publikum.

Men samtidig er de ofte blevet set som udtryk for en kunstnerisk praksis, der er perifær og isoleret fra samtidens kunstscene. Kunstnerne i udstillingen deler markante fællestræk i motiver, temaer og tilgang til det at male. Denne tendens var overset, indtil jeg formulerede fællesskabet i Sorte billeder, og udstillingen på Ordrupgaard uddyber dette ved at sammenstille et udvalg af deres værker fra 1980’erne til i dag.

Flerstemmig enighed
Nuancer af sort er anmeldt på KUNSTEN.NU af Iben Johansen, i Politiken af Trine Ross, i Jyllandsposten af Tom Hermansen og i Weekendavisen af Henrik Wivel. Anmelderne anlægger forskellige synsvinkler på udstillingen, men bestemte træk går igen.

De er grundlæggende enige om, at der er nogle meget seværdige værker på udstillingen. Samtidig har de imidlertid svært ved at acceptere præmissen for udstillingen – at disse kunstneres arbejde skulle være overset i samtidskunsten. Michael Kviums navn fremhæves flere steder som bevis for, at dette ikke kan passe. Men præcis den side af Kviums kunst, der nu udstilles på Ordrupgaard, tilhører en strømning som særligt den akademiske verden har haft vanskeligt ved at håndtere og indskrive i samtidskunsten. Og det er som strømning betragtet, at alle de otte kunstneres arbejde er underbelyst.

Enkeltvis befinder udstillingens kunstnere sig i meget forskellige positioner på kunstscenen, og netop Kvium er en af dem der er centralt placeret. Disse positioner er afhængige af powerplay, kanoniseringens mekanismer og de øvrige faktorer, som jeg beskriver i Sorte billeder.

Hvorfor maleri?
Kunstnerne i Nuancer af sort arbejder med en tilgang til maleriet, der skiller sig ud i samtidskunsten, hvor maleriet som medie i øvrigt har boomet indenfor de seneste år. De henter frit deres materiale fra både det moderne og traditionen. De er værkorienterede i klassisk forstand, når de arbejder med maleriet, og tror på at værket kan bearbejde tidløse, eksistentielle spørgsmål og erkendelser, og kommunikere mellem mennesker på tværs af tid og sted.

Dermed adskiller de sig fra andre samtidskunstnere som John Kørner, Tal R og Kaspar Bonnén, der også arbejder med maleriet, men hovedsagelig trækker på et kunstnerisk erfaringsgrundlag fra det 20. århundrede. Det gør en sammenligning mellem disse sideløbende strømninger i nutidens maleri nærmest umulig, eller i hvert fald kunstfagligt upræcis.

Personlig smag og faglighed
Et andet aspekt, der går igen i anmeldelserne, er særligt interessant i forhold til en pointe jeg fremsatte i Sorte billeder: At sammenblandingen af personlig smag og faglighed i kunstverdenen er et problem. Anmelderne ytrer hver deres smag om udstillingens kunstnere, som de henholdsvis fremhæver og afviser kategorisk, som om det var gældende sandhed.

Et par eksempler: Trine Ross bryder sig ikke om Kluges billeder, idet hans kulsorte, blokerende rum i hendes øjne ikke er ”befordrende”. Iben Johansen fremhæver til gengæld Kluge og mener, at hans billeder udfordrer beskuerens fantasi. Tom Hermansen betegner Nerdrums symbolik som ”bare for meget” og ”svær at tage alvorlig”, mens Henrik Wivel kalder Nerdrum ”suveræn”.

Smag og behag er forskellig – naturligvis – men er det relevant og gavnligt for kunstdebatten at bruge sin personlige smag som pejlemærke?

Hvilke kriterier?
Det er sjældent at anmeldere beskæftiger sig med at forklare, hvilke kriterier de lægger til grund for deres værdidomme. Det fremgår tydeligt at de fire anmeldere her, som hver især repræsenterer respekterede offentlige fora, ikke er enige i hvad der er godt og mindre godt.

Ergo kan de samme kunstværker betragtes gennem forskellige sæt briller og vurderes ud fra forskellige kriterier. Og det er jo alles privilegium, men ikke anmelderens. Her må fagligheden for mig at se fylde mest:

En saglig vurdering af hvilket grundlag kunstneren arbejder på, hvad han/hun har villet, hvorvidt det er lykkedes – og ikke mindst hvilke kriterier der ligger til grund for denne vurdering.

Til slut vil jeg – ligesom anmelderne – opfordre til, at man først og fremmest ser udstillingen for dens fantastiske malerier. Samtidig vil jeg her gentage, at værkerne samlet set repræsenterer en hidtil overset kunstnerisk strømning.

LÆS KUNSTEN.NUS ANMELDELSE AF NUANCER AF SORT: KLIK HER

GIV DIN KOMMENTAR I FELTET NEDENFOR