Gallerirevy København okt 2016: Maleri er et uendeligt mulighedsfelt

Tre vægtige maleriudstillinger i København viser, at maleriet er et uudtømmeligt medium for såvel konceptualister som for drømmere.

Lad os starte med Søren Martinsen (f. 1966), som udstiller hos Martin Asbæk. Denne maler har i flere årtier beskæftiget sig med landskabsmaleri, men ikke i traditionel forstand. Han har fornyet den traditionstunge genre, bl.a. ved brugen af syrede, psykedeliske farver og poetiske tilføjelser i form af perspektiviske forskydninger. Der er noget artificielt, noget fremmedgørende ved hans ellers meget smukke naturgestaltninger, der ofte er i et monumentalt format.

På sin aktuelle udstilling Nye landskaber er Martinsen gået et skridt videre og skildrer nu landskabet fra oven. Ved hjælp af Google Earths fotografiske kortlægning af jordkloden har han fået nogle nye ikonografiske muligheder i hænde, der tangerer et helt abstrakt formsprog.

Men Martinsen fastholder dog, at han er en figurativ maler, der forholder sig til vores ydre verden. Først overfører han satellitfotografierne til lærrederne, dernæst fabulerer han videre med en meget spændende og stoflig leg med virkemidlerne. Undertiden er det Google Earth, der taler direkte, til andre tider påfører han pastose lag maling. Indimellem går han op i et meget stort format, og et enkelt maleri på udstillingen er hængt op i loftet i dets hjørne, så det former en rhombe og bliver et objekt eller en slags væg, der svæver i rummet.

Man bemærker, hvordan Søren Martinsen har udvalgt motiverne: Det er det kultiverede landskab, vi bliver vidner til. Især i Danmark, hvor der ikke er nogen oprindelig natur tilbage, er markerne og også megen skovbevoksning helt firkantede, som om en kæmpe havde slået streger efter en lineal.

Hermed retter Søren Martinsen en kritik af menneskets kontrol over naturen. Vi = herskerne har på vores antropocentriske måde underlagt os hele verden og definerer den efter vores behov. Og nu har vi også, qua Googles kortlægning af hver eneste detalje ned til den enkelte bygning i byerne, fuldstændig styr på, hvor alting er, og hvorledes alting tager sig ud. Her kommer også overvågningssamfundet i spil.

Søren Martinsen leger på subtil vis med et formsprog, der vipper på kanten mellem fiktion og realisme, samtidig med at han helt bogstaveligt indrammer menneskets uhyggelige udnyttelse af naturressourcerne.

Søren Martinsen: Nye landskaber. Hos Martin Asbæk Gallery til 22 okt.

Interessant billeddialog
Mamma Andersson (f. 1962) er en af Sveriges fineste malere, der repræsenterede Sverige ved Venedigbiennalen i 2003, hvor jeg første gang blev opmærksom på denne fremragende realist, der dog altid lader sine værker med en underfundig poesi. Nu udstiller hun sammen med Tal R (f. 1967) i en spændende malerisk dialog, hvor de to kunstnere udfordrer hinanden ved at male de samme motiver og anspore hinanden til at gå til yderligheder i en morsom billeddyst. Udstillingen Svanesang kan dels ses i Galleri Bo Bjerggaard på Flæsketorvet, dels hos Magnus Karlsson i Stockholm, så også udstillingsmæssigt er der tale om et interskandinavisk parløb mellem to store gallerier.

Det har været en slags sport for de to kunstnere at udfordre hinanden, og udstillingen viser tydeligt, hvor forskellige de er. Tal R arbejder langt mere spontant og hurtigt, ligesom hans motiver er flade og fyldt med en særegen, orientalsk inspireret ornamentik og sprælske, ekspressive farver i et maleri, der ikke tager højde for centralperspektivet. Mamma Andersson, som er mere realistisk i sin disponering af fladen og gengivelse af motivet, arbejder derimod langsomt og omstændeligt og vender og drejer motivet under arbejdet.

I de bageste rum, der er malet sorte til lejligheden, kan man opleve papirarbejder af de to kunstnere. Udstillingen tilbyder et interessant kig ind i selve den kunstneriske skabelsesproces og de mange visuelle overvejelser, der ligger bag al god kunst.

Mamma Andersson og Tal R: Svanesang. Hos Galleri Bo Bjerggaard til 22 okt.

Rum og territorium
Maleren Asmund Havsteen-Mikkelsen (f. 1977) har med sit arkitekturmaleri især afsæt i den retlinede, hvide, modernistiske arkitektur uden udsmykninger og ornamenter. Havsteens arkitektur er mennesketom, og den dirrer knivskarpt på lærredet. Som den filosofisk anlagte maler selv har formuleret det, så bruger han arkitekturen til at udforske maleriets meditative, refleksive, katharsiske og æstetiske kvaliteter.

Havsteen-Mikkelsen er imidlertid langt fra nogen nørd eller tørvetriller. Han driller os med sine subtile arkitekturgestaltninger, der vipper mellem noget genkendeligt og noget mere fabulerende og usandsynligt.

På sin nye udstilling The Territorial Trap hos Galleri Kant går han et skridt videre med et lidt mere frit og fabulerende formsprog end hidtil, og det er knaldgode billeder. Angiveligt drejer det sig om at undersøge de grænsedragninger, der findes mellem rum og territorium med nogle til tider flydende overgange, hvor omgivelserne invaderer de intime rum, der således ikke længere yder den beskyttelse, som arkitektur sædvanligvis er garant for.

Men det handler også om de grænsedragninger, der er mellem landene, antydet i titler som No Nation is an Island, Tectonic Dreams Against the Great Outdoors foruden titelbilledet. (Tektonik er ifølge Den Store Danske læren om udformning og sammenføjning af formelementer til en helhed, LB). Hermed bliver malerierne en metaforisk kommentar til de millioner af mennesker, der i disse år flygter fra krig og elendighed i Mellemøsten og Afrika i håbet om at få en bedre tilværelse i de vestlige samfund.

Der er således både noget nyt formmæssigt og malerisk på spil hos Havsteen-Mikkelsen og en agenda, der peger langt ud over gallerirummet og kunstinstitutionen. I øvrigt er malerierne uhyre brillant installeret i Kants kridhvide kube.

Asmund Havsteen-Mikkelsen: The Territorial Trap. Hos Galleri Kant til 22 okt.