Gallerirevy København aug 2020: Kvinderne vender tilbage!

Ursula Reuter Christiansen, Anette Harboe Flensburg, Anette Abrahamsson, Berit Heggenhougen-Jensen og Nina Sten-Knudsen. Alle er de vægtige kunstnere med lange kunstnerskaber bag sig. Nu får de plads ved galleriernes sæsonåbning.

Maleren Ursula Reuter Christiansen (f. 1943) er i en sen alder blevet hot. Det er sket i kraft de mange udstillinger i de senere år, hvor hendes hudløst ærlige, selvbiografiske oeuvre er blevet foldet ud og brænder igennem til nye generationer. Reuters kunst interagerer med hendes liv som to uadskillelige sider af samme sag.

Hendes nye udstilling huses i Gallery Bizarros kælder, og man føler, at man bevæger sig ned i Helvede. Det ydmyge lokale er til lejligheden malet hidsigt cyanblåt. Totalinstallationen er centreret omkring et middelalderligt eventyr om den adelige frøken Annabell von Finckenstein, som i en tidlig alder slikker vin fra væggene i hendes forældres vinkælder for at slukke sin ubændige trang til alkohol. Hun drikker også sjatterne, når hun hjælper kokkepigen med at bære glassene ud.

Fortællingen, som står at læse på væggene på tysk, handler dog ikke kun om alkoholafhængighed, men også om alderens svøbe og det kropslige forfald. Om det at være indespærret i gamle, snærende kvinderoller og have en hud, der ligner en træt gammel kos.

Kunstneren har taget sine skabende åndsfæller med som følgesvende og medvidere: amerikanske Sylvia Plath, franske Marguerite Duras og østrigske Ingeborg Bachmann. Ursula Reuter Christiansens indtager også gulvet med en række sølvbemalede, keramiske figurer.
I øvrigt svøbes udstillingen i tonerne fra kunstnerens afdøde mand, fluxuskomponisten Henning Christiansens (1932-2008) dramatisk-dystre ”underlægningsmusik”.

Læs anmeldelse af udstilling med Ursula Reuter Christiansen
Hør podcast: Christiansen & Christiansen – En kærlighedshistorie 

I to malerier eller ”sømbrætter” har Ursula RC har hamret sin vrede og frustration ind i motiverne – henholdsvis et kvindeportræt og en muteret valmue, der begge er oversået med søm.

Udstillingen er en stærk, personlig og krasbørstig elegi, leveret af en aldrende kunstner, som paradoksalt nok ytrer sig med en kraft og vildskab, som var hun stadig en ung og spændstig kvinde.

Ursula Reuter Christiansen: To the Blue Hell. Bizarro. Gl. Mønt 12, kælderen. Til 7. september. Adgang efter aftale: gallery@bizzaro.dk

Meditation mellem træernes silhuetter

Anette Harboe Flensburg (f. 1961) udstiller pt. hele to steder: Såvel på Trapholt, hvor hendes konceptuelle og eksistentielt søgende maleri udfoldes på en omfattende, retrospektive udstilling med titlen In the Company with No-One, som i Galerie MøllerWitt med udstillingen Knoglehegn, hvor hun viser nye værker.

Læs anmeldelse af In the Company with No-One

Flere af dem er malet på bagsiden af lærredet på bedste Francis Bacon-maner, hvilket forlener dem med en klædelig råhed og mere slørede konturer end normalt. Udstillingen har afsæt i kunstnerens intense mellemværende med litteraturen, her med den Nobelprisvindende, tyske forfatter Herta Müllers (f. 1953) roman Alt hvad jeg har bærer jeg hos mig. Romanen foregår i en fangelejr i Rusland og gennemsyres af idéen om, at alt i tilværelsen er vævet sammen via usynlige tråde.

Flensburg bygger næsten altid modeller op, som hun fotograferer for at fange lysindfald, skygger og farvetonaliteter, men denne gang ser hun motiverne gennem gardiners trådnet eller membran. Således fremstår silhuetterne af de nøgne træer udenfor som et hegn, en trådskov eller et organisk formet diagram af knogler – jævnfør titlen.

Desuden har hun konstrueret et objekt med skuffer, der indeholder to tvedelte kviste, som fungerer som krogede mannequindukker i miniformat. De er iklædt to forskellige kjoler med interessante, naturfarvede mønstre.

Naturen trænger sig i det hele taget stadig mere på og længere ind i Flensburgs teatrale, mennesketomme interiører som en påmindelse om, at det er ved at være sidste udkald, inden den –  naturen – river de naturlige tråde over og lader kaos råde.

Anette Harboe Flensburg: Knoglehegn. Galerie MøllerWitt. Til 3. oktober

Kvindelige firserkunstnere vender tilbage

Galleristen Tom Christoffersen skriver i pressemeddelelsen, at de tre firserkunstnere, Anette Abrahamsson (f. 1954), Berit Heggenhougen-Jensen (f. 1956) og Nina Sten-Knudsen (f. 1957), hvis nye værker nu kan opleves i galleriet, glimrer ved deres fravær både på kunstmessen Enter og på Chart. Skønt sidstnævnte messe, som i år udfolder sig decentralt ude i gallerierne, har fokus på de kvindelige kunstnere, er de tre nævnte kunstnere ikke at finde i noget galleri. Tom Christoffersen tøver dog ikke med at gribe i egen barm. Men nu har han så forsøgt at indhente det forsømte.

Men med sin kritik putter han salt i såret og får det til at bløde igen. Det er nemlig både uforståeligt og uhørt, at så begavede og dengang så toneangivende kvindelige kunstnere, som udover de nævnte tre bl.a. også omfatter afdøde Inge Ellegaard og nulevende Dorte Dahlin, alle har fyldt så lidt på kunstscenen i sammenligning med deres jævnaldrende mandlige kolleger. Lad os blot nævne Michael Kvium, Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen, Lars Nørgård, Peter Bonde, Claus Carstensen m.fl., så forstår læseren, hvad jeg mener.

De mandlige kunstneres karrierer er fortsat for fuld kraft siden 80’erne, og hverken deres meget synlige plads i kunsthistorien eller deres kommercielle succes – som i parentes bemærket er dem vel undt – tåler sammenligning med deres kvindelige kollegers. Disse er nemlig gået mere eller mindre under radaren, selv om de alle som en er modige, begavede og konsekvente fuldblodskunstnere.

Det er derfor velgørende, at vi nu kan opleve nye og nyere værker af disse kunstnere. Nina Sten-Knudsen har arbejdet videre med sit mytologiske ur-maleri, der heldigvis med jævne mellemrum har været tilgængeligt på museer.

Læs anmeldelse af Nina Sten-Knudsen-udstilling på Holstebro Kunstmuseum
Læs Ugens kunstner: Nina Sten-Knudsen

Hun er en filosoferende maler, som er i familie med de universalromantiske landskabsmalere, men til forskel for dem opererer hun med et karakteristisk polyfokalt billedrum, der gør det muligt at gå på tværs af tid og sted. I sine værker besynger hun den tabte Alnatur, som hun på næsten rituel manér forsøger at fremmane i sit maleri. Det virker i det hele taget, som om hun ånder gennem sine malerier, der synes at tilhøre evigheden.

Helt anderledes med Anette Abrahamsson, hvis skarpe, nutidige, farvestærke og figurative maleri vipper på kanten mellem popkunst, minimalisme og abstraktion, mens Berit Heggenhougen-Jensen, der for mig er udstillingens største overraskelse, præsterer nogle surreelle, om ikke gådefulde og dybt forunderlige, fint ciselerede motiver, der hidrører fra en uhyre original hjernes irgange. En velgørende tour de force.

Touché både til malerne og til galleriet.

Anmeldelse af Berit Heggenhougen-Jensen: Psyko-gusten oplevelse i Randers
Se billedserie: Berit Heggenhougen-Jensens konstruerede landskaber

Anette Abrahamsson, Berit Heggenhougen-Jensen & Nina Sten-Knudsen. Galleri Tom Christoffersen. Til 19.9.