Gallerirevy København august 2021: Systemet på syre – apokalypsen vinker forude

Julie Boserup fortsætter kollagearbejdet med sine optisk udfordrende arkitekturafsøgninger, mens Benedikte Bjerre sætter fokus på produktion og reproduktion i det moderne arbejdsliv. Superflex’ værker påviser, hvorledes kapitalismens vækstcredo sammenfalder med naturens vækstprincipper – med et fatalt resultat til følge. Med andre ord: Tag med på en gallerirundtur, som byder på kunst med skarp kant.

Mens mange agerende fra den københavnske kunstscene i disse dage puster ud efter de to veloverståede kunstmesser Chart og Enter, holder gallerierne fanen højt i lokalområderne.

Hos Galerie MøllerWitt, der nu tager hul på galleriets 3. Københavnersæson efter årtiers virke i Aarhus, kan man opleve en gennemført, stedssensitiv totalinstallation af Julie Boserup (f.1976). Værkerne breder sig på vægge og gulve som visuelle kommentarer til den omgivende arkitektur – men også til arkitektur mere generelt.

Udstillingstitlen Retouche betyder ifølge Den danske Ordbog ”at fjerne eller tilføje detaljer eller på anden vis udbedre små fejl på et fotografi”, og det er netop fotografi, som er Boserups primære medie, omend hendes ‘indgreb’ i fotografierne også kan være tegnet eller malet. Hun driller øjet ved at lade dele af fotografierne træde ud fra fladen, som derved bliver tredimensionelle. På gulvet ligger gulvtæpper med konstruktive mønstre, sat sammen af fundne tæpperester, mens malertape og trælister skyder sig diagonalt op ad væggene. Tidligere på året udstillede Boserup i Viborg Kunsthal og Augustiana i Sønderborg, og det er dele fra disse udstillinger, der nu er remixet og geninstalleret i Bredgade.

Der er tale om en fusion af kollage, skulptur, foto og tegning, som udmønter sig i serier og enkeltværker med titler som Patchwork, Zoning (zoneinddeling), Impossible Constructions, Columns, Behaviour m.v. Hendes konstruktioner minder æstetisk om Bauhaus-skolens konkret-maleri med dens fusion af elementer fra arkitektur, maleri, skulptur, kunsthåndværk og industrielt design.

Boserups æstetiske vokabularium er raffineret, både hvad angår linjer, former og farver, men hendes kunst er ikke kun dekorativ: Bag motiverne anes en kritik af de skarpe kategori-inddelinger mellem masseproduktion og unikaværker, arkitektur og dekoration m.v., som gennemsyrer vores samfund i dag. I Boserups håndtering bliver det til nye, subversive billeddannelser, der altså samtidig griber tilbage til modernismens tidlige fase.

Julie Boserup er uddannet fra Chelsea College of Art, London. Hun har udstillet solo på Viborg Kunsthal (2021), Augustiana (2021), Nivaagaard Malerisamling (2019) og i Det Nationale Fotomuseum (s.m. Søren Lose, 2017). Hendes værker er bl.a. indlemmet i samlingen på SMK, Det Nationale Fotomuseum og Museum of the City of New York.

Julie Boserup: Retouche. Galerie MøllerWitt. Til 17. september 2021.

Reproduktion i maskinalderen

Den danske kunstner Benedikte Bjerre (f. 1987) har ud over uddannelsen som kunstner ved blandt andet Städelschule i Frankfurt og Det kgl. Danske Kunstakademi også en bachelorgrad i sociologi. Det kan derfor ikke undre, at hun ofte er optaget af de samfundsmæssige strukturer, der sætter rammerne for vores adfærd i senkapitalismen.

Hendes konceptuelle kunst manifesterer sig primært som installationer, objekter eller skulpturer, ofte med brug af readymades i en spændende dialog med egne, håndgjorte objekter. I den aktuelle udstilling i Palace-Enterprise, der afløses af en ny sammesteds medio september, handler det om reproduktionens tidsalder, hvor mennesket har opfundet maskiner til at aflaste dem i hverdagen. For eksempel filterkaffemaskiner af det tyske mærke Melitta – bemærk det feminine navn, der understreger, at det elektriske hjælpemiddel hyppigst anvendes af husmoderen i hjemmet eller sekretæren på kontoret. Men for at kunne købe maskiner, kræver det, at man arbejder. Og da de fleste arbejder med eller ved maskiner, er andre hænder hele tiden involveret i arbejdsprocessen.

Udstillingen kan som sagt opleves i Palace-Enterprise – et diminutivt, nyt gallerirum, som har til huse i et nedlagt rejsebureau i Buen ved Vesterport Station – og altså meget langt fra de øvrige gallericentre i København. Det er et godt tegn, at et nyt galleri nu skyder op efter den lange nedlukningsperiode.

Navnet er formodentlig inspireret af det nærtliggende Palads Teatret, som Poul Gernes havde tydelige aktier i. De tre stiftere, Rasmus Stenbakken, Gitte Skjødt Madsen og Marie Gellert Jensen, som alle har en fortid i Galleri Nicolai Wallner, har valgt at repræsentere internationale danske kunstnernavne, som ikke har noget dansk galleri. Den første udstilling fandt sted i forsommeren og bestod af keramiske readymades af den fremtrædende kunstner Nina Beier (f. 1975).

Når man ankommer til galleriet, mødes man af duften af friskbrygget kaffe, der brygges på netop Melitta kaffemaskiner, der er placeret på hver sin hvide reol. Man er med andre ord ankommet til kontoret. I reolerne ses aviser og et vækkeur af mærket Braun – Bjerre er optaget af ‘tysk kram’, forstår man.

På en hylde ligger der en gipsafstøbning af et æble. “An Apple a Day keeps the Doctor Away”, som det jo hedder. Men dette æble er overgivet til evigheden. I baglokalet hænger tre kopier fra 2010 af den tyske maler Gerhard Richters (f. 1932) ikoniske maleri Betty (1988) med motiv af hans rygvendte datter. Bjerre har ladet det kopiere efter originalværket, dels som en hommage til den tyske kunstner, dels vel som en kommentar til kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder – en evigt pågående og vigtig diskussion, der indledtes i 1935 af den tyske kulturfilosofi Walter Benjamin (1892-1940).

Benedikte Bjerre har flere soloudstillinger bag sig, senest Let it Go, Let it Go på Kunstverein Göttingen i Tyskland. Hun er professor ved Det Jyske Kunstakademi.

​Benedikte Bjerre: Works. Palace Enterprise. Til 2. oktober.

Naturens groende principper og kapitalens galopperende vækst

Superflex arbejder internationalt, men det er glædeligt, at kunstnertrioen jævnligt udstiller hos Nils Stærk og også både bor og arbejder i København, så de er synlige på den københavnske kunstscene.

Den nye udstilling Like a Force of Nature er udspændt mellem to væsensforskellige sfærer: På den ene side samfundsøkonomien, der dikteres af kapitalismens iboende vækstkrav, og på den anden side naturen med dens strukturelle opbygning, hvor det groende princip er tilsvarende bærende. Dette blev tidligt kortlagt af den italienske matematiker Leonardo Fibonacci (ca. 1175-1250), som – inspireret af indisk matematik fra 300 fvt. – beskrev naturens grundmønster – fra fiskeskind til solsikker – med en spiralerende og ekspanderende matematiske skabelon.

Superflex har anvendt Fibonaccis berømte talrække som additionsprincip i syv skulpturelle elementer, der har form som reoler eller rumdelere. De er placeret i gallerirummet, så de danner et lille labyrintisk forløb og er fyldt med glaserede, keramiske fliser i de samme køligt-diskrete ‘pengeseddelfarver’, som indgik i det store gulvtæppe i Tate Moderns turbinehal i forbindelse med kunstnertrioens udstilling One Two Three Swing! i 2017/18.

Udstillingen tager stramt livtag med kapitalismens vækstparameter, som har vist sig altødelæggende for økobalancen. Dette eksemplificeres yderligere i serien
Investment Bank Flowerpots: På tre hvide sokler hviler tre hvide vaser, der er designet efter den imposante arkitektur, der præger hovedsæderne i verdens største investeringsbanker: Deutsche Bank, CitiGroup og JPMorgan Chase. Vaserne slutter sig om hver sin hallucinogene plante som metafor for den uhæmmede vækst, hvor al fornuft for længst er afløst af en grasserende ekspansion. More wants more. Systemet er sat på syre, og apokalypsen vinker forude.

Superflex: Like a Force of Nature. Nils Stærk. Til 15. oktober