Gallerirevy København december 2021: En ugle, der taler til menneskeheden

Årets sidste gallerirevy retter spotlyset mod tre udstillinger, som på hver sin måde repræsenterer nye billeddannelser i det udspændte felt mellem avanceret teknologi og ædelt kunsthåndværk. Fra en ugle-cyborg, over ”digigale” avatarer til hæklede skulpturer. Enjoy!
I Palace Enterprise’s diminutive rum, hvor udstillingerne i kraft af det store vinduesparti kan opleves 24/7, blænder galleriet på den tredje udstilling op for et noget nært genialt værk af 3D-filmanimationens grande dame Ann Lislegaard (f. 1962).

Udover sin egen internationale karriere har Lislegaard præget flere generationer af videokunstnere, da hun i årene 2004-13 var professor i Tidsbaserede Medier ved Det kgl. Danske Kunstakademi. Ligesom det har været tilfældet med hendes tidligere udstillinger, er også denne nye med titlen Exstinct baseret på et litterært forlæg.

Afsættet er den amerikanske forfatter Philip K. Dicks (1928-82) berømte science-fictionroman fra 1968, Do Androids Dream of Electric Sheep? (Drømmer androider om elektriske får?), som Ridley Scott gjorde verdensberømt i sin uopslidelige kultfilm Bladerunner fra 1982. I romanen, hvis handling er henlagt til året 2050, er uglen det første dyr, som bliver udryddet i forbindelse med menneskets grove plyndring af vores planet. Ifølge både den græske og den romerske mytologi er uglen symbol på visdom. Uglen er et natdyr, som indleder sin jagt, når mørket falder på. Den repræsenterer således også noget hemmelighedsfuldt og mystisk, og med dens store øjne og gennemborende blik giver den indtryk af at se og vide alt.

Ann Lislegaard giver helt bogstaveligt ordet til uglen i sin 3D-animation. Den er et orakel, som fremsætter formaninger til menneskeheden i hendes postapokalyptiske ‘setting’. Ud af dens næb flyder de mest forunderlige ordbrokker, som synes sendt fra et væsen fra det ydre rum. Dens hvide fjer, duskene på hovedet, som minder om ører, og dens vinger spiller aktivt med. Indimellem ser vi dens højre klo gribe om planeten Saturn, så de normale skalaforhold pludselig bliver sat ud af kraft. Er det en gigantisk ugle, der benytter vores solsystem som sit revir?

Dens tungetale ophæver alle forskelle: Er den af hun- eller hankøn? Har den levende celler eller er den en cyborg? Hertil kommer uglens på én gang alvorlige, humoristisk-burleske og vidtløftige opførsel. Dens bevægelsesmønster er enestående – den kan dreje hovedet 360 grader, den kan gøre sig lav eller høj i en elevatoragtig bevægelse, den kan lukke sine store øjenlåg og sove eller drømme et øjeblik, den kan brede vingerne ud og forsvinde i flugten i et splitsekund. Det er en forførende realistisk iscenesættelse.

I baglokalet hænger desuden nogle af Ann Lislegaards sort/hvide Lamdaprints fra serien Entropology (2007). Motiverne er computergenererede skildringer af planter og buske, der undertiden brydes af en arkitektonisk form. Også disse værker i 2D besidder noget ‘unheimlich’ og uudgrundeligt.

Ann Lislegaard: Extinct. Palace Enterprise. Til 18. december

Et østerlandsk internet-vanvid

Den Shanghaibaserede billedkunstner Lu Yang (f. 1984) er uddannet på The New Media Art-afdeling på China Academy of Art i Hangzou, en millionby sydvest for Shagnhai. Gether Contemporary viser hendes første solopræsentation i Danmark, der nu bliver fulgt op af ARoS’ store soloudstilling Digital Descending med den kinesiske kunstner, hvis køn er flydende. Lu Yang har efterhånden et imponerende antal internationale udstillinger bag sig og velsagtens et endnu større foran sig i betragtning af hendes relativt unge alder.

Når man ankommer til Gether Contemporary ser galleriet ud til at være lukket, da alle vinduerne er dækket til. Men det er fordi, gallerirummet er mørklagt. Så snart man træder indenfor, bombarderes man af flimrende lys i mange farver fra skærmene, og et øjeblik tror man, at man er trådt ind i et gamecenter, fyldt med videospil. Der indgår to mangelagede videoværker i udstillingen. Dels det højdramatiske videospil The Great Adventure of Material World (2021), hvor helten – en avatar – kæmper imod de værste monstre i storbyerne på sin dannelsesrejse frem mod Nirvana – som han til slut når i døden. Det er en religiøs dannelsesrejse på steroider. Her trækker Lu Yang på et internet-genereret figurgalleri, hentet fra Manga, asiatisk populærkultur, mytologi, diverse religioners billedtraditioner, digital subkultur og meget andet.

Motion capture-teknologi

Herudover hænger der seks lyskasser på væggene med stills dels fra videospillet, dels fra udstillingens mest grænseoverskridende og komplekse værk: Den 31 minutter lange livestreamede performance Delusional World/Lu Yang Hell (2021), hvor en danser interagerer med de virtuelle monstre med eller uden hoveder oppe på skærmen ved hjælp af en motion capture-teknologi, der er fastgjort til hans krop. Det er dybt fascinerende at opleve, hvordan danseren i kød og blod med hans ekspressive, vridende dans påvirker de virtuelle protagonisters bevægelsesmønstre på skærmen. Mens avataren danser i et fuldstændigt tomt rum, viser skærmen nogle surreelle scener fra en brændende underverden, der ikke lader Hieronymus Bosch’ fantasmagoriske helvedesfremstillinger noget efter.

Billederne på skærmen er ikke for sarte sjæle, og troede man umiddelbart, at der bare var tale om en overfladisk cyber-verden undfanget af en pueril fantasi, der er fostret i ungdomsværelset, så tager man grundigt fejl.
Lu Yang henter en bred vifte af visuelle referencer ind i sine hårrejsende fortællinger, ligesom hun mikser østlige og vestlige billedtraditioner, så det bliver en bevidsthedsudvidende rejse igennem tider og steder, med skiftende forestillinger og visuelle udtryk.

Hendes værker er bl.a. et produkt af den globaliserede verdens opløste territorier, hvor ord som hjemstavn er, om jeg så må sige, en by i Rusland. Denne billedkunst er fra A til Z hentet i internet-æraens billeddannelser.

Lu Yang: Lu Yang’s Control Center. Gether Contemporary. Til 15. Januar.

Et flydende fællesskab

Billedhuggeren Eva Steen Christensen (f. 1969), installationskunstneren Matilde Duus (f. 1983) og multimediekunstneren Nanna Riis Andersen (f. 1985) viser en vital og overskudspræget ‘Gesamtkunst’-udstilling, skabt med lige dele ånd og hånd i kollektivitetens befrugtende navn. Titlen Netting Rooms henviser til net, dvs. til gennemstrømmelige beholdere, der tillader væsker at passere gennem ‘griddet’.

Udstillingens gennemgående tanke er, at alting er forbundet, og at menneskearten ikke er en instans uden for naturen, men netop indlejret i den. Mikrobiologerne opererer med begrebet holobiont, dvs. de betragter mennesket som en økologisk enhed af mikrober, svampe og bakterier, som lever inde i og omkring vores kroppe, der er værter for dette mylder af mikroskopisk liv. Uden dette usynlige liv ville vi ikke eksistere.
Et helt afgørende element er vandet, der strømmer såvel inde i vores kroppe som uden for i havene, åerne, floderne og søerne – og i undergrunden.
Uden vand intet liv. Hvis vi ikke får væske i ca. en uge, dør vi. Vi hænger med andre ord uløseligt sammen med naturen i et flydende fællesskab.

De tre kunstnere har konciperet udstillingen under flere ophold på VAK – et foreningsværksted på Vestsjælland, hvor udstillingen så at sige er vokset organisk frem under en proces, hvor de har beriget og udfordret hinanden. Værkerne er skabt af voks, laserskårne træstrukturer, bronze, træ, glas, garn m.m.. Kunstnerne har sideløbende fundet inspiration i en række forfatterskaber fra Jonas Eikas fragmenterede, sanselige og undergangsprægede forfatterskab over Olga Ravns refleksioner over moderskabet til Ursula K. Le Guins ”bæreposeteori”, hvor hun gør op med de maskuline fortælleformers heltedyrkelse til fordel for mere ahirarkiske narrationer, hvor man gentænker verden i nogle mere sidestillede fortællestrukturer.

De to- og tredimensionelle hybride værker breder sig på gulvet eller på væggene, hvis ikke de hænger som strikkede skulpturer fra loftet. Der indgår glasværker, bronzeskulpturer, malerier og hæklede/strikkede strukturer, hvor nettet er det gennemgående ‘grid’. Værkerne vikler sig ind og ud af hinanden. De er med endnu et begreb hentet i naturvidenskaben, ‘entangled’, dvs. indfiltret i hinanden.

Udstillingen er overskudspræget, legende og ahierarkisk på en uforudsigelig måde, også sådan at det kan være vanskeligt at afgøre, hvem der står bag flere af værkerne.

Kunstnerne benytter glødende varme og stærke farver, der giver værkerne en forførende og vital fremtoning. En gennemgående figur er bl.a. øjet, der netop er kendetegnende ved at være fyldt med væske – ækvivalerende med den flydende verden, som kunstnerne påpeger, at vi lever i.

Eva Steen Christensen, Mathilde Duus og Nanna riis Andersen: NETTING ROOMS. Galerie MøllerWitt. Til 18. december.