Gallerirevy København februar 2022. Når naturen selv fører ordet

Tag med rundt i det københavnske udstillingsliv: Hør om, hvordan de på SixtyEight Art Institute tjekker luftforureningen og undersøger frø og kornsorter. Se med, når Augusta Atla byder indenfor i hulen på Format Artspace, og gæt på, hvad der gemmer sig bag navnene “Bizarro”, “f.eks.” og “SOL”.

I min barndom var det største frygtscenarie atomkrigen, der stadig er en potentiel, om end mere fjern, trussel. Men i dag er den mest presserende trussel mod menneskeheden uden tvivl øko- eller klimakrisen.

Vi starter derfor gallerirevyen med en udstilling, hvor naturen selv fører ordet. Den er på én gang en kritisk-undersøgende og poetisk-æstetisk replik til økokatastrofen. Titlen er The Writing of Nature, og det er den første af flere forskningsbaserede udstillinger i SixtyEight Art Institute, dedikeret til klimaforandringerne. Udstillingsrækken er et Eramus+-projekt, dvs. et EU-uddannelsesprogram, som fremmer ”formel og uformel læring” i nogle tværnationale samarbejdsformater.

På den aktuelle udstilling gælder det det københavnske projektrum SixtyEight Art Institute og kunstcentret Caserm Archeologica i det østlige Toscana i Italien.
I udstillingen indgår Åsa Sonjasdotters (f. 1967) workshop Creativity, Culture and Collaboration to Combat Climate Change, Cultivating Abundance Workshop.

Rekvisitter fra workshoppen er en del af udstillingen i form af et langbord med frø, indsamlet af de 22 deltagende unge mennesker fra deres respektive europæiske hjemlande.
I workshoppen byttede de frø og lavede tegninger og tekster, der begrundede deres valg af frø og deres videre skæbne. Publikum kan hjemtage nogle af de tiloversblevne små frøposer til eget brug.

Workshoppen suppleres af Sonjasdottirs suggererende videofilm Cultivating Abundance (34 min.), hvor vi vises kyndigt rundt til smukke kornmarker, der vajer i vinden. Vi følger deres vækstcyklus året rundt.
Den svenske agronom Hans Larsson fra farmen Fulltofta i Skåne er vores guide. På farmen forsøger han at dyrke nogle af de gamle kornsorter, som i løbet af århundrederne er blevet fortrængt, fordi man har fremavlet mere effektive og resistente kornsorter, der dominerer i det monokulturelle, højintensive landbrug i dag. Her pågår en grim monopolisering af de nye kornsorter, som undertiden med vilje er gjort ufrugtbare for at forhindre spredningen af dem. Larsson og hans meningsfæller forsøger prisværdigt at skabe mere diversitet i korndyrkningen.

Udstillingen rummer i det hele taget nogle væsentlige og aktuelle værker, som forsøger at kaste lys på naturprocesserne og også forureningen.

I sin serie Naturografia, edition København, ”maler” den italienske billedkunstner Roberto Ghezzi (f. 1978) på lærreder, som han har ”udsat” for påvirkninger fra naturen, nærmere bestemt forskellige naturområder i og omkring København. Sporene efter vand, jord, flora og fauna er absorberet direkte på lærrederne, så man på en måde kan sige, at naturen selv har skabt kunstværket. Nogle forunderlige, organiske ”motiver” har bidt sig fast på lærredet som poetiske natur-spor. De kan minde om salig John Olsens svedetegninger.

Værkerne er suppleret af hans små, detaljerede og fint udførte akvareller med videnskabelige analyser i billeder og ord, udført i samarbejde med Biologisk Institut på Københavns Universitet og Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Foruden de nævnte værker kan man tjekke luftforureningen i Københavns forskellige kvarterer på en iPad. Jeg skulle hilse at sige, at det står væsentlig værre til, end jeg troede. Især på grund af forureningen fra passerende skibe, der udsender mange partikler, oplyser Christopher Sand-Iversen fra SixtyEight Art Institute.

Åsa Sonjasdottir og Roberto Ghezzi: The Writing of Nature. Sixtyeight Art Institute. Kurateret af antropologen Innanna Riccardi (f. 1987). Til 19. februar.

Kunsthistorien til kønskritisk revision

Augusta Atla (f. 1979) har pt. indtaget førstesalen i Format Artspace i Nansensgade og har fyldt det med kunstværker og rekvisitter, der danner et skrøbelighedens parallelunivers. Med sit komplekse ”løsøre” diskuterer hun køn og identitet og har taget afsæt i en æstetik, inspireret af bl.a. Arte Povera.

Udstillingstitlen, The Artist’s Cave, er sigende: Vi inviteres ind i kunstnerens inderste rum, i hendes hule. Qua de kunstneriske objekter opfordres vi til at gentænke nogle af stereotypierne i kunsthistorien omkring køns-binaritet, ikke at forglemme det tusindårige fravær af kvinder.

Selvom Atla har afsat sin tydelige signatur overalt i rummet, er hun mærkeligt fraværende, og man må selv forsøge at stykke meningen sammen ud fra det gavmilde materiale, hun har lagt ud. Hendes metode går i overvejende grad ud på at sample, redigere og fjerne elementer, der traditionelt hører sammen i kunsthistorien. Når det er gjort, påfører hun ofte nogle palimpsestagtige lag på det fundne billedmateriale og kombinerer de fotografiske effekter på nye måder, så fremstillingen bliver mere kompleks, og sætter de herskende værdier og normer i spil, så de dirrer let på overfladen og destabiliserer ”meningen”: En Madonnaskikkelse med habit og sløjfer på jakken er et eksempel på denne metode.

Det er en florlet æstetik, der gør publikum mere sensitivt over for værkerne, der igen genererer en produktiv tvivl om de hårde og nagelfaste normer, som vi – mere eller mindre mentalt forkrøblede – er opdraget til at navigere efter.

Der indgår malerier, sko, grene, bearbejdede fotos i s/h og en række serigrafier og malerier i tempera i store eller små formater. På gulvet ligger nogle skuffer med pigmenter og papirarbejder, tørrede blade m.v. Det er univers, der fragmentvis også forsøger at videreformidle en historie om et levet liv, fornemmer man. Koloristisk befinder vi os også i en verden domineret af douce nuancer, undtaget et stort serigrafi i ultramarin, der fungerer som kontrast til resten af værkerne.

Augusta Atla er uddannet fra Goldsmiths College i London med en BA i Fine Arts og en fra Art History & Theory ved Architectural Association, London. Hendes praksis har siden 2003 især været koncentreret om at formulere en feministisk etik.

Augusta Atla: The Artist’s Cave. Format Artspace. Til 5. Marts.

Summen i bikuben

En bikube er som bekendt en superorganisme, der huser bier. Art Hub Copenhagen, der er initieret og stiftet af Bikubenfonden, hoster for tiden tilsvarende tre projektrum, der har fået midlertidig ophold i institutionen på Halmtorvet.
Det handler om Bizarro fra København, ”f.eks.”, der opererer uden fast adresse fra Aalborg og SOL fra Nexø på Bornholm. Hermed honorerer man en klædelig geografisk spredning.

Lad os lige strejfe de to kunstværker, som kan opleves inde i og udenfor bygningen, eftersom ”f.eks.” mest er til stede som et kontor med dokumentation af de forskellige, spændende projekter, som man har arbejdet med fra Jakob Jakobsens Mindesmærke for de 743 fanger på Livø til en sejlads på Limfjorden, hvor de to kunstnere bag platformen, Scott William Raby og Rikke Ehlers Nilsson, lancerede en byfornyelseskampagne mhp. at optimere en bæredygtig kulturstrategi for Aalborg.

Allerede ude på Halmtorvet kan man opleve et todimensionalt værk gennem vinduet. Det er den norske billedkunstner Mickael Marman (f. 1983), der står bag det. Dets kryptiske titel er KMS/ACC/FRA/TXL/CPH – The International Air Transport Associations forkortelser af lufthavnene i Kumasi og Kotoka i Ghana (Marman har ghanesiske rødder), foruden Frankfurt, Berlin/Tegel og København. Dermed antyder han, at han er i konstant transit, og hans kunst ofte bringer ham på rejse.
Værkets baggrund er et sort grid eller mønster, som er dekoreret med festligt farvede bånd og farvestrålende ornamentik. I midten står ordet Rich Culture – måske en henvisning til det danske samfund eller til den rige og rare ”onkel”, Bikuben-fonden, der rundhåndet støtter opkommende kunstnere?

SOL har viet et rum til den svenske billedkunstner, aktivist og forfatter Melanie Kitti, der i øvrigt debuterer på Gyldendal senere på året. På tre vægge i det lille rum samt i vindueskarmen har hun skabt et fragmenteret værk med motiv af løbende, vilde heste – angiveligt fra Almindingen på Bornholm, men motivet kunne være hvor som helst på jorden, hvor der lever vilde heste.

Værket fremstår som et puslespil og er malet al fresko med jordfarver på tør puds på plader af varierende størrelse og format. De giver associationer til hulemalerierne fra palæolitisk tid. Det er en ode til verdens vilde heste og måske også en metafor for naturforankring, frigørelse og frihed?

Art Hub Copenhagen. 27 dage. Til 27. februar.