Gallerirevy København, november 2022: Malerier der holder vejret

Kunstudbuddet i København kan få enhver november-tristesse til at fordufte. P.t. byder et udpluk af hovedstadens gallerier på maleri i den suveræne ende af skalaen af Kehnet Nielsen, lysinstallationer, der brænder igennem til selv det mest formørkede sind af chilenske Iván Navarro samt malerier og skulpturer, der danser på en line mellem Europa og Afrika af familien Ferlov Mancoba.

Galleri Susanne Ottesen viser nye værker af en af Danmarks absolutte top-malere, Kehnet Nielsen (f. 1947). Med udstillingen kan gallerist og kunstner fejre 30-års jubilæum.

Der indgår et træsnit og ti nye malerier, herunder to i monumental størrelse, Ikonoklastisk epifani (billedstormende åbenbaring) og En form for skabelse: The Sound, der begge måler 300 x 320 cm. Udstillingstitlen Hiding in Plain Sight betyder at være til stede på en kamæleonagtig måde, så man forsvinder ind i omgivelserne. Og hvad skal vi så lægge i dét?

Den britiske maler Ian McKeever (f. 1946), der parentes bemærket også er ‘i stald’ hos Galleri Susanne Ottesen, har et bud i sin poetiske og indsigtsfulde ledsagende tekst: ”Udfordringen for maleren er ikke at erklære en åbenlys mening på overfladen, det er fjernsyn meget bedre til at gøre, men at begrave den dybt i maleriet. Et godt maleri frigiver kun langsomt og modvilligt enhver betydning, det måtte have, idet det først og fremmest ønsker at være det, det er: et maleri.”

Taktilt maleri

I modsætning til det overvældende antal elektroniske og digitale billeder, som vi møder i hverdagen, så er Kehnet Nielsens maleriers overflade taktil, nærmende sig naturforekomster som erosion eller barken på et træ – det er håndgjort, levende og vibrerende og skjuler ganske rigtigt ofte deres meddelelser, som man skal stå tidligt op for helt at kunne dechifrere. Deres overflader er som en hud, der lever, og så benytter han ofte en nordisk palet.

Han er romantiker og skønhedselsker, men på en moderne måde, hvor motivet, der kan være hentet i det indre, i kunsthistorien, i litteraturen eller i den fysiske virkelighed, fremstilles brudstykkevis og delt og kan minde om ruiner, der er eroderet af tiden og vejrliget.

Den meget læsende og skrivende kunstners værker vipper på kanten mellem digte- og billedkunsten, da han ofte skriver meddelelser direkte på maleriets overflade. Det gælder også hans nye malerier, som helt bogstaveligt hylder nogle af hans helte: Malerne Caravaggio (1571-1610), Nicolas Poussin (1594-1665) og Gustave Courbet (1819-1877).

I et af malerierne indgår et digtcitat af den skotske konkretdigter, billedkunstner og gartner Ian Hamilton Finlay (1925-2006). Med sorte blokbogstaver står der nederst i omtalte værk En form for skabelse: The Sound: ”The sound of running water heard through the chinks of a stone dike” (lyden af vand, der høres, når det løber gennem sprækkerne i et stendige).

Og hvad ser vi på maleriet? En middelalderlig stenbro, hvor stenene har fået deres eget liv og skiftende farver, så de danner en slags mosaik-symfoni. Over broen hvælver sig en dyster himmel og i billedrummet oplever vi et fjernt landskab – igen skildret stykkevis og delt som et puslespil, hvor brikkerne ikke helt passer sammen.

Generelt er Kehnet Nielsens lag-på-lag-malerier én lang forhandling om, hvilke lag der får lov til at leve – eller må dø ved at lade sig overmale af et nyt lag. De mange lag anes inde bagfra, når man oplever det færdige maleri. De viser tilbage på værkets tilblivelsesproces og fører os ind i malerens hoved, hvor vi oplever hans kamp med stoffet. Man mærker malerens tvivl og den tøvende og pinagtige handlingslammelse, som undertiden griber ham, indtil det næste spring fremad.

Stærkere palet

Med sine nye malerier er Kehnet Nielsen sprunget ud som en stærkere kolorist end tidligere. Især dominerer grøn, gul og violet, hvilket giver værkerne vitalitet og klarhed. De peger fremad mod noget nyt – trods sin dåbsattest er han hele tiden i bevægelse som en maler-alkymist, der vedholdende udvikler nye stoffer.

I Mirroring Caravaggio sender han en hilsen til Caravaggios ikoniske hest fra maleriet Paulus’ omvendelse (1600-01), der skyder sig diagonalt ind i billedrummet og vender bagpartiet ud mod betragteren. Maleriet handler om Paulus, der ryger ned fra hesten, da han blændes af synet af Kristus. Kehnet Nielsen har malet konturerne af hesten – men her bliver indholdet i min optik lidt for manifest.

Hans malerier er bedst, hvor de holder vejret og giver bolden videre til betragteren, som nysgerrigt og stimuleret af deres visuelle appel forsøger at afæske dem deres hemmeligheder. Disse malerier bliver man aldrig færdig med.

Kehnet Nielsen: Hiding in Plain Sight. Galleri Susanne Ottesen. Til 19. november

Og der blev lys

Chilenske Iván Navarro (f. 1972) er aktuel med sin første udstilling i Martin Asbæk Gallery, der også er hans første soloudstilling i Skandinavien.

Han arbejder med et forførende æstetisk formsprog med neon og fluorescerende lys, der gør hans slægtskab med store lyskunstnere som James Turrell og Dan Flavin tydeligt.

Men i modsætning til disse pionerer er han ikke så optaget af lysets materielle og fysiske potentialer, derimod stiller han sine skulpturer til rådighed for en kritik af magtudøvelsen, undertrykkelsen og den strukturelle vold, som han fik ind med modermælken: Han er født i Santiago kort efter statskuppet i Chile. Her forsvandt mennesker sporløst, og de venstreorienterede, der havde støttet den styrtede præsident Salvador Allende, blev forfulgt og tortureret, men mange nåede heldigvis at flygte.

Efter at have taget en bachelorgrad i sin hjemby immigrerede han som 25-årig til USA, hvor han stiftede bekendtskab med minimalismen og samtidig fik større indblik i graden af fortrædeligheder, som Pinochet-regimet havde udsat hans landsmænd for. Et af Pinochet-regimets greb var at slukke for strømmen, så befolkningen facto blev holdt i stuearrest.

Således løber Navarros barndomsminder gennem hans rent ud superæstetiske og inciterende lysskulpturer. I første omgang kan det være vanskeligt at læse budskaberne, fordi de farvede neonrør, på grund af hans brug af spejle, danner disse uendelige ekkofigurer, der skaber en optisk dybdevirkning.

‘Rammerne’ er stortrommer – fantastisk visuelt orkestreret, om jeg så må sige – trappestiger og almindelige stiger, der gløder faretruende rødt eller violet, glasfiberrammer m.v. Besøger man galleriet efter solnedgang, er udstillingen ren magi, fordi man svøbes i det ulmende neonlys, der bader gallerirummet i et skær af aftenland = undergang.

Når man ør af det farvede lys endelig når frem til skriften, kan man læse om tortur, fængsling, politisk propaganda og strukturel vold. Udstillingstitlen ”Thunder” er tvetydig – et menneskeskabt tordenvejr i form af eksplosioner, krudt og kanoner? Eller et naturskabt vejrfænomen?

Samtidig har Navarros skulpturelle, umiddelbart festlige neon-objekter reference til neon-’orgier’, som vi kender fra Las Vegas, Tokyos pladser og torve, ikke at forglemme Times Square i New York, der alle er illumineret af pulserende neonlys. Denne tvetydighed mellem fest og forlystelse på den ene side og menneskelig lidelse under et diktatur på den anden gør Navarros tvetydige og endnu mere uhyggelige.

Navarro repræsenterede Chile ved Venedigbiennalen i 2009 og har en lang række udstillinger på prestigiøse museer og kunsthaller bag sig.

Iván Navarro: Thunder. Martin Asbæk Gallery. Til 3. december

EWS – en familiehistorie

Udstillingen EWS – Ernest, Wonga og Sonja i Galleri Mikael Andersen er en udstilling med familien Ferlov Mancoba.
Mikael Andersen var en nær ven af Sonia Ferlov Mancoba (1911-86) og har stiftet fonden Estate Ferlov Mancoba, der nu opfører en cirkulær pavillon i Allinge, som skal huse hendes og familiens værker.

Pavillonen, som man kan se en model af i en montre i udstillingen, er tegnet af den verdensberømte japanske arkitekt Tadao Ando. At valget er faldet på Bornholm, skyldes, at det var her, nærmere bestemt i Gudhjem, at Sonja Ferlov Mancoba i 1935 fandt frem til sit tredimensionelle formsprog og lærte lerets magi at kende gennem de to søstre Gertrud og Lisbet Hjort (senere Gertrud Vasegaard og Lisbet Munch-Petersen).

I disse år er der megen opmærksomhed om Sonja Ferlov Mancobas kunst, hvilket også er på tide. Først var der den smukt iscenesatte og gennemresearchede udstilling på SMK i 2019, efterfulgt af en udstilling på Centre Pompidou i Paris.
Og snart bliver det også hendes mand, Ernest Mancobas (1904-2002), tur til at rykke ind i udstillingssalene på Place Beaubourg.

Ernest Mancoba og Sonja Ferlov mødtes i Paris i 1939 og blev gift i 1942, mens Ernest sad i krigsfangelejr. Efter krigen fik de sønnen Wonga (1946-2015), der også blev kunstner. Det lille trekløver boede og arbejdede sammen i et atelier på Montparnasse i Paris.

På trods af modgang og fattigdom holdt de fast i troen på en humanistisk kunst, der kunne forløse det mellemmenneskelige fællesskab og arbejde for freden. Deres ultramoderne, intuitive og originale værker balancerer på en stærk line, der løber mellem afrikansk kunst og europæisk modernisme.

Udstillingen EWS – Ernest, Wonga og Sonja – understreger den stærke enhed, som prægede dette trekløver, og den er kurateret som et atelierbesøg med staffeli og det hele. På galleriets vindue ud til Bredgade har man opklæbet et foto af facaden på Pariseratelieret.

Det er blevet en hel lille museumsudstilling, hvor især Sonjas sortpatinerede bronzeskulpturer, herunder den stærke L’homme debout (stående mand, 1962), brænder igennem med dens associationer til en flitsbue eller et andet våben.
Der er også et væld af mindre skulpturer, placeret i hjørnet. De danner en hel lille familie med mange medlemmer og er grafisk smukt spændt op imod det hvide gulv og de hvide vægge. Andre skulpturer hænger på væggen eller står på nogle lave sokler.

Når Sonja ikke formede sine skulpturer i gips, tegnede eller malede hun, og der indgår adskillige af hendes malerier og papirarbejder, der også er absolut seværdige, om end hendes skulpturer klart overtrumfer dem.

Ernest og Wonga excellerer overvejende i den todimensionale kunst, selv om Ernest har en baggrund som træskærer og har skabt mange skulpturer – herunder den berømte sorte Madonna eller Bantu Madonna fra 1992.
Hans malerier på lærred eller hans tegninger er som digte – fyldt med fjerlette, dansende tegn med luft imellem. Undertiden springer han ud som figurativist. Han er virkelig en spændende maler.

Wonga er mere socialt engageret og bruger sin kunst til at kommunikere sine kritiske, politiske budskaber, som han undertiden skriver ind i motivet, der ofte præges af mønstre. Der er flere referencer til pop- og streetart.

Forleden udkom Hanne-Vibeke Holst monsterlange exo-roman om Sonja Ferlov Mancobas første 33 år – det forlyder, at hun skriver på bind to. Her bliver man grundigt indført i Sonjas vej til kunsten og kærligheden, ligesom Holst tegner et nuanceret og super-researchet billede af mellemkrigstidens kunstneriske og politiske klima.

Udstillingen, der er kurateret af Annette Rosenvold Hvidt og Cecilie Høgsbro Østergaard fra SMK, er godt timet med denne udgivelse.

EWS – Ernest, Wonga og Sonja Ferlov Mancoba. Galerie Mikael Andersen. Til 3. december.