Gallerirevy København jun 2018: Raffinerede koncepter og nye formverdener

Den første sommermåned byder på et væld af seværdige udstillinger i såvel København K som i NV. Her bringer vi en omtale af et lille udvalg, hvor mange vidt forskellige kunstneriske formverdener, koncepter, temperamenter, materialer og medier er i spil. Velkommen til kunsten!

Lad os starte med Christian Andersens udstilling med malerier af den amerikanske billedkunstner Sean Paul (f. 1978) med titlen 88.8888, 88.8888. Værkerne kredser om netop 8-tallet. Dette tal kan så meget. Fx bliver det et uendelighedstegn, når man lægger det ned. 8 er også et tal, som mange holder af pga. det faktum, at det er helt igennem harmonisk og kan vendes på hovedet, og dog forbliver det det samme.

Det er en teknisk og filosofisk funderet udstilling med en bred vifte af inspirationsmateriale: Fx revolutionerede gravøren og matematikerens Gerard Mercator i 1573 navigationen ved at rette kompaslinjerne ud på et fladt landkort.

Dette medførte dog en uvished, fordi der opstod et dødt punkt på Nordpolen, som ikke kommer med på kortet. Det ligger mellem 80 og 90 grader, nærmere bestemt på punktet 88.8888, og punktet kunne følgelig ikke ses på landkortene i flere århundreder. Det handler med andre ord om blinde punkter. Men Sean Paul opererer med mange flere betydningslag, hvilket fremgår af udstillingens projektbeskrivelse:

Han inddrager eksempelvis anti-atomkraft-tegnet og EU-flaget med de konstante 12 stjerner på den blå baggrund. Antallet af stjerner hverken øges eller mindskes, når der kommer nye medlemslande til, eller hvis nogen træder ud. Den amerikanske maler Martyl Langsdorf tegnede i 1947 et såkaldt dommedagsur, hvor minutviseren står konstant lige før kl. 24 som en advarsel mod Jordens udslettelse på baggrund af supermagternes atomoprustning efter 2. Verdenskrig. Det omfattende konceptuelle rammeværk, som er med til at levere de diskrete motiver, er, som det fremgår, overvejende dystopisk.

Redskaber og systemer
Det er nogle alt andet end lette ‘greb’ eller konceptuelle ‘indramninger’, som den filosoferende kunstner benytter sig af. Selv siger han – i et slags kunstnerisk manifest, der ledsager udstillingen – at ”udstillingen udvikler sig fra grundpræmissen, at kunst er et åbent og dynamisk redskab, der kan benyttes til at indramme løbende begivenheder.”

Men hvilken kunst er der kommet ud af alle disse tanker?

Der er tale om en række mindre malerier – gule, gul-sorte, sort-hvide og blå værker i højformat med motiv af digitale 8-taller. På fladen indgår også stiliserede dele af motiver med de omtalte elementer: dommedagsur, EU-flag, tegn for radioaktivitet m.v. Det er formstrenge og metodisk gennemtænkte billeder, hvor de systemer og billedelementer, som Paul arbejder med, medvirker til at frembringe en mærkelig svævende visualitet, som samtidig er forankret i nutidens digitale verdensorden i kraft af de dominerende, grafiske 8-taller. Ikke lige til at blive klog på med det samme, men billederne arbejder videre i én som gåder, der kalder på at blive løst.

Sean Paul: 88.8888, 88.8888. Christian Andersen. Til 7. juli.

Flydende identiteter
På gruppeudstillingen Face of Another i Galleri Susanne Ottesen optræder værker af ti kunstnere, heraf syv kvinder. Fire af udstillerne er faste kunstnere i galleriet – det gælder Nanna Abell, Emil Westman Hertz, Ib Braase og Kirsten Ortwed – mens resten er gæsteudstillere.

Nanna Stjernholm Jepsen har kurateret udstillingen, og hun er inspireret af den japanske forfatter Kobo Abes roman fra 1964 med netop denne titel. Romanen handler angiveligt om flydende identiteter, om ophævelsen af grænserne mellem kroppen og det omgivende stof og mellem subjekt og objekt.

På udstillingen kan man opleve nogle inspirerede værker af bl.a. den tyskfødte, New York-baserede billedhugger Julia Phillips (f. 1985). De ligner til forveksling abortinstrumenter, tænger, kyskhedsbælter mv. – redskaber til at undertvinge sig eller måske ‘forske’ i den kvindelige krop. Det viser sig overraskende, at de er keramiske værker, så virkelighedstro, at de ligner rigtige, fortidige instrumenter, der er gravet op af jorden.

Phillips optræder i øvrigt også på Berlin Biennalen med lignende ‘instrumenter’, der er anbragt på et hospitalsrullebord. Værket akkompagneres af grafiske tryk med iturevne nylonstrømper, der skaber et helt alfabet over angreb på den kvindelige skrøbelighed. Det forlyder, at Phillips altid bruger sin egen krop som skabelon, og det er da heller ikke vanskeligt for publikum at identificere sig rent kropsligt med disse værker, som gør ondt på sjælen.

Kontaktens ambivalens
Kirsten Ortwed (f. 1948) brillerer også denne gang. Det drejer sig om et lille værk Touch Me-Not i keramik og aluminium. Hun er altid på vej nye steder hen i sine undersøgelser af skulpturen, dens materialer, dimensioner og rumskabende virkning. Det nye værk kan minde om en kødhakkemaskine, som forsøger at komme i fysisk kontakt med et tragtformet element.

‘Kødhakkemaskinen’ rummer fire små keramiske kugler og forsøger at række en femte kugle frem mod tragtformen. Det handler tilsyneladende om ambivalens. Om at ville og ikke ville. Kontakt. Måske en skulpturel kommentar til den omsiggribende #metoo-kampagne, hvor problematiske berøringer mennesker imellem er i fokus?

Udstillingen mikser mange generationers værker. Ved indgangen finder man et vibrerende smukt marmorrelief af Ib Braase (1923-2009), som kan minde om et dyrehoved i profil. Silas Inoue (f. 1981) arbejder med svampe, der er ved at mugne – faktisk er der tale om nogle uhørt smukke, organiske processer, og værkerne går i så fin og nænsom dialog med Emil Westman Hertz’ (1978-2016) lige så organiske værker.

Men især ét værk brænder igennem, nemlig Nina Nowaks Untitled. Skulpturen er udhugget i limetræ. Der er noget spøgelsesagtigt over formen, som synes at spille rollen som en patient med en sonde hængende i loftet, der forsyner den med vand, som den langsomt suger op fra en bakke. Skulpturen bliver stadig mere grøn i bunden – et uhyggelig billede på truslerne mod naturen som følge af klimakrisen.

Udstillingens værker indfrier i allerhøjeste grad temaet om flydende identitetsmæssige grænser, opløsning af den kendte formverden og om fortløbende transformerende processer.

Face of Another. Med værker af Nanna Abell, Jóhan Martin Christiansen, Christine Overvad Hansen, Emil Westman Hertz, Silas Inoue, Sandra Mujinga, Nina Nowak, Kirsten Ortwed og Julia Phillips. Til 7. august.

Energi, acceleration og farver
Alice Folker Contemporary har specialiseret sig i upcoming kunstnere og er flyttet fra Esplanaden til St. Strandstræde 19 i Les Gens Heureux’ gamle lokaler på 4. sal. Soloudstillingen med Asger H. Gjerdevik (f. 1986), som dimitterede fra Royal Collage i London i 2017, er den første i de nye lokaler.

Der indgår store og mindre oliemalerier samt en række bronzeskulpturer i udstillingen, hvis titel er Dive – efter et af værkerne, der tager afsæt i en antik fresko på låget af en atlets grav i Paestum fra ca. 475 f.Kr., hvor en svømmer laver hovedspring fra et højt punkt. Men i Gjerdeviks maleri er der to udspringere. Den ene får ikke sat helt så elegant af som sin antikke makker. Titlen giver associationer til det hovedspring ud på dybt vand, som det er for den unge kunstner for første gang at træde ind på scenen og vove pelsen.

Visuelle reaktioner
Men lad det være sagt med det samme: Unge Gjerdevik er en virkelig god maler. Hans udtryksfulde malerier spræller af liv og farver, og man keder sig på intet tidspunkt. Skønt han ikke bringer egentligt nyt til den gamle kategori, så virker hele projektet både sandfærdigt og oplevet.

Malerierne synes at myldre med visuelle reaktioner på begivenheder i kunstnerens eget liv: malede dagbogsblade loadet med tanker, drømme, ønsker og mareridt. Formsproget minder især om Jean-Michel Basquiats, men der er også inspiration hos tyske kunstnere som Sigmar Polke, Georg Baselitz, Daniel Richter m.fl., selv om Gjerdevik er uddannet i England. Det maleriske sprog er klart ‘født’ ind i informationssamfundet med alle de visuelle meddelelser og indtryk, vi fodres med hvert eneste sekund – der er trængsel på fladen.

Ud over malerierne viser Gjerdevik en række ligeså udtryksfulde bronzeskulpturer i mindre skala. De hviler på en plade, der er placeret oven på en meget let, bærende metalkonstruktion – som en dans mellem tyngde og lethed. Der er både meget alvor og humor på spil i disse værker, som ligeledes strutter af Gjerdeviks overskudsagtige vilje til at eksperimentere med formerne og gå til yderligheder.

Asger H. Gjerdevik: Dive. Alice Folker Contemporary. Til 12. august.