Gallerirevy København september 2023: Klimakrisen kradser

Tre nye udstillinger i København svarer igen på den menneskeskabte globale klimakrise med nye, tankevækkende billeddannelser.

Efter denne sommer med skovbrande ude af kontrol, høj sne på uventede tidspunkter rundt om på kloden, hagl på størrelse med tennisbolde, oversvømmelser og tørke må selv de mest hårdnakkede klimaskeptikere overgive sig.

Som Superflex noterede sig – tilbage i 2019 med totalinstallationen This is not the End of the World i Cisternerne – skal vores fire milliarder år gamle planet Jorden nok overleve menneskehedens hærgen, men hvad bliver der af os selv og de fremtidige generationer, når vi vækster hele naturgrundlaget ihjel?

Også mange kunstnere har indset, at den globale økokrise er det første og største problem, der skal løses. De har valgt at reagere på klimakrisen i deres kunst.

En af de mest fremtrædende og vedholdende er Tue Greenfort (f. 1973), som med sin store faktuelle viden har adresseret problemstillingen siden begyndelsen af nullerne. Jeg husker tydeligt hans værk til Skulptur Projekte Münster i 2007 Diffuse Einträge – en gyllespreder, som ledte vandkaskader ud i den stærkt forurenede Aasee – som et uforglemmeligt billede på, hvordan landbrugets udledninger havde forvandlet den til en giftig pøl.

Ikke at forglemme hans kritik af landbrugets monokulturelle afgrødedyrkning på udstillingen Tue Greenfort Eats Den Frie i 2017, hvor han havde sået en hel rapsmark i et af rummene for at tydeliggøre biodiversitetskrisen.

Nu besøger han Politikens Forhal med udstillingen Ragnarok, hvor han igen har viet opmærksomheden til vores forkvaklede natursyn. Dobbeltglasplader hænger ned fra loftet og lader os se nogle af de opsigtsvækkende billeder, som blev bragt i 1960’erne i Politiken, ligesom vi kan læse billedteksterne på bagsiden.

Det er et stykke uhyggelig Danmarkshistorie fra den ikke så fjerne fortid, hvor en skæbnesvanger udvikling blev sat i gang. Vi er ved begyndelsen af det højintensive landbrugs tid med alt, hvad dertil hører af smitsomme sygdomme som Mund- og klovsyge, der ramte mange besætninger hårdt i 1960’erne. Her blev kreaturer i stor stil syge med medfølgende aflivning af titusindvis af klovbærende dyr for at komme sygdommen til livs.

Ingen oprindelig natur

Tue Greenfort forholder sig kritisk til det faktum, at Danmark ikke længere har nogen oprindelig natur. Alt er underlagt menneskets kontrol med henblik på at maksimere udnyttelsen af ressourcerne.

Et foto viser en tyr, som en hvidkitlet dyrlæge tapper for sæd. Der er forgiftede torsk, lynidentifikation af kyllingers køn ”med en fejlmargin på kun 2 %”, frugttræer, der er sprøjtet med bladan etc. Både dyr og mennesker er blevet instrumentaliseret i effektivitetens og profittens navn.

Greenforts udstillinger er gennemgående båret af et klart koncept og en stedslig forankring. Det gælder også Ragnarok.

I rummet har han placeret nogle rør, hentet ved en sø. De tilfører det hårde rum med de store vinduer en skrøbelig og nærmest drømmende stoflighed.

Desuden forholder han sig til Dragespringvandet, der blev genindviet midt på Rådhuspladsen i juni i år, som et metaforisk omdrejningspunkt. Værket, der har været flyttet lidt rundt på pladsen gennem tiderne, blev skabt af Joakim Skovgaard og Thorvald Bindesbøll i 1904. Her kæmper en stor og stærk tyr mod en farlig og drabelig drage – den domesticerede natur konfronteres med den vilde og ukontrollerede naturkraft.

Det er en højaktuel metafor for økodiversitetskrisens overordnede tema. De var fremtidsoptimister i begyndelsen af det 20. århundrede, så tyren vinder. Men i dag hævner den vilde natur sig, og verden ligner ikke længere sig selv.

Tue Greenfort. Ragnarok. Politikens Forhal. Til 3. november.

Cow-Wow-meditationer

Lea Porsager (f. 1981) er en spekulativ kunstner, som arbejder på tværs af medier i krydsfeltet mellem det bløde, drømmende, esoteriske og okkulte og den faktabaserede omverdensforståelse fra naturvidenskaben.

På sin nye udstilling i galleriet Niels Stærk, Snooze (90 Seconds to Midnight), har hun hentet en række readymades ind i det rå og industrielle gallerirum og sætter en lang associationskæde i gang hos publikum.
Objekterne er fordelt i rummet, så der opstår en perfekt balance mellem det hårde og bløde, det flygtige og massive og det tunge og lette.

I sidegemakket får denne signatur et sug i maven ved synet af de hængende kohorn, der stikker frem under en vandseng til køer, som er udviklet for at undgå, at de får liggesår, når de opholder sig i stalden.

Titlen er et citat fra Bulletin of the Atomic Scientists fra 2023 med denne undertitel: A time of unprecedented danger. Altså en tid med hidtil uset fare.

Man skulle næsten tro, at Porsager havde talt med Tue Greenfort, for de deler en grundlæggende ængstelse for verdens udvikling p.t.. Men mens Greenfort kommunikerer klart, er der mange indbyggede gåder hos Porsager, så denne skribent kom på et hårdt arbejde for at finde mening i de mange referencer og vidt forskellige materialer, som Porsager – traditionen tro – har hentet ude i det rå industrisamfund.

I det store rum rettes opmærksomheden mod 3 x 2 tunge lodder, som ligger på betongulvet. De benyttes til at afbalancere kraner, når man opfører bygninger. Oppe under loftet bemærker man nogle tallerkenformede skiver af hvidt, foldet pap. De er angiveligt både inspireret af Marcel Duchamps Ur set i profil (1964) og af den tyske kvantefysiker og Nobelpristager Wolfgang Paulis såkaldte verdens-ur, som han drømte sig til, da han gik i psykoanalyse hos C.G. Jung.

I siderummet, hvor også ko-sengen befinder sig, viser Porsager et videoværk med en bjergsø, der omkranset af høje fjelde, men ligesom i en Rorschach-test er optagelsen skizofrent fordoblet ud fra en midterakse. Der er flere elementer, som pladsen her ikke tillader at fordybe sig i, men hvert objekt indtager rummene med autoritet.

Slip køerne fri

I et ledsagende hæfte skriver Porsager små lyriske tekster, der sætter yderligere fut under associationerne.

En hane er eksempelvis både centrum og tidsmarkør, skriver hun. Og det er jo helt korrekt, da hanen er centrum i egenskab af det eneste hankønsvæsen i en hønsegård, og den galer hver morgen året rundt, når det første morgenlys bryder frem. Med andre ord: et levende ur.
Og så vil hun slippe køerne løs: ”Let the spherical cows roam the streets”, som det fremgår af videofilmen, der også er fuld af tekst.

Lea Porsager er en original kunstnerpersonlighed, der ud over at interessere sig for kvantefysik og esoterisk tankegods fra Rudolf Steiner m.fl. også dyrker tantrisk yoga.

Med sin associationsrige tilgang til omverdenen lader hun os ane usynlige forbindelseslinjer mellem højst forskellige objekter, tider og sfærer. Det er til at blive svimmel af!

Lea Porsager: SNOOZE (90 Seconds to Midnight), Niels Stærk, til 14 okt.

Horisontbilleder

Eske Kath (f. 1975) brillerer med nye malerier i Galerie Mikael Andersen. Selv om også han er optaget af klimakrise, tørke og oversvømmelser, skaber han disse uhyre delikate og æstetisk raffinerede værker.

Gennem årene har han skrællet alt overflødigt fedt væk og har skåret ind til benet i sit koloristisk fint afbalancerede formsprog, der vipper på kanten mellem popkunst og japansk æstetik. Hans værker er som haiku-digte i billedform.

Alle værkerne er produceret i løbet af sommeren 2023, der var den varmeste, der nogensinde er målt på kloden. Derfor optræder der mange orangeglødende sole i udstillingen.

Nogle af dem ligger som cirkelformede lærreder på gulvet, andre hænger som malerier på væggene. Flere af dem har krakelerede overflader – Sunset Cracked – fordi Kath angiveligt har ladet dem tørre i solen. Således bærer de helt konkret spor af varme og tørke, så de ikke kun repræsenterer, men også bærer fysiske spor af den globale opvarmning.

De to monumentale, 360 cm brede malerier i cinemascope-format, Around Horizons, i henholdsvis en lys og en mørk version, viser os Kaths mareridt, når det folder sig helt ud henholdsvis om natten og om dagen: Havoverfladen er som følge af den globale opvarmning steget så meget, at kun bjergtinderne er synlige.

Det er en meget foruroligende agenda – men som nævnt er malerierne så smukke og fint afbalancerede koloristisk, at man må overgive sig.

Man bemærker et sfærisk lille maleri Untitled (around Horizons), der er utrolig delikat malet med en sort, skrå horisontlinje af brændte, rygende trætoppe for neden og en sol, der gløder bag røgen, for oven.

Udstillingen er således udspændt mellem frygt og gru og ro og nydelse. Det er unheimlich!

Eske Kath: Around Horizons. Galerie Mikael Andersen. Til 30. september.