Gallerirevy København mar 2018: En vitaminrig cocktail

Mens Marie Søndergaard Lolk modigt undersøger maleriet i krydsfeltet mellem det tilfældige og det planlagte, betræder Ursula Reuter kendte veje med sine spritnye, femikritiske malerier. I V1 Gallery kan vi opleve værker af tre væsensforskellige, mandlige kunstnere med knald på farver og koncepter. Den københavnske galleriscene serverer en vitaminrig cocktail af kunstoplevelser på denne årets første forårsmåned, hvor vinteren for alvor viser tænder.

Mellem tegn og billede
De tunge glasdøre ind til Galleri Susanne Ottesen modsiges umiddelbart af Marie Søndergaard Lolks (f. 1981) luftige, kridhvide værker på det semiindustrielle materiale skumpap. Har kejseren ingen klæder på? tænker jeg umiddelbart – mens jeg symbolsk dasker mig selv over fingrene for dette lidet pæne rindalistiske kunstudfald – eller er det endnu en nyudsprunget blomst i Lolks store, brogede buket? Hun er en af de mest indædt eksperimenterende malere i sin generation. Til hver udstilling udfordrer hun sig selv til ukendelighed. Det eneste fællestræk er hendes stædige insisteren på hele tiden at komme nye steder hen. Lolks værker viser på den ene side arbejdsprocessen, udstanset i materialet, og på den anden side, i kraft af netop denne blotlægning, genererer hun nye og overraskende visualiteter.

De nye værker er svangre med nogle fnuglette tegn, som kan minde om telefondoodles. Disse sorte, grå og blå tegn er sprayet, malet eller tegnet med sprittusch gennem nogle præcise, digitalt fremstillede skabeloner. Det er et gestisk, antydningsvis og quasi-organisk ”sprog” – derfor titlen Foliage, dvs. løv. Man forsøger at ”læse” og få mening i de dansende tegn, som ofte opløser sig i figurer, der looper eller skaleres op og ned. De samme tegn bliver geninvesteret i nye konstellationer. Her og der genkender man figurer som et hus, en palme, en håndværker etc.

Lolks nye værker er udspændt mellem sproget, tegnet og billedet, og samtidig spiller hun subtilt på det tilfældige og det efemeriske, det nøje udregnede og det legende intuitive. Det er cool, stramt og meget modigt.

Marie Søndergaard Lolk: Foliage. Galleri Susanne Ottesen. Til 14. april.

Kvindemyter

Ursula Reuter Christiansen (f. 1943) har i de senere år fået et glædeligt come back, og for tiden er hun ud over soloudstillingen New Works hos Sabsay også aktuel med en omtalt udstilling Skarpretteren på Statens Museum for Kunst. Hendes femikritiske kunst er et mix af egne livserfaringer og myter og eventyr, som har fulgt den tysk fødte kunstner siden barndommen. Hun udtrykker sig i et ekspressivt sprog med brug af stærke farver, brede og synlige penselstrøg og meget tydelige og voldsomme motiver.

Det slår én, hvor vital og vågen og samtidig bitter og arrig denne ikke længere så unge kunstner fortsat er. Hendes motiver næres også i dag af en lidenskabelig optagethed af kvindelivets mange problemer, faldgruber og glæder og om livet og døden – især symboliseret ved den glødende røde valmue, der har fulgt hende i mange år fra 1971 med Skarpretteren og frem. Dette vanitassymbol giver i kraft af den stærke, røde farve associationer til blod og til død. Også fordi den visner så hurtigt. Desuden anvendes opiumvalmuen til at fremstille råopium, som forårsager mange menneskers død. En valmue åbner sig om morgenen og lukker sig igen efter solnedgang og er som sådan et kongenialt billede på menneskelivet, men også på genopstandelsen.

Ud af patriarkatet.
I værket Frihedsstatuen tager sin krone af har Reuter malet den ikoniske megaskulptur ved indsejlingen til New York, men i hendes fremstilling har gudinden ikke længere lyst til at optræde som repræsentant for det ”frihedens” magtspil, som er signeret af patriarkatet. Dette og andre mere dystre og kritiske værker kontrasteres af bl.a. maleriet Eufori med en lykkelig, frigjort, splitternøgen kvinde, der laver vejrmøller i en kornmark med valmuer (selv om der står ”eng”). Man bemærker, at menstruationsblodet løber ned ad hendes mave, der således kommer til at ligne et langt, åbent sår. Igen er der et moment af død eller destabilisering på færde.

Frihedens pris er høj, og det har været et langt og sejt træk for de kvindelige kunstnere at komme til orde. Det er det, som billederne handler om. Men derudover er det bare stærke billeder i egen ret. Der var meget få forbilleder inden for kunsten i Reuters ungdom. Det står heldigvis bedre til i dag, om end der endnu er lang vej igen, før den kunst, som er skabt af kvinder, opnår samme selvfølgelige autoritet som den, der er skabt af deres mandlige kolleger.

Ursula Reuter Christiansen: New Works. Sabsay Gallery. Til 21. april.

Gaden som transitrum
Tre mandlige billedkunstnere udstiller pt. i V1 Gallery. Den amerikanske maler Ryan Schneider (f. 1981) bor og arbejder i Joshua Tree, en ørken øst for Los Angeles. Værkerne handler om livet i Edens Have, men æblet i Paradis er hos Schneider identisk med Apples kendte æblesymbol. Schneiders palet er syret – stærk grøn, violet, gul og pink – og han maler nøgne eller halvnøgne mennesker, der lever et laid back liv. Man mindes Matisse, Gauguin og alle de kunstnere, der i lighed med Schneider maler dekorative, eyecatchende og stærkt ornamenterede motiver, der skildrer et hedonistisk liv. Men der er også noget street credibility over Ryans værker, som er visuelt stimulerende.

Følelsesvibrationer
I kælderen udstiller Ulrik Crone (f. 1964) tolv små, bearbejdede fotografier i sort/hvid. Disse er fremkaldt på træplader, som forudgående er behandlet med oliemaling og fotoemulsion. Når fotografierne er fremkaldt, bearbejder Crone overfladen med oliemaling i ultramarin, sølv, grå og sorte farver, således at værkerne ligger i krydsfeltet mellem fotografi og maleri.

Værkerne er blevet til i en periode på tre år, hvor Crone isolerede sig i sit atelier for at forsøge at give form til steder, der rummer nogle følelsesmæssige vibrationer, som han ville gøre tilgængelige for andre. Motiverne har han primært hentet i marginalområder, oversete og undertiden lidt spooky steder – ofte på kanten af storbyen. Det er set mange gange tidligere i fotografiets historie – tænk bare på Per Bak Jensen, Krass Clement m.fl. – men Crones værker med deres uomtvistelige melankoli og tristesse og deres ”maleriske” stoflighed ligger alligevel et andet sted. Selve bearbejdningen forlener desuden motiverne med en hinde af ælde og patina – som erindringsbilleder.

Pendlerlivet
I Eighteen i Slagtehusgade 18C – et dattergalleri til V1, der knopskød fra ”modergalleriet” på Flæsketorvet i 2016 – kan man opleve en inciterende fotoudstilling med Peter Funch (f. 1973). Over en niårig periode fra 2007 til 2016 stillede Peter Funch sig op på det sydlige hjørne af 42. gade og Vanderbilt Avenue mellem kl. 8:30 og 9:30 og fotograferede forbipasserende. Lige i nærheden af Grand Central Station, hvor hundredetusindvis af pendlere hver dag tager til og fra New York mellem arbejdet og hjemmet.

Han skjulte ikke sig selv, og i sin serie fotografier, hvor solen reflekteres i en skyskraber med glasfacade, så belysningen virker helt Hollywoodsk, er nogle bevidste om hans tilstedeværelse, mens andre ikke er det. De fleste er lidt indadvendte, mens de befinder sig i transit mellem punkt A og B. Det er den daglige rutine, men selvom det er ”another day in the office”, og der således er tale om tilfældighedsshots, så virker disse fotografier lige så magiske som spillefilm – og man kan ikke dy sig for at stå og digte med og fundere over disse mange skæbner og finde ligheder og forskelle fra dag til dag – også i de portrætteredes mentale habitus. Over tid vil billederne også få status som dokumentation af en bestemt epoke pga. klædedragterne og den omgivende bilpark. Det er en slags dagligdagssociologi, som Funch her bedriver, hvor han giver den i rollen som en blanding af voyeur og overvågningsmyndighed – men en langt venligere én af slagsen end de statslige. Det er en på en gang poetisk og filosofisk interessant serie om menneskers færden i storbyen.

Ryan Schneider: No Filter Eden. Ulrik Crone: 12 New Paintings. V1 Gallery. Peter Funch: 42nd and Vanderbilt. Eighteen. Alle til 14. april.