Gør-det-selv-kunst for tanken

I 1919 sendte den franske kunstner Marcel Duchamp sin søster en bryllupsgave. Gaven var en instruktion til at hænge en lærebog i geometri op uden for hendes vindue. Så vinden kunne blæse gennem bogen og føre lærdom ind ad vinduet. Med denne gave blev kunstnerinstruktionen introduceret som kunstnerisk genre.

Demokratisk kunst
Kunstnerinstruktionen er siden bannerført af mange kunstnere – ikke mindst af Fluxuskunstnere i 1960´erne med de såkaldte scores (partiturer): små instruktioner til kunstneriske handlinger eller produktioner. Med en avantgardistisk agenda om at demokratisere kunsten, afromantisere kunstnergeniet og afkapitalisere kunstobjektet skulle kunsten nu kunne udføres af hvemsomhelst, nårsomhelt og hvorsomhelst.

Gør det selv!
I 1993 udtænkte kuratoren Hans Ulrich Obrist og kunstnerne Christian Boltanski og Bertrand Lavier så vandreudstillingen do it baseret på netop kunstnerinstruktioner. do it er siden fortolket på mere end 50 forskellige udstillingssteder verden over, og nu sker det så i Kunsthal Aarhus.

do it-’spillereglerne’ er, at hver institution udvælger mindst tyve af de efterhånden 250 mulige instruktioner til kunstværker/aktioner fra højt profilerede kunstnere, som blandt andre tæller Ai Weiwei, Damien Hirst og Louise Bourgeois. Det er så i princippet publikum eller institutionen, der realiserer udstillingerne ved at følge instruktionerne.

I Aarhus er der instruktioner af blandt andre koryfærer som Marina Abramović, Yoko Ono og Mario García Torres. Instruktionerne er hængt op som tekstark på væggene, og de spænder bredt. Alexandra Singh instruerer i, hvordan man forvandler vin til Pepsi, Anna Halprin i hvordan man danser The Planetary Dance for fred, Ai Weiwei i hvordan man laver et redskab til at overspraye højt placerede overvågningskameraer etc.

 

Tændgnisten
Ideen om, at kunsten kan eksistere som en instruks, er produktiv. Det er kunsten før den manifesterer sig i fysisk form eller reel aktion – tændgnisten i kunsten, om man vil. Det er til tanken og forestillingsevnen, noget som fyrer op under vores læsnings- og fortolkningsevne. Og tanken er som bekendt vild og nogen gange (oftest) vildere end dens fysiske manifestation. Så tak for et velgørende spotlys på en konceptuel kernegenre: Kunstnerinstruktionen.

Selvsving
Når det er sagt, er der en række problematiske forhold ved udstillingen. For det første er kunsthallen gået i uheldig selvsving, når man hævder at “det primære koncept i do it (er) sat under pres ved at betragte udstillingens DIY (Do It Yourself )-etos i en mere kollektiv ramme som DIWO (Do It With Others)”. Hvordan skal det forstås? Nok har Kunsthal Aarhus en toårig udstillingsramme Collective Making med udstillinger som Venskaber og DUMP! og som do it nu træder ind i.

Læs anmeldelse af Venskaber
Læs anmeldelse af DUMP!

Men udstillingen i Kunsthal Aarhus har ikke tilføjet noget til det primære koncept for do it og lægger ikke op til samskabelse, hvor publikum udfører instruktionerne i en kollektiv ramme eller noget i den retning. Og at placere et kuratorisk projekt – do it – under en ny kuratorisk hat – Collective Making – sætter altså ikke det førstnævnte “under pres”, men er mere et udtryk for kuratorisk selvforelskelse og mangel på jordforbindelse. Kunsthal Aarhus er desværre ikke ene om den slags postulater i en kunstinstitutionel verden, som alt for ofte med hovedet under armen forsøger at tale sin egen radikalitet op. 

 

Publikumsinddragende men fladt
Kollektivitet er en helt nødvendigt og kærkommen modkultur til en individorienteret, solidaritets-fattig kulturel og politisk strømning. Jeg er med et langt stykke. Men jeg er omvendt ikke per automatik med i jubelkoret, når det kollektive eller publikumsinddragende rulles ud i kunstverdenen. Heller ikke her i Kunsthal Aarhus.

Nogle af kunstnerinstruktionerne i Kunsthal Aarhus´ version af do it – og kun den mindste del af dem –  er iscenesat til publikumsinddragelse. I Yoko Onos Wish Peace opfordres vi til at skrive ønsker på sedler og hænge dem på et træ. Der er mulighed for at følge Peter Savilles instruktioner til at lave sin egen lille papirsokkel og placere et selvvalgt objekt på den. Ligeledes kan instruktioner af Tona Friedman og David Lynch følges og eksekveres i udstillingsrummet.

Det er sympatisk, at vi kan være aktive og deltagende i kunstrummet, men ofte er det i form af kønsløse og forfladigede projekter, hvor laveste fællesnævner dominerer på fællesskabelsens alter. Onos træ fremstår i kunsthallen i bedste fald naivt, Savilles skulpturudstilling i bedste fald ‘meget skæg’.

Publikumsinddragende og samskabende kunst kan gøres med kvalitet. Tag eksempelvis det finske kunstnerkollektiv Other Spaces Reindeer Safari, Will Owens performances eller Karoline H Larsens garnprojekter. Men at tingene skabes ud fra en korrekt forestilling om publikumsinddragelse er ikke et kvalitetsstempel i sig selv. 

Når man som publikum har ydet sit bidrag, er der selvfølgelig den obligatoriske opfordring til at dele det på instagram. Igen melder spørgsmålet sig: sætter man nogetsomhelst ‘under pres’, søger man at styrke en reel kollektiv modkultur, eller surfer man ukritisk på en bevidstløs selfiekultur?

Det radikalt kunstinstitutionelle
En hel del af de andre kunstnerinstruktioner er ført ud i udstillingsrummet af kunsthallens egne medarbejdere: Paul Armand Gettes The Square Meter Boundary Marker, Martha Roslers madopskrifter, Jay Chungs How to play a record backwards eksempelvis.

Mest friskt har kunsthallen fulgt Mario García Torres´Social Score, og hyret en privatdetektiv til at følge en lokal kunstner, og på baggrund af overvågningsmaterialet lavet en manual om, hvordan man gebærder sig, hvis man vil være kunstner. Det er noget med at stå sent op, drikke kaffe med caféejeren og ikke tage sin telefon.

Kunsthallen har også fulgt Ai Weiweis instrukser om, hvordan man laver et redskab til at overspraye højt placerede overvågningskameraer. Det står som illustration i et område af udstillingen, som er tema-navngivet How to be political, men det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at den pæne kunsthal opfordrer til kriminalistisk modkultur sådan for alvor, for det er jo ikke meningen, at man skal tage redskabet med sig ud og male byens overvågningskameraer over. Sådan er det med det radikalt kunstinstitutionelle. Meget illustrativt.

De ikke-eksekverede er de stærkeste
Næ, der hvor det rykker mest i do it er faktisk der, hvor kunstnerinstruktionerne står alene og ikke-eksekverede, og hvor de falder udenfor de kuratoriske rammer. Her er potentialet for værket stadig frisk, ubrugt og netop åbent for fortolkning.
Det viser sig, at den mest essentielle kvalitet ved genren er, at kunstværket kan eksistere som ren ide, uden at det behøver at manifestere sig som objekt eller udføres som handling men ene og alene være et udsagn, der aktiverer og udfordrer forestillingsevnen.

Der er eksempelvis næppe mange, der – hverken kollektivt eller helt for sig selv – vil følge Abramović til udførelsens bitre ende i hendes Spirit Cooking. Opskriften siger blandt andet:
“With a Sharp Knife/ Cut Deeply Into The/ Middle Finger Of The Left Hand / Eat the Pain”

Det er dog en instruktion som går helt og aldeles i kroppen, på sin vis mere konkret end mange af de instruktioner, vi ser udført på udstillingen. At det er et værk for forestillingsevnen bliver klart, når det videre hedder:
“Take Uncut 13 Leaves of Green Cabbage / With 13,000 Grammes Of Jealousy / Steam For Long Time In Deep Iron Pot”.

Sådan fungerer en del af instruktionerne mere som forestillingsmodeller eller udfordrende eller poetiske tankeeksperimenter end som reelle instruktioner, som partout skal føres ud i livet – selvom forestillingen om udførelsen selvfølgelig er en del af virkningen.

Det er her do it står stærkest og mest rent, og på den måde er det også kataloget med de 250 forslag, der bedst folder projektet ud, og op imod hvilket selve udstillingsrummets iscenesættelser står afblegede og blodfattige.

Egoet intakt
Til slut må man sige, at der i hele genren – også historisk – ligger en diskussion af det autonome kunstnersubjekt, som her i princippet stiller sig baggrunden og overlader kunstudførslen til menigmand. Det er selvfølgelig dette – i teorien – demokratiske vi-er-alle-(kunst)producenter-princip, der har tiltalt kunsthallen. Man kan dermed hævde, at kunstproduktionen er mindre båret af egoet. Er mere kollektiv, om man vil.

Men selvom det lyder besnærende, skal man huske på, at også avantgarden er selvbedragerisk: hvis det virkelig handlede om et opgør med egoet, kunne afsenderne af instruktionerne være anonyme. I stedet er (stjerne)kunstnernavne – og (stjerne)kuratornavne – altid omhyggeligt nævnt og markedsført.