Havnefest i kunstmetropolen

“På en måde er The Scandinavian Institute et forsøg på at tage alle vore frustrationer omkring kunsten og vende dem om til noget positivt og grine lidt af det hele.” Foran mig sidder en dansk kunstner med base i New York og et cv, der har ført denne kunstner fra den pulserende halvfemser-kunstscene i Danmark skridt for skridt mod kunstens metropol over dem alle, New York. Men det er også her, at kunstscenen viser sit sande jeg som én stor pengemaskine, drevet af personfikseret hype og eksklusivitet.

“Helt basalt, så promoverer The Scandinavian Institute skandinaviske kunstnere i Chinatown, og grunden til at vi insisterer på anonymiteten, bunder i en idé om instituttet som et sæt tøj alle kan tage på,” lyder forklaringen, da jeg møder kunstneren på Café Lucien.

En lille frankofil oase i Chinatown. Snegle og pastíse står på menuen, imens snakken kører energisk derudad:

Et fuck you til markedet
En anden grundpræmis er, at der ikke er penge involveret.

“Det er lidt for at pisse amerikanerne af, for hvis man siger man er fra Europa, lyder det ofte temmelig hoverende: Europa, og alt jeres kunststøtte! Og det er jo noget fis, for er man født her i New York i dag, så er det nærmest det samme som at være født i Rom under Romerriget. Alle andre er fra provinsen og står bag dig i køen til goderne. Vi, og især nordeuropæere, er nærmest de eneste Amerikanerne stadig kan hakke på, forskanset i deres liberale selvtilfredshed.”

The Scandinavian Institute er med andre ord et humoristisk fuck you til hele det kapitale system, der løber igennem kunstscenen.

Udstillinger på hippie-måden
“Ligesom der ligger en form for falsk objektivitet i projektet og vores brug af ordet ‘institut’, så lugter projektet jo langt væk af statsstøtte, men har absolut intet at gøre med kunststøtte og er hundrede procent autonomt og kunstnerstyret. Vi tillader slet ikke støttemidler i vore projekter. Den eneste sponsor vi har arbejdet med indtil videre er Rass Synthesizers (Røv Synthesizere) fra Island, der stillede nogle instrumenter til rådighed, da vi havde live acts. Vi har aldrig modtaget penge fra dem, snarere spirituel støtte.”

Det hele kører med kunstnerens ord på en ‘hippie måde’, hvor dem, der kommer forbi, sætter noget sammen, og så forsøger holdet bag, at få det til at lykkedes, uden at der er nogen, der er nødt til at styre det.

Hvem har et værk af den og den kunstner, og hvem kan tage det med til New York hvornår?

Generobring af kunsten
Det har indtil videre resulteret i udstillinger med titler som Psycho Futurism, Social Goth, og kunstnere som Salvador Dalí, Superflex, John Kørner, Valerie Solanas, Karen Blixen, Rikrit Tiravanija, Lars von Trier, Alexandra Mir, Mike Kelley, Jesper Just, Jakob Boeskov, Asger Carlsen, Jeremy Blake, Henrik Plenge Jakobsen, Wolfgang Staehle, og jeg kunne fortsætte… Kærlighed er der øjensynligt nok af i dette projekt.

“Det er på en eller måde ret smukt at projektet udelukkende kører på den entusiasme og kærlighed, som folk putter i projektet. Og når man ikke har budgetter, så bliver det meget mere improviseret og spontant, og helt umuligt at lave en længere planlægning. Og ved at være uortodoks på den måde, sætter man også folks tanker i gang. Det handler nærmest om, at generobre sin identitet som kunstner.”

“Kunstcenen er jo bundkorrupt”
Arrangementerne har indtil videre foregået i en privat lejlighed i Chinatown og har været éndags-arrangementer, eller kunstfester, hvis man skal være mere eksakt. Men interessen for instituttets uortodokse kunstfester har været stærkt stigende og nye lokaler er i søgelyset.

“Sidste gang var vi fire hundrede mennesker, det er jo helt vildt, og mange flere end der ville komme til en fest i et ‘rigtigt’ Scandinavian Institute,” pointeres det, før vi vender tilbage til dogmerne:

“Vi sælger heller ikke noget af kunsten. Jeg elsker kunst, men kunstscenen er jo bundkorrupt, og du kan ikke sælge kunst med en forventning om, at der automatisk vil være en solidaritet med kunstneren. Sådan er det bare. Det her initiativ har skabt en virkelig god stemning, blot ved at afvige fra systemet og pengenes betydning. Og når kunstnerne vælger at deltage i udstillingerne med værker, så er det jo samtidig en tilkendegivelse af en form for støtte til den frihed der er i projektet. Og der er jo ret forskellige kunstnere i vores program, der er vant til nogle helt andre forhold.”

“Et andet mål er at tage kunsten tilbage til en præ-kuratorisk tid. Det er ikke for at romantisere omkring fortiden, men den dadaistiske salon, hvor venner og grupperinger i det tidlige 20. århundrede viste kunst hos og for hinanden er meget inspirerende og frisættende for mig.”

Kunst som trøst
Temaerne er både en anelse kunsthistoriske og på kanten mellem finkultur og en mørkere subkultur. Sloganet på instituttets hjemmeside: “Art from the top shelves to keep away the black elfes,” henviser til kunstens lindrende kraft.

“Jeg tror meget på kunst som en form for trøst, og de andre kunstformer, bøger og musik for eksempel, er tættere knyttet til en idé om trøst. Den funktion er virkelig underkendt indenfor billedkunsten. Hvis du er i virkelig dårligt humør, så prøv at se et virkelig godt værk af Mike Kelley. Lige pludselig føler du, at du ikke er alene længere.”

Kunstens Hornbæk Havnefest
Man kan i kunstnerens øjne godt se The Scandinavian Institute som en form for satire, men en meget alvorlig form for satire.

“Altså ‘fine art’ er jo et mærkværdigt begreb, og et eller sted må det jo være en joke, hvis man anvender sådan en term i dag? Er det modsætningen til popular art? Instituttet er i det hele taget et opgør med den her eksklusivitet i kunsten. De fleste restaurationer herovre vil helst sammenlignes med NOMA, men selvom vi viser kunst fra de øverste hylder, så vil The Scandinavian Institute nok hellere associeres med Hornbæk Havnefest.”