Heartland x kunsten.nu: Det politiske er (stadig) personligt

Margaret Thatchers liberalisme, der med økonomien som værktøj frisatte individet i en uhyre produktiv kamp for succes, ligger som en undertone blandt en række værker af unge danske kunstnere under årets Heartland festival. Udstillingen hedder The Object Is to Change Your Soul, der tager afsæt i individualismen og tegner at billede af nutiden, hvor både krop og sind er markant investeret i selvrealiseringens navn. Vi har taget en snak med kuratoren bag.

Under Heartland 2018 er der to spor i samtidskunstprogrammet: Det internationale program, Heartland Contemporary, præsenterer i år et stort videoværk af den amerikansk-cubanske duo Jennifer Allora & Guillermo Calzadilla og det nationale program, Heartland Temporary, der udstiller stedsspecifikke værker af fire yngre danske kunstnere, som vi måske kender lidt, men i hvert fald kommer til at se meget mere til i fremtiden.

Begge udstillinger tager kunstnerisk afsæt i de større linjer, som Egeskovs ca. 500-årige historie rummer – f.eks. spørgsmål om menneskets teknologiske eller videnskabelige udvikling og forholdet til naturen og vores medmennesker.

Det gælder særligt Allora & Calzadillas værk, The Great Silence, der på årets festival via en fortælling om et af verdens største radioteleskoper og en uddøende papegøje i Puerto Rico åbner døren til både videnskabens, sprogets og livets oprindelse.

Heartland Temporary tager et særligt udgangspunkt i kontrasten mellem Egeskovs gamle slotspark og festivalens midlertidige ”bylandskab”. Idéen er hvert år at invitere en ung kurator til at kuratere en række etablerede, men yngre, danske kunstnere, der behandler nogle nutidige tematikker.

Fra det ydre til det indre
Årets fire danske samtidskunstnere er Ditte Gantriis, Lea Guldditte Hestelund, Marie Thams og Kirsten Astrup, der er inviteret til at undersøge – igennem skulptur, lyd, video og live performance – samtidens opfattelse af individualisme, selvet og dets transformation. Udstillingen finder sted i Slotsparken omkring Egeskov Slot og er kurateret af Iben Elmstrøm.

Hvordan er det, vi som mennesker synes styret udefra, mens alt afhænger af, hvordan vi styrer os selv indefra? Det er spørgsmålet, som udstillingen The Object is to Change the Soul handler om. Og renæssancehaven (datidens ganske sprudlende visitkort) danner en ret unik scene for værkerne, da netop renæssancekulturen og dens grundfilosofi tager udgangspunkt i dyrkelsen af individet og mennesket som et ekstraordinært og selvstyret væsen.

”Det føltes på mange måder relevant at undersøge denne individualisme i vores tid, hvor selvet og identitetspolitikken har nået nye højder, hvor vi er vores egne projektledere og iværksættere. Og alle de fire inviterede kunstnere synes at pille ret indgående ved det her spørgsmål, hvor det at være individ bliver sat på spidsen i en konkurrencepræget kultur. Det er særligt de internaliserede normer, de indre stemmer, der dikterer os, der er i fokus hos flere af kunstnerne. Det handler ikke om religion, men nogle krav i tiden som er blevet en indre ideologi,” forklarer kuratoren, der til dagligt driver SixtyEight Art Institute.

Individet som centrum for verden og værket
Under Heartland vil man kunne opleve skulpturer, lyd- og videoværker og live performances, der i fælleskab kommenterer på, hvordan vi i dag i den vestlige kultur er styret af forskellige former for selvrealisering.

”Jeg blev inviteret til at komme med et bud som ekstern kurator på, hvordan man kunne sammensætte et program med en række unge danske kunstnere til den her ret særlige setting i renæssancehaven omkring Egeskov Slot. Det betød også, at vi tidligt tænkte over, hvordan værkerne kunne fungere i både havens markante arkitektur og i mødet med festivalgæsterne.”

Tematikken udspringer af landskabet, renæssancehaven og den filosofi og det verdensbillede, der prægede den tid: Individets plads som centrum for verdenen. Individualismen, det adrætte, selvstyrede og tænkende individ. Det er identitetspolitikkens fødsel både som ydre stræben og indre drift.

Det personlige er politisk
Iben Elmstrøm forklarer, at værkerne tager os ind i kroppen, stemmen og de her særlige parametre, vi opsætter for os selv. Værkerne udfordrer hele den her kultur, som er skabt rundt om individet i dag, konkurrencekulturen, og hvordan den kort sagt er blevet en del af vores krop.

”Se for eksempel Marie Thams, der har investeret sin egen stemme i et af de stemmeoptimeringskurser, som mange af nutidens ledere tager for at korrigere deres stemme, så man kan fremstå ’professionel’. Altså, den her jagt på den perfekte fremtoning og optimering af et organ.”

Det gælder også Kirsten Astrups værk Du er et mønstereksemplar (2016), der i samme dur udspiller sig som en performativ undersøgelse af individets stræben og den indre dialog, der hele tiden forsøger at selvoptimere. Her ret karikeret, firser-yuppie-agtigt, med høje hæle, tyk øjenskygge, plisseret nederdel og Tina Turner-skulderpudder.

”Værkerne peger i det hele taget på nogle parametre, der illustrerer ret kraftigt, at vi prøver lidt for hårdt. Det knækker lidt over i karikaturen, kan man godt sige.”

Det er ifølge Elmstrøm ikke en pointe i sig selv, at det er fire kvindelige kunstnere, der indgår i udstillingen.

”Det er jo baseret på research og praksisser, der passede ind i tematikken. Det er snarere på grund af, at det er en tematik, som særligt kvinder er sensitive omkring, fordi det personlige for mange kvinder også er politisk. Jeg tror, den forbindelse er mere præsent hos mange kvindelige kunstnere i måden at bearbejde de spørgsmål i den kunstneriske proces og udformning. Jeg fandt simpelthen ikke en dansk, mandlig kunstner, der arbejdede med det indre, identitetsparametret, begæret, den optimerede krop osv. ”

Målet er vores indre
Titlen på udstillingen The Object Is to Change The Soul kommer fra en tale af Margaret Thatcher i 90’erne, hvor hun udtalte: ”Economics is the method. The object is to change the soul”. Hendes politiske æra er den, vi på mange måder lever i efterslæbet fra, vil mange mene; starten på en neo-liberal tænkning, som vi stadig står midt i.

”Jeg kan rigtig godt lide citatet, fordi der står en premiereminister, der rent faktisk taler om vores sjæleliv og forbindelsen mellem et økonomisk system og den ret usynlige udvikling, vi er berørt af. En synliggørelse af, at vi er præget af markedskonkurrence som individer, og det er det, værkerne også kan. De bruger ikke de samme ord, men portrætterer nogle af de konsekvenser og produkter, der er kommet ud af det, og prikker det lidt ud over grænsen.”

Jeg ser også en ret direkte forbindelse fra værkerne og den overordnede tematik omkring det selvrealiserede og optimerede individ og så festivalgæsterne på Heartland, hvor ’den kreative klasse’ er velrepræsenteret med en god indtjening og et godt liv. Og intentionen er faktisk, at udstillingen gerne må prikke lidt til det fundament og den selvbevidsthed hos festivalgæsterne. Spørgsmålene handler jo om ’dig selv’: Har jeg en indre stemme, nogle særlige kropsparametre, som jeg troede jeg selv satte, men som man indser faktisk er skabt udefra.

Ditte Gantriis’ værk er et godt eksempel på, hvordan det begær, som vi troede var personligt, faktisk handler om, hvad vi tror andre mennesker begærer. Og det sætter jo både lysthaven og festivalen som situation i et interessant lys.”

Kunstnerisk aktivering
Det er ikke ret mange timer, årets Temporary-udstilling står, ikke engang tre døgn. Og det er en både kunstnerisk og især kuratorisk udfordring at få skabt tilpas meget kontekst og aktivitet omkring udstillingen under de blot tre dage.

”Vi har været nødt til at tænke det ret performativt og med flere former for aktiveringer, da værkerne også skal konkurrere med mange andre tilbud, og vi har forsøgt at skabe noget tid og rum i festivalens program i starten af dagen til at gå ud og opleve værkerne – sådan lidt sanselig morgengymnastik. Installationerne er i ret forskellige formater: Lydværk, performance, installation og skulptur, der er klar til at blive brugt. Der er performative elementer i alle værkerne faktisk.”

Iben Elmstrøm håber, at festivalgæsterne lader sig lokke ind i værkerne og føler sig velkomne.

”Men også, at det leder hen til, at man tænker dybere, også i mellem værkerne, hvor jeg håber, at der opstår et fint sammenspil. Det er jo det fantastiske ved gruppeudstillinger – at man aldrig helt ved, hvordan det vil udfolde sig som samlet idé, og nogle gange er det først ved det tredje værk, at man ser sammenhængen.”