Udstillingen spænder over en meget bred vifte af værktyper: installation, video, musik, film, foto, litteratur, maleri, tegneserier og skulptur og ikke mindst astronomiske genstande. Vi bevæger os i kronologisk orden fra 1780 til 2010 igennem temarum med navne, der er sirligt printet i guldfolie på væggene.


I udstillingsrummet Observatorium møder vi romantikken og den lysende månekugle i aftenlandskabet som et centralt motiv i flere af malerierne. For eksempel J.C. Dahls maleri fra 1840 Kysten ved Laurvig i Norge i måneskin: Månen hænger som en lysende klar kugle over Møns Klint og havet reflekterer månens lys.


I rummet, Klodernes kamp & Dans mellem stjerner, møder vi de kosmiske motiver i den moderne abstrakte kunst. Og her findes Harald Leths Stjernehimmel med kometer Arend-Roland fra 1957, et af udstillingens få værker med kometer.
Man har små lysende prikker på indersiden af øjenlåget, når man går i udstillingen – præcis som i Frede Christoffersens formidable skildringer af solen og de efterbilleder, der dannes på nethinden efter at have rettet blikket mod den. Som for eksempel i maleriet Aften fra 1956-1959.



Fyns Kunstmuseum kan noget med ord i deres temaudstillinger: ’himmelske halvglober’, ’himmelskibet’, ’himmeldybet’ , ’stjernernes dans’ – ’kosmisk skønhed’ ….. Ind i mellem kan man blive lidt svimmel, men man bliver taget i hånden – i valget og sammenstillingen af værker – og i den brede vifte af formidlingstilbud er der masser af kant.

Et eksempel på en anden udfordring er de vertikale bannere med digte, der hænger som sproglige taktslag gennem hele udstillingen, og giver ophold og rytme til de mange visuelle indtryk. Som det hedder i Inger Christensens digt:
Ligeså spilles der på vores forventninger til kunstrummet, når skulpturernes vante pladser er optaget af eksempelvis en Lille Planetmaskine, som kan simulere planeternes bevægelse i solsystemet. Eller Sæt af himmelske halvglober: Så sirlige og umage i udformningen, at de skønt deres videnskabelige karakter opleves som kunstværker i sig selv.
Fakta
Himmelgåder
Dansk kunst og astronomi 1780 - 2010
16 mar 2012 5 aug 2012
Lotte Tauber Lassen, Anders Brinch, Mads Gamdrup, Jakob Jensen, Thorbjørn Lausten, Inge Lise Westman, Margrethe Sørensen, Else Alfelt, Carl-Henning Pedersen, Olivia Holm-Møller, Oluf Høst, J.F. Willumsen, Harald Moltke, J.C. Dahl, C.W. Eckersberg
Fyns Kunstmuseum
Se kort og tider
Fyns Kunstmuseum arrangerer en række rundvisninger, foredrag, koncerter, aktiviteter for børn mv., der sætter himmelrummet i perspektiv. Læs mere om programmet her