Hvorfor er læreren, der ikke ved noget, den bedste lærer?

Den franske filosof Jacques Rancière anfægter idealet om den ”vidende lærer”, der fylder de ”uvidende studerendes” hoveder med oplysning og dannelse. Et hovedtema i Rancières filosofi er hierarkiers sammenbrud og skabelsen af lighed mellem mennesker. I udstillingen Den uvidende lærer på Kunsthal Aarhus bliver Rancières bogværk med samme titel taget op på ny og ”oversat” fra bog til udstilling. Kunsten.nus udsendte har talt med kurator Mikkel Elming, kunstner Olga Benedicte og været fluen på væggen i en læsegruppe.

Hvorfor er det overhovedet relevant at beskæftige sig med et filosofisk værk i en udstilling, og hvad betyder det for den kunstneriske skabelse af værker? Og hvad har Rancière f.eks. at gøre med sæbeskulpturer og lydbølger?

Jeg har talt med Mikkel Elming, der kuraterer udstillingen Den uvidende lærer på Kunsthal Aarhus, hvor man kan opleve fem kunstnere på skift indtage udstillingslokalet og skabe kunstneriske reaktioner på de enkelte kapitler i Rancières bog. Han forklarer først, hvad Rancières Den uvidende lærer handler om.

Bogen tager udgangspunkt i en sand historie om en mand ved navn Joseph Jacotot, der er lektor i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet. Efter et langt liv ender han som underviser i Löwen i Holland, hvor han skal lære sine elever fransk. De står imidlertid over for den udfordring, at Jacotot ikke kan flamsk, og eleverne kan ikke fransk på forhånd. Derfor finder Jacotot en bog, Telemakos, der bliver udgivet på begge sprog, og gennem en tolk beder han sine elever om at lære fransk ved at læse bogen og sammenstille de to tekster.     

”Det er lidt et eksperiment, han prøver af, som er meget typisk for oplysningstiden. Han forventer egentlig ikke noget godt resultat, men efter sigende lærer de her elever vildt godt fransk, og det overrasker ham meget. Det bliver en lille åbenbaring for ham, som åbner op for en refleksion over, hvordan det er, vi underviser”, forklarer Elming.

Jacotot plæderer for en emancipering af undervisningssituationen: ”Altså en frigørelse, hvor man ikke prøver at overlevere en bestemt viden, men hvor man lader eleven tage ansvar for sin egen læring”.

Elming uddyber, at denne tilgang til læring er meget revolutionerende og bringer stor furore i de lærde kredse i Europa på dette tidspunkt i historien. Rancière finder i sin samtid fortællingen frem igen, som ellers næsten er blevet glemt, og aktualiserer den i 1980’erne.

Hvad er det, der gør værket relevant i dag, og hvorfor er det omdrejningspunktet i udstillingen?

”En ting er, hvad den siger om undervisning, som er interessant i dag. En anden ting er så kunstinstitutionens rolle i forhold til kunsten, som jeg synes, man godt kan overføre hele den her filosofi på”.

Elming peger på, at samtidskunsten er udfordret ved at være fremmedgørende over for mange mennesker, hvilket han mener hænger sammen med, at kunstinstitutioner ser det som deres opgave at skulle forklare kunsten:    

“Formidlingen bliver til forklaring. Men hvis man køber Rancières præmis, så vil det princip i sig selv gøre, at folk føler sig fordummet af kunstinstitutionerne. Jeg er interesseret i, hvordan man kan formidle og kuratere på en måde, hvor folk føler sig frigjorte, og hvor den kunstoplevende føler sig kompetent i forhold til at opleve kunst. Det er grunden til, at jeg tog fat i Rancières bog – for at udforske: kan man gøre det, og hvordan kan man gøre det?”

Fra bogværk til udstilling

Jeg spørger Mikkel Elming om, hvordan man “oversætter” en bog til en udstilling: 

”Jeg har bedt kunstnerne om at skabe noget, der tager udgangspunkt i den her bog, og det har de gjort på meget forskellige måder. Nogle har arbejdet meget konkret med kunstundervisning. Lisa Nyberg (Kapitel II) har f.eks. skabt en support structure, et undervisningslokale, hvor der medfølger nogle instrukser til, hvordan værket – som samtidig er et arkitektonisk rum – kan bruges. Andre har taget udgangspunkt i et bestemt citat i bogen, og så er vi lige pludselig langt væk fra bogens samlede indhold”.

I Kapitel I inviterede Jette Gejl Kristensen seks personer til at komme og arbejde i udstillingslokalet sammen med hende i løbet af de 14 udstillingsdage. De arbejdede alle med et kunsthåndværk, de ikke havde beskæftiget sig med før, og uden at have et bestemt mål for øje.

”Det betød, at der har været ekstremt mange samtaler – også med folk, der tilfældigt er kommet ind i rummet og har mødt dem midt i deres arbejde. Der har været meget tilstedeværelse i løbet af udstillingen”, understreger Elming.

Kunstneren bag den aktuelle udstilling, Kapitel III, er Olga Benedicte.

”Titlen på mit værk er The Cymatic Orchestra”, fortæller hun. “Det består af 12 sæbeskulpturer, som er forbundet i et rodnet af synlige sorte kabler. De er koblet til én samlet kerne, der fungerer som livgiver – en slags moderfigur”.

Værket er på samme tid en lydinstallation, og hver enkelt sæbeskulptur udsender forskellige sfæriske lyde:

”Lydene består af vejrtrækning og toner, som både er maskuline og feminine. Tilsammen udgør de en slags orkester med hver deres stemme, men som også har en fælles stemme. Tonerne fortæller om en kropslig tilstand”.

Titlen rummer ordet Cymatic, som kommer af det græske ord kýma, der betyder bølge:

”Det handler derfor om de her lydbølger. Værket er en undersøgelse af alt det, der er uden om det verbale sprog: det som er krop, væren, tilstand, eksistens, fornemmelser og energier. For det er mindst lige så meget dét, vi aflæser og forstår hinanden ud fra”.

Forud for værkets tilblivelse har Olga Benedicte undersøgt en nyere form for evolutionsforskning:

”Den viser, at høresansen og følesansen er udviklet på samme tid i mennesket og dermed er tæt forbundne. Det er derfor, at vi kan tale om haptisk lyd; altså lyd, der føles som berøring. I værket bruger jeg det på den måde, at man som beskuer føler, at man er meget tæt på andre mennesker og nærmest er inde i munden på dem. De lyde, der kommer ud af det, er meget autentiske og ærlige, og det finder jeg særligt interessant at arbejde med”.

Hvordan har du taget udgangspunkt i Rancière og Den uvidende lærer?

”Mit værk er en kunstnerisk reaktion på kapitlet, der er umådeligt sanseligt beskrevet. Dét, jeg bl.a. har taget med derfra, er et uddrag, hvor der bliver talt om, hvordan barnet opfatter verden. I kraft af at være et barn, der er nyt i verden – omringet af alle de her lyde, som man ikke forstår, og alle de her genstande, som man heller ikke forstår – så er sanseapparatet fuldstændig åbent og på arbejde. Når barnet først lærer sproget at kende – eller lærer at se gennem andres øjne, som der står beskrevet – så bliver det mere selektivt”.    

Derudover forklarer Olga Benedicte, at hun har taget udgangspunkt i et afsnit i kapitlet, der beskriver en klump af voks:

”Som barn havde jeg nedsat hørelse, og det var faktisk en klump voks, der var årsag til en blokering i mine ører. Jeg kunne sagtens kommunikere, men jeg havde nogle fonetiske udfordringer. Sidenhen har jeg været meget interesseret i alt det uden om sproget”.

Udstillingen er således skabt på baggrund af kropslige erfaringer og udvalgte citater i bogen og en undersøgende “famlen” ud fra dem.

En samtale om filosofi og kunst

Forud for udstillingen havde Mikkel Elming en læsegruppe sammen med de fem kunstnere, hvor de gennemgik bogen af fem omgange: ”Det har været en del af udviklingen af udstillingen”, fastslår Elming.

På samme måde har kunsthallen sammensat en læsegruppe bestående af publikummer – valgt på baggrund af først til mølle-princippet – der mødes den første torsdag i hver udstillingsperiode og taler om de fem lektioner i intellektuel emancipation med kunstneren bag den enkelte udstilling og Mikkel Elming, mens de fysisk befinder sig i udstillingsrummet.  

”Det er en fantastisk måde for mig som kunstformidler at komme i kontakt med vores gæster og besøgende på”, fortæller Elming.

Han uddyber, at læsegruppen kan ses som en meget dybdegående formidling af udstillingen, hvor kunsthallen sætter rammerne, men hvor det er de kunstoplevende selv, der kommer på banen i forhold til at reflektere og tale sammen.

Anvender I så Rancières teori i praksis i læsegruppen – bliver du som kurator og kunstnerne til en slags ”uvidende lærer”?

”Det er i hvert fald forsøget, men der ligger også en paradoksalitet i bogen – det med aldrig at forklare noget som helst; det er simpelthen fuldstændig umuligt. Hvis man virkelig skal følge bogens teori, er man nok nødt til at bestille en bulldozer og vælte det hele ned. Det sidste kapitel i bogen handler også om umuligheden i at institutionalisere hele den her idé, der er i bogen. Men vi gør vores bedste for at prøve at efterleve nogle af principperne, og vi prøver at være ligeværdige med vores besøgende og netop ikke forklare for meget”.

Elming fastslår, at det handler om at være bevidst om ikke at lukke fortolkningsmuligheder ned:

”Der står i bogen, at den universelle undervisning – som er den metode, Joseph Jacotot går ind for – kan koges ned til ét spørgsmål: ‘Hvad tænker du selv om det?’. Det har været udgangspunktet for læsegruppen”. 

Læsegruppen mødes for tredje gang i forbindelse med Olga Benedictes udstilling, og jeg har fået lov til at være en flue på væggen. Først taler gruppen om kapitlet i bogen – alle kommer til orde og fortæller, hvad der umiddelbart falder dem ind. De fleste er enige om, at det er kompliceret stof, og det er svært helt at få hold på kapitlet. Selvom Mikkel Elming fungerer som en slags facilitator, ser jeg ingen “vidende lærer”, og det lader til, at ingen svar eller kommentarer er forkerte.

Læsegruppen taler efterfølgende om Olga Benedictes udstilling. Flere i gruppen har lyst til at røre ved eller holde om sæbeskulpturerne; måske fordi de selv føler sig berørt af dem? Én føler ligefrem trang til at smage på dem. Nogle har følelsen af, at skulpturerne taler til hinanden, mens andre giver udtryk for, at lydene er meget meditative. 

Elming ser en økofeminisme i værket, hvor genstande har et liv eller en agens. I dette tilfælde oplever han – på baggrund af en samtale med Olga Benedicte – skulpturerne som træers ”munde”, der har en stemme og taler sammen.

Selv får jeg flere associationer. På den ene side føler jeg, at jeg befinder mig på en strand; sæbeskulpturerne bliver til skum i strandkanten, mens lydene sammen med rodnettet af kabler giver associationer til skvulpende bølger. Samtidig minder tonerne om vindens susen, og jeg kan næsten lugte Vesterhavet.  

På den anden side kan jeg nærmest ikke – efter at have hørt om Olga Benedictes egen kropslige erfaring – se sæbeskulpturerne som andet end klumper af ørevoks. Om det var hensigten, ved jeg ikke, men når der ikke er nogen forklaring eller en “vidende lærer”, jeg kan læne mig op ad, må jeg vel fortolke værket, som jeg vil? Kun én ting er helt sikkert: værket er.