I sprækkerne af det vante

På trods af at vi, som kulturelle og oplyste individer, bryster os af en grundlæggende accept af den enkeltes frihed, så synes en ualmindelig stærk forventning om at møde det ”normale” at stortrives. Så måske er vi ikke helt så åbne for andre måder at leve på, som vi forestiller os?

Det er i området mellem det normale og det alternative, at Mælkebøtteprojektet næres.

Nærmere bestemt udfolder en række billedkunstnere, forfattere, debattører og teaterfolk dele af deres menneskelige og kulturelle position på udstillingen. Positioner, som er på kant med, og som udfordrer, normaliteten og de foreskrevne normer om krop, køn, etnicitet, tilhørsforhold og magt.

Fra forbrugskritik til analsex
Midt i udstillingsrummet ligger en skærm, der viser en video af en kvinde iført Mælkebøttekostume. Emnet er vores samfunds destruktive overforbrug. Vi opfordres til at forbruge mindre, hvilket understreges i videoens videnskabelige, dokumenterende speak og mælkebøtte-kvindens korte indre monologer. Men det undersøges ligeledes i den performative praksis som kvinden udfører; i forskellige supermarkeder tager hun varer fra kundernes kurve og lægger dem på plads på hylderne.

Denne video, Pengene vokser på træerne af Gritt Uldall-Jessen, modsvares af en anden video i et lille rum på balkonen. Her kan opleves et par optagede performanceværker af Sands Murray-Wassink. Murray-Wassink, der bruger sin egen homoseksualitet som et afsæt for stort set alle sine værker, kredser om emner som feminisme, seksualitet og selviscenesættelse.

Det udfoldes bl.a. for fuld kraft i værket Town Hall Philosophical Living Color Drawing, en performance fra 2008, hvor kunstneren dels lader sin mand filme sit røvhul, for nu at bruge kunstnerens eget ord, mens han læser en tekst om analsex og feminisme, og dels indgår i en konkret dialog med publikum.

Tilbage på gulvet møder vi fx Erik Hagens arbejdstegninger og stentøjsfiguren Mis, der kondenserer kunstnerens engagement i forbrugersamfundets forurening, bilisme og forlystelsessyge. Værkerne stråler af kunstnerens humoristisk og kritiske fortællestil.

De udstillende kunstnere kommer ganske enkelt fra vidt forskellige kunstneriske kontekster som følge af forskellig uddannelsesmæssig baggrund, nationalitet og alder.

Lægger man til dette, at udstillingsrummet på mange måder ikke skaber optimale (rolige) rammer omkring en så varierende udstillingsform, så kunne alsidigheden have været problematisk.

Når det ikke er det indtryk, som Mælkebøtteprojektet efterlader i mig, skyldes det i særlig grad, at jeg ser udstillingen som et (Mælkebøtte-)projekt og ikke som en udstilling, hvor værker samlet set skal pege i en bestemt retning. Vi får muligheden for at opleve en række yderst forskellige nedslag i ”det andet”, der kan betragtes som tankevækkende udspil til os – som en mulighed for at skabe et refleksionsrum.

Projektets mål er i det lys at tilbyde os en mental øvelse og en udfordring af vores vante forestillinger ved at vise de sider af livet, som på trods af modgang og marginalisering, ikke kan slås ihjel.

Idealisme
Uden at forherlige det alternative, anormale eller skæve så fornemmes et stærkt ønske om at lade andre sider af livet få taletid.

Eller som Huskegruppen formulerer det: ”Vi lever i et samfund, der har brug for mælkebøtter. Samtidig lever vi også i en tid, hvor der aldrig har været flere markedsmekanismer, der på hver sin måde prøver at udrydde alt det, der ikke skal være her. Blandt andet mælkebøtterne.”

Dét er ikke blot et yderst sympatisk træk, men også et forhold, der binder an til kunstens univers. For i kunsten kommer sådanne personlige, alternative ytringer, der eksisterer uden at skulle overtale eller bevise noget.

Erfaringens uudtømmelige kilde
Flere af kunstnerne byder på yderst personlige værker, hvor værket nærmer sig en blot og bar registrering af levet liv. Det gælder fx værker af Pia Arke og Jo Spence. Men her vil jeg i særlig grad fremhæve Peter Brandts Letter to Rabi, der dokumenterer dialogen mellem kunstneren og en HIV-smittet dreng fra Nepal. Værket er ikke bare bevægende, men besidder en fin balance mellem det personlige og en politisk, principiel diskussion.

Nævnes skal slutteligt Safe European Home? Copenhagen No. 3 af Delaine Le Bas og Damian Le Bas, der i mine øjne er udstillingens absolutte højdepunkt. Med afsæt i romaernes virkelighed berører installationen dels minoriteters manglende ret, dels et mere generelt spørgsmål om voksende social usikkerhed og ulighed i Europa.

Rum til tanke
Mælkebøtteprojektet er yderst seværdig. Udstillingen byder med sin åbne struktur på mange muligheder for at dykke ned i det alternative og lade tankerne vandre. Men det kræver et åbent sind og tid – samt evne til at abstrahere fra udstillingsrummets karakter, der ikke understøtter udstillingens kompleksitet. Her ville en stærkere formidlingsindsats nok kunne åbne udstillingen for flere gæster.

Men uanset, så vil man med sikkerhed få den mentale bærepose fyldt op, hvis man bruger en time eller to på Traneudstillingen.