Ib Monrad Hansen: Maleri med intellekt og sjæl

Ib Monrad Hansen er en ener i dansk kunst, og hans malerier, der tager oceaner af tid at lave, kan aktuelt mønstres på kunstnerens udstilling Another way of painting – Another way of thinking på Skive Museum. Få en introduktion til kunstneren i dette uddrag af Lisbeth Bondes tekst til udstillingens katalog.

I 1990’erne, da maleren Ib Monrad Hansen (f. 1963) begyndte sit virke som kunstner, anså kunstmiljøet ham for at være helt ude af trit med tidsånden. Dengang betragtede avantgarden maleriet som et borgerligt og dødt medie.

Men han insisterede og troede – og tror fortsat – på maleriets uendelige muligheder og på dets betydelige erkendelsesmæssige potentialer. Og modsat det 20. århundredes dominerende kunstteorier vedrørende det repræsentative maleri er hans maleri et forsøg på at gennemlyse samtidens problemer.

Ved at satse på den i det moderne maleri ellers så ofte forkætrede billedlighed evner han med malingens fluidum at skabe nye verdener og fremstille motiverne fra svimlende og forunderlige synsvinkler.

Tusindvis af timer

Ib Monrad Hansens maleri er allegorisk, mimetisk og mytologisk, og han henter en del inspiration i især barokmaleriet. Det er langsomme billeder, som vi skal høre om i det følgende. Billeder, hvori der er nedlagt tusindvis af timer i form af research, udkrystalliseringer af stoffet, idéudvikling, opøvelse i at mestre de håndværksmæssige forudsætninger og så selve udførelsen, der kun kan overbevise publikum, hvis det sker med den præcision og en levende fremstillingsform.

For Ib Monrad Hansen flyder malingen gennem tre rum: 1. Den reelle verden, der omgiver os. 2. Den subjektive fortolkning af den omgivende verden. 3. Alle de andre billeder i vores kultur – inkl. kunsthistoriens store billedbank. Malingen flyder altså gennem det almene, det subjektive og det kulturelle.

Konstruktion af nye verdener

Det er et af maleriets store muligheder at kunne skabe verdener, der ikke eksisterer, som når han maler et maleri med den nøgne Martin Luther, som skriver den 50. tese (Luther, 2017) med Peterskirken, bestående af byggematerialerne ben, knogler og kranium i baggrunden.

Det kan man ikke fotoshoppe sig til – alene af den grund, at man ikke kan fotografere noget, som ikke eksisterer, og hvis man alligevel fik konstrueret kirken ved hjælp af et samplet fotomateriale, så ville det kræve en noget nær umulig indsats at få lyset til at falde på plads i en bestemt vinkel, med en konsekvent gennemført farve og tone på knogle-kirkens mange elementer.

Langsommelig proces

Ib Monrad Hansen ved godt, at han er et problem for sig selv og sin karriere, fordi han med egne ord er så lidt ”terrængående”, at han vanskeligt kan indpasses i kunstmarkedet, og hans produktion passer dårligt til dette markeds krav om produktivitet og genkendelighed.

Så hans ”mid-career”-udstilling på Skive Museum, som senere flytter til den danske ambassade i Berlin, repræsenterer over 10.000 arbejdstimer fordelt på 10 malerier, skabt i løbet af de seneste 12 år.

Ib Monrad Hansen trodser i lige så høj grad minimalismens fordrivelse af mennesket fra kunsten og dens hævdelse af det anonyme, depersonaliserede værk, som den relationelle og konceptuelle kunsts fornægtelse af kunstobjektet.

Som stillbilleder i en malet film

Han er en konceptkunstner, men hans værker er både intellektuelle og analytiske, samtidig med at de har ”sjæl”. Han stiller sit maleri til rådighed for de helt store fortællinger i en tid, hvor de ellers er erklæret uddøde.

Det bringer ham stadig længere i sin udforskning af, hvad maleri er og kan i dag. De ofte dramatiske og handlingsbårne malerier er som stillbilleder i en malet film, hvor vi selv skal forestille os, hvad der gik forud for scenen, og hvad der følger efter.

Mellem civilisation og natur

Helt overordnet har Ib Monrad Hansens malerier siden det store St. George and the Dragon. Metastasis (2007) handlet om forholdet mellem civilisation og natur. Ikke kun af indholdsmæssige grunde, men lige så meget af æstetiske, idet både naturen og civilisationen for Ib Monrad Hansen udgør et taknemmeligt billedkunstnerisk mulighedsfelt at male videre på. Det udmønter sig bl.a. i, at det groende princip – naturen – møder et andet – det geometriske – det menneskeskabte, civilisationen eller kulturen.

Barokken up to date

Når mange af udstillingens værker er inspireret af barokken, skyldes det bl.a., at nutiden i lige så høj grad som barokken præges af, at de faste værdier er i opløsning, og at de gængse forklarings- og fortolkningsmetoder ikke længere holder.

Barokkens urolige billedrum visualiserer datidens nye opfattelse af Jordens position i universet. Astronomer havde bevist, at Solen, ikke Jorden, som man tidligere havde antaget, var centrum i vores planetsystem. Nye figurationer og udtryk, som barokken bar frem, viste opløsningen af det faste verdensbillede med centralperspektiv, stationære placeringer af elementer og objekter og symmetri, som havde domineret kunsten i renæssancen.

Barokkens billeder er præget af dynamiske diagonaler, mørke-lys kontraster, opløste figurationer, amorfe elementer og mørke og truende skyformationer. Verden er af lave, og ingen vante ”gelændere” eller forklaringsmodeller holder længere. Måske eksisterer Gud end ikke? Moderniteten begynder så småt med barokken.

Det menneskelige fald

Udstillingens ældste værk er det cirkulære Deroute fra 2006. Det måler 2 m i diameter. Her spiller Ib Monrad Hansen finurligt på en omvending af bevægelsen i billedet, hvor vi ellers siden centralperspektivets udvikling overvejende har set figurer og objekter, som bevæger sig ind i billedrummet, er det perspektiviske fjernpunkt her lagt midt i himlen.

Her er den nøgne mand på vej ned i hovedet på os – betragterne – der allerede befinder sig nede i bunden af brønden. Vi ser nedefra og op og kan betragte bræmmen af mennesker, der står og kigger ned, helt oppe ved kanten. Hvad er der i grunden på færde i dette værk? Med et radikalt greb har Ib Monrad Hansen situeret betragteren i et imaginært rum, et hul, et infinit rødt mørke.

Deroute er et billede på et holdningsmæssigt skred i vores tid, hvor subjektet/individet går under til fordel for en gruppe-tænkning, der ikke hviler på realiteter, men på tro, fornemmelser og overbevisninger, drevet af angst for at miste position og økonomi. Gruppen står oppe på overfladen og kigger tomt for sig, men en af dem ser ud til at have skubbet vores nøgne mand ned i hullet. Det er et kollektivt mord på individet.

Den nøgne, faldende mandsfigur er en slags Adamskikkelse og beslægtet med et af Nicolaj Abildgaards (1743-1809) malerier, Lykkens tempel fra 1785, hvor man ser mennesker kravle ind i templet gennem nogle huller i muren nede ved soklen – altså den modsatte bevægelse af den i Deroute.

Det er et kendt motiv, men Abildgaard er også inspireret af en anden kunstner og en særlig faldende figur, nemlig af Michelangelos (1475-1564) Syndefaldsskildring i Det Sixtinske Kapel. Kunstnere citerer hinanden på kryds og tværs af skoler og tider. Yderligere findes der i Deroute tydelige spor af pop- og post-popkunstnere som Jasper Johns, Poul Gernes og Ugo Rondinone, idet den røde ring ved brønden ligner et skydeskivebillede.

Civilisationskritik

Udstillingens nyeste værk er Help Yourself. Another Tower of Babel (2017). Her har Ib Monrad Hansen som i flere andre malerier benyttet langdistance-perspektiv, idet betragteren befinder sig et sted ude i rummet, mens en kæmpes hånd er ved at tage en god bid af et træbevokset bjerg med sin gaffel. Omkring bjergtinden cirkler nogle skyer, der kan minde om Pieter Bruegel den Ældres Babelstårnet.

Vi er oppe i 10-15 kilometers højde, dvs. i den øvre del af atmosfæren, og fra gaflen siver vand ned fra floderne. Det er et menneske, der spiser af naturen, som en reference til, at der bliver mindre og mindre tilbage af den. Det er Ib Monrad Hansens egen hånd, der griber om gaflen. Han har studeret den inde i en lille kasse med et specielt lys.

Ifølge Det gl. Testamentes 1. Mosebog handler myten om Babelstårnet om menneskene, der var i fuld gang med at bygge et tårn, som ville bringe dem op til himlen. Gud vidste, at når menneskeheden gik sammen, ville intet længere være umuligt for dem, og han ville således blive overflødig. Derfor steg han ned og forvirrede deres sprog, hvorefter menneskene spredte sig over hele kloden og udviklede hvert sit ”tungemål.”

Værket adresserer direkte den øko-krise, som verden befinder sig i i dag, hvor vi for første gang i tusindvis af år ikke er truet af naturen, men hvor det er civilisationen, der får naturen til at desintegrere. Menneskets hånd og værktøj har fået naturkraftens dimensioner.

Når Ib Monrad Hansen lukker sine øjne for sidste gang – og lad det først ske om mange, mange år – kan han se tilbage på den halvdel af sit liv, som han tilbragte i ensomhed ved staffeliet i sit atelier. Så omstændelige og tidskrævende er hans værker, der er en vedholdende påmindelse om den omsiggribende civilisatoriske krise og en opfordring til os alle til at handle.