Imperialistens frosne drøm

Af
7. oktober 2013

Louisiana forsøger med udstillingen Arktis at fortrænge den politiske virkelighed for at hylde den arktiske fascination, og det er lidt svært i 2013.

Guido van der Werve: Nummer Acht, Everything is going to be alright, 2007. (pressefoto, © Luhring Augustine, New York)

Louisiana forsøger med udstillingen Arktis at fortrænge den politiske virkelighed for at hylde den arktiske fascination, og det er lidt svært i 2013.

Af
7. oktober 2013

Det er ikke den hårdtspændte politiske virkelighed og kamp om territorier og naturens resurser eller de kontinuerlige overgreb på de nordligste folkeslag, der præger udstillingen på Louisiana.

Billedkunsten, videnskaben og eventyrerne sejler samme konebåd i de hvide haller i en fortælling om det fjerne, ugæstfrie men storslåede Arktis.

En iskerne fra indlandsisen, en mægtig isbjørn, etnologiske indsamlinger, produktion af iskrystaller og dokumentationer og levn fra 1800-tallets fatale ekspeditioner er realbillederne, der parallelt gennem hele udstillingen får fysik og billedside i kunsten, fra maleri, foto- og videoværker over performance til lydværker og nye manipulationer af arkiverne.

Et af udstillingens zoologiske-geologiske displays. Arktis, Installation shot, Louisiana Museum of Modern Art (Foto: Ty Stange)
Et af udstillingens zoologiske-geologiske displays. Arktis, Installation shot, Louisiana Museum of Modern Art (Foto: Ty Stange)

Kunst og kulturfortælling
Cross-over udstillinger er nyt, hot og et udtryk for at billedkunsten oftere og oftere indgår som naturligt led i den brede, samfundsdefinerende kulturfortælling, hvilket giver ufattelig god mening.

En ting er dog værd at bemærke: Når feltet udvides, opløses kunsten også som særegent rum, og blikket rettes mod temaet med alt hvad det indebærer.

Vi møder en kulturfortælling, og med Arktis indskrives vi som vesterlændinge i en civilisationshistorie, hvor Arktis står som et umenneskeligt sted og slutpunkt for kompasnålen, som grænsen for vores eksistens, tænkning og sansning – menneskets forhold til det ukendte. Det er en grænse, der bærer på mange fortællinger, men også billeder.

Ørnen er landet, 14. juli 1897, fotografi af Nils Strindberg, Andrée-ekspeditionen. (Grenna Museum - Polarcenter / Svenska Sällskapet för Antropologi och Geografi)
Ørnen er landet, 14. juli 1897, fotografi af Nils Strindberg, Andrée-ekspeditionen. (Grenna Museum – Polarcenter / Svenska Sällskapet för Antropologi och Geografi)

Den sublime fortabelse
I billedkunsten står Arktis som et isnende eksempel i romantikken på den sublime natur hos blandt andre, Caspar David Friedrich (1774-1840), Frederic Edwin Church (1826-1900) og Sir Edwin Landseer (1802-1873), som indleder udstillingen. Mennesket forgår, møder grænsen og dermed skønheden:

“Det virkelig sublime er en tinde af salighed grænsende til gru, deformitet og vanvid! Et højdepunkt, hvorfra det sind, der drister sig til at spejde længere ud, fortaber sig,” lyder Francis Reynolds-citatet på væggen mellem lyskasserne med romantikkens patose landskaber indeni.

Cross-over mellem romantisk maleri og levn fra John Franklins mislykkede ekspedition. Arktis, Installation shot, Louisiana Museum of Modern Art (Foto: Ty Stange)
Cross-over mellem romantisk maleri og levn fra John Franklins mislykkede ekspedition. Arktis, Installation shot, Louisiana Museum of Modern Art (Foto: Ty Stange)
Arktis, Installation shot, Louisiana Museum of Modern Art (Foto: Ty Stange)
Arktis, Installation shot, Louisiana Museum of Modern Art (Foto: Ty Stange)

Udstillingen danner midt i det hvide virvar en egenfortælling, hvor kunstnere berørt af det arktiske kobles med hinanden, og der foregår fine dialoger undervejs. Særligt, når samtidskunsten træder ind som modsvar til de mildest talt store imperialistiske armbevægelser og romantiske forestillinger og sublime skildringer.

Kritikkens drivanker
I stedet for den typiske forestilling om kunsten som spydspids, så agerer samtidskunsten en form for drivanker – et efterrationaliserende og kritisk blik på historien, forestillingerne, handlingerne og konsekvenserne.

Under temaet Det sublime med de føromtalte malere og de sørgelige rester fra John Franklins ekspedition i 1845-1847 får fortiden således fremragende modspil af Guido van der Werves videoværk Nummer Acht, Everything is going to be alright (2007), hvor kunstneren går uberørt foran en dunder-knasende isbryder midt ude i det hvide ingenting. Skridt for skridt markerer værket grænsen til det stupide og fascinerende.

Guido van der Werve: Nummer Acht, Everything is going to be alright, 2007. (pressefoto, © Luhring Augustine, New York)
Guido van der Werve: Nummer Acht, Everything is going to be alright, 2007. (pressefoto, © Luhring Augustine, New York)

I denne storladende og selvopofrende kontekst illustrerer værket på afvæbnende vis, hvor patetiske – i ordets negative forstand – menneskets sublime tilstræbelser og storladne handlinger i realiteten er. Og særligt værktitlen står nu som netop modsvaret til det afgrundsdybe drama: “Det skal nok gå det hele…”

Kunstnerisk nærvær
Under temaet Observationer møder vi videnskabens bedrifter, iskerner, iskrystaller og hele ekspeditions-fortællingen med historisk afsæt i bl.a. Knud Rasmussens ekspeditioner, hypermoderne 3D optegnelser, men også kunstneriske observationer fra det høje nord, hvor fx. Thorbjørn Lausten sætter tal, form og farvekoder på et arktisk ‘nu’ (Nuet – det polare rum, 1996): ozontal, en isbjørns vandring, magnetisme og den grønlandske iskerne. Imens genskaber Jacob Kirkegaard det kælvende ishav i et mørklagt rum med hypersensitive mikrofon-optagelser. Wroum!

Observationer og tilstedeværelser, der udfordrer fantasiens afstand og får meget konkret kropslig og sanselig konsekvens.

Et af udstillingens etnologiske displays, der vækker mindelser om oldnordisk repræsentationstænkning. Arktis, Installation shot, Louisiana Museum of Modern Art (Foto: Ty Stange)
Et af udstillingens etnologiske displays, der vækker mindelser om oldnordisk repræsentationstænkning. Arktis, Installation shot, Louisiana Museum of Modern Art (Foto: Ty Stange)

Arktis kigger tilbage
Samtidskunstens drivanker får særlig fat under issen med temaet Mytologier, hvor grønlandsk-danske Pia Arke (1958-2007), russiske Evgenia Arbugaeva og – med sirlige dokumentationer af Hans Egedes korstog i Grønland – Aron fra Kangeq (1822-1869) for første gang i udstillingen pointerer, at der i denne fortælling rent faktisk eksisterer ‘en anden’ i Arktis:

Dem, der bor der.

Dem, der blev bekriget og underlagt herskende normer og forretningsmodeller fra vore egne breddegrader.

Dem, der er repræsenteret som et ‘stolt men primitivt naturfolk’ med mærkværdige evner og ritualer, og den dag i dag er underlagt en hæslig stigmatisering og offerrolle i vor stolte velfærdsstat.

De er repræsenteret som en parentes i slutningen af udstillingen, og det kan godt nok afmontere den sublime ‘arktiske fascination’, hvis man bare har en anelse repræsentationskritik i blodet og blot en beskeden forventning til kunstens og institutionens oplysningsmæssige rolle.

Arktis har reserveret et meget lille hjørne af udstillingen til det arktiske folk. Denne illustration er fra et af de tidlige kort over Arktis. (Foto: kunsten.nu / MHB)
Arktis har reserveret et meget lille hjørne af udstillingen til det arktiske folk. Denne illustration er fra et af de tidlige kort over Arktis. (Foto: kunsten.nu / MHB)
Aron Kangeq, En eskimo dræber Hans Egedes hund med de bare næver. (Foto: kunsten.nu / MHB)
Aron Kangeq, En eskimo dræber Hans Egedes hund med de bare næver. (Foto: kunsten.nu / MHB)

En post-ironisk helt
Den arktiske fascination får endnu et gok i udstillingens næste del Heltemyten, når John Bock med videoværket Skipholt (2005) skildrer den opdagelsesrejsende som en enfoldig figur, der med en temmelig absurd oppakning krydser et landskab fuld af håb, men uden retning, uden selvindsigt og uden bekymring for naturen. Hans parodiske heltefigur ender med at være nærmest eksemplarisk for den arktiske erobrer.

John Bock: Skipholt, 2005. (Foto: Reykjavík Arts Festival)
John Bock: Skipholt, 2005. (Foto: Reykjavík Arts Festival)

Post-ironisk, kunne man næsten kalde den.

Bocks latterfremkaldende parodi slog som et af de eneste værker fra udstillingen et modbillede fast hos Deres anmelder, der blev hængende. Det siger noget om den indlejrede indsigt, værket bærer på, og som kunne have klædt en skildring af den arktiske fascination anno 2013.

Nu vil jeg gå ud og nyde en gin-tonic med indlandsis og lade denne tekstbid af forfatteren Sara Wheeler, der heldigvis er en del af materialet i kataloget til udstillingen, stå som afrunding:

“Polaregnene appellerer til noget, der ligger dybt i sjælen, især i en tidsalder, hvor vi har mistet kontakten med naturen. Men i Arktis er der, i modsætning til Antarktis, en menneskeskikkelse midt i billedet, selvom han ikke længere sidder og fisker ved sit hul. Det kapitel, der nu er ved at begynde i polaregnene, er fuldt af usikkerhed for dette menneske. Men Arktis tilhører ham.”

Evgenia Arbugaeva: Fra værkserien Tiksi, 2012, hvor kunstneren har fulgt en række beboere i den nordligste by i Yakutsk. Verdens nordligste befolkning.
Evgenia Arbugaeva: Fra værkserien Tiksi, 2012, hvor kunstneren har fulgt en række beboere i den nordligste by i Yakutsk. Verdens nordligste befolkning.

 


Fakta

Udstilling

ARKTIS

25 sep 2013 2 feb 2014

Lyota Yagi, Guido van der Werve, Wolfgang Tillmans, ScanLAB Projects, Charles Stankievech, Willem de Rooij, Jeroen de Rijke, Gerhard Richter, Sigmar Polke, Carsten Nicolai, Mariele Neudecker, Marcelo Moscheta, Robert Longo, Thorbjørn Lausten, Joachim Koester, Jacob Kirkegaard, Per Kirkeby, Per Bak Jensen, Alex Hartley, Ellie Ga, Caspar David Friedrich, Ivalo Frank, Mark Dion, Sophie Calle, Andrea Bowers, John Bock, Wilson A. Bentley, Peder Balke, Evgenia Arbugaeva, Aron fra Kangeq, Pia Arke, Darren Almond

Louisiana Museum of Modern Art Se kort og tider

Fakta

Se filmen, der er produceret i forbindelse med Arktis, hvor kunstnere, museumsdirektøren og aktører i de arktiske felt giver deres bud på hvad Arktis er for dem. Se den fine film om Aron fra Kangeq fra 1985 (af Sten Rehder) her.