Jeg bliver lille i Holstebro

Holstebro Kunstmuseum har lavet en god og stor udstilling, som tager udgangspunkt i naturfølelsen i dansk kunst. Der er næsten 30 kunstnere repræsenteret og over 100 værker udstillet.

Det er ikke som sådan en kronologisk udstilling, men nærmere en række nedslag i kunsthistorien, hvor man på tværs af tid og sted har fundet den samme grundtone i forholdet til naturen.

En gammel sang
Det der med naturfølelsen i dansk kunst er en gammel sang, og den er blevet sunget mange gange før.

Igennem tiderne er den blevet kritiseret livligt af diverse avantgardebevægelser og postmodernister, men her synes jeg faktisk, det holder. Udstillingen sætter min tilværelse i perspektiv – intet mindre.

Kunstnere som Dankvart Dreyer, Jens Søndergård og Per Bak Jensen overrasker ikke ved deres medvirken i denne sammenhæng. Derimod kom Hein Heinsens tilstedeværelse lidt bag på mig. Ikke at han er malplaceret. Snarrere tværtimod. Han passer forbløffende godt ind.

Det samme gør udstillingens yngste kunstner Pipaluk Lake. Hun er et nyt bekendskab for mig, men oven på udstillingen her, er jeg sikker på, at vi skal ses igen.

På naturens nåde
Lige inden for døren hænger Dreyers billede. Vi ser her et vindblæst landskab med svajende træer og lyngklædte bakker. Helt ovre i venstre siden ligger et lille hus, hvor en ensom skikkelse hugger brænde.

Scenen domineres fuldstændigt af den brusende skov og den dramatiske himmel. Al den sved og møje, den lille mand lægger for dagen med sit brændehuggerri, står i skærende kontrast til naturens monumentalitet Vi får det endda skåret ud i pap, for mandens arbejde, går bogstaveligt talt op i røg gennem husets skorsten.

Billedet fremstiller menneskets lidenhed i forhold til den vilde natur. I forhold til den er vi blot en myre, som i det store hele hverken gør fra eller til.

Et tilsvarende scenarie bliver man stillet overfor i Jens Søndergårds billeder. Her er mennesket også fuldstændigt underordnet naturen. De små huse går næsten i et med det sneklædte klitlandskab, som på sin side nærmest ligner et oprørt hav. Her er heller ingen tvivl om, at alt forgår på naturens nåde.

I Per Bak Jensens billeder fornemmer man en stemning af andethed, som afgørende afskærer det afbillede fra menneskernes verden.

Det er naturen som et mystisk, fremmed og besjælet sted. Den er på samme tid lokkende og afvisende, og man forstår godt, hvordan den i tidligere tider har kunnet inspirere til fortællinger om overnaturlige væsner, som ville en det ondt, hvis man søgte for langt ind i skoven.

En date med med en oceandamper
Et sted jeg dog ikke havde forventet at finde naturens utæmmede vildskab var hos minimalisten Hein Heinsen. Han er repræsenteret med en stor bronze skulptur, som er placeret centralt i udstillingen. Den står der midt i rummet omgivet af Kirkeby og Lemmerz og er på samme tid minimalistisk og den rene naturromantik.

Den er på den ene side opbygget af stramme geometriske former, som dog på den anden side smelter bort i organisk blødhed. Den er svær at få hold på, for er det de kantede former som forsvinder og smelter som iskrystaller i solen, eller vokser de faktisk frem af de bløde organiske områder?

Fra én vinkel er skulpturen en bølge som brydes, fra en anden et frossent vandfald, fra en tredje er den irblå bronze et tårnende isbjerg, som er på vej ud mod et møde med en uskyldig oceandamper.

Hvad end det er, er det i hvert fald aldrig i ro, men indeholder en sådan kraft og vælde, at det giver mig det samme sublime kuldegys som både Dreyer og Søndergård.

Det subtile glashav
Hvor Heinsen viser mig naturens kræfter, når de er størst og mest imponerende, er Pipaluk Lakes glasskulpturer mere subtile. De er også mindre af statur, så de kommer ikke til at virke helt så pågående. De formidler dog budskabet ligegodt af den grund.

Hendes glasskulpturer leder med deres organiske og flydende former, tankerne hen på havet, og alt hvad det måtte indeholde. Der er noget evigt eller uendeligt over Lakes skulpturer.

Det er havets myriader af fremmedartede skabninger, vi ser, eller dets konstante bevægelser. Bevægelser som i sidste ende maler alt til sand.

Det er ikke som hos Heinsen havets voldsomhed men dets uendelighed og dets uundgåelighed. Følelsen er for mig dog den samme. Jeg bliver stillet overfor et element, hvor jeg ikke høre hjemme, og som udstiller min skrøbelighed.

Sat på plads
Udstillingen efterlader mig med en generel følelse af ubetydelighed. Den har fået sat mig på plads i den kosmiske orden, og det er faktisk meget rart en gang i mellem. For hvis jeg er så ligegyldig, så er de småting jeg går rundt og anklager for at være problemer, jo endnu mindre.

Og i en tid, hvor ting gerne er ironisk distancerende eller alt for overfladiske, er det rart at blive stillet overfor noget, som insisterer på at være vigtigt og på at blive taget alvorligt.

Noget som sætter min almindelige ironisk distancerede og alt for overfladiske hverdag i et behørigt perspektiv.