Jeg lytter og er et øre, jeg kommer nærmere og er et tog

I invitationen til sin udstilling Det Kinesiske Rum opfordrer kunstneren beskueren til at møde hende i udstillingen for at indgå i en samtale om den – eller om “noget andet vigtigt”.

Jeg møder derfor efter aftale Louise Haugaard Jørgensen i Antikmuseets foyer. Hun tager imod med den form for behersket imødekommenhed som ofte kendetegner intelligente og følsomme mennesker – der er kloge nok til at forstå, at der skal to til dialog, og det involverer begge parters evne til at lytte til hinanden.

Mellemværendet med netop dette museum er en gammel kærlighed, fortæller Louise og uddyber mens vi bevæger os ind i udstillingen: ”Antikmuseet er sådan et gammeldags museum, hvor tingene er udstillede på en ret ’udelikat og ikke interaktiv facon’ – det er et sted, hvor tingene først og fremmest bare er til stede. På en måde er de ikke tilknyttede – svævende – ude af kontakt med omverden. Det er et fascinerende udgangspunkt for mine undersøgelser, der har rod i filosoffen John Searles tankeeksperiment, Det Kinesiske Rum, hvormed han forsøger at illustrere, hvorfor en maskine ikke er intelligent, selvom den virker sådan.”

I Searles Kinesiske Rum er en engelsksproget person placeret i et forseglet rum, herfra skal han kommunikere med omverden via tekstbeskeder på kinesisk. Hertil har han tekniske anvisninger på, hvordan beskederne skal skrives, så det for modtageren uden for rummet virker som om, at personen i rummet forstår kinesisk.

Men ifølge John Searle er der ikke tale om forståelse, men alene symbolmanipulation hos personen i rummet. Searle påpeger, at det samme gælder for computere: at de manipulerer symboler, men ikke forstår, hvad disse symboler betyder.

Det Kinesiske Rum indgår som et argument i diskussionen om kunstig intelligens, der ifølge den engelske matematiker Alan Mathison Turing eksisterer, hvis blot det for den intelligente iagttager ser sådan ud. Searle argumenterer, at intelligens indebærer en vis grad af indsigt i den tilsyneladende intelligente handling, altså at maskinen for at være intelligent, må have en bevidsthed eller intentionalitet.

Antikmuseet som kinesisk rum
Inspireret af Searles betragter Louise Haugaard Jørgensen museumsrummet som en form for kinesisk rum, hvori genstandene iscenesættes i et sluttet kredsløb, løsrevne som de er fra den store sammenhæng uden for museet, hvor de kommer fra. Herfra spørger hun: Er museumsrummet blot en dårlig efterligning af noget virkeligt, som findes udenfor – eller kan det udvikle bevidsthed og tænke selv?

Hendes egen investering i denne udforskning fungerer som interventioner og indgreb i den faktiske samling: dels omplaceres genstande, ting hentes op fra magasinet, og hun laver nye tekster til nogle af tingene: ”For eksempel bemærker vi ikke at møblerne omrokeres, når vi tænder lyset i et mørk rum, selvom det strengt taget er tilfældet.”

I forbindelsen med udstillingen rejste kunstneren både til Athen for at se på antikke artefakter og til Vatikanmuseet i Rom for der at tage et billede af den originale Belvedere Torso af Michelangelo. Her fandt hun torsoen under restauration og fik mulighed for at fotografere den, mens den var under behandling af konservatorerne. Fotoet indgår nu i udstillingen i Aarhus, med følgende tekst:

”Belvedere Torsoen

Ifølge legenden bad pave Julius II Michelangelo om at
fuldende marmortorsoen med arme, ben og et ansigt,
men han afviste respektfuldt og sagde, at til det
var den for smuk.

Nu på ryggen, krumt pulver i klump
holder sammen på relationerne mellem loftets gane og
gulvets tunge som et bolche
som én der har mistet et hoved, to arme og begge ben
men man kan jo ikke miste noget
man aldrig har haft. ”

Den originale kopi
Sammen betragter vi en liggende figur på en palle med madras og støttende pude: det er en ung smuk mandekrop, meget naturalistisk og fri for de overmodellerede mavemuskler og den typiske Adonis-muskel. Vi er enige om, at maveskindet med dets fine folder rundt om navlens grube er helt uimodståeligt. Louise har bragt ham frem i lyset nøjagtig sådan, som hun fandt ham nede i magasinet. Vi går i gang med en mere indgående udforskning af de figurer, som findes i rummet og talen falder på forskellen mellem originalen og kopien, da vi betragter en hånd uden finger, der ligner en hundepote.
”Det sjove er jo”, siger Haugaard Jørgensen, “at kopien ikke mangler noget, den er helt perfekt, omvendt er originalen som arkæologisk fund, blot et brudstykke og derfor u-perfekt!”

Sorte krykker blandt hvide skulpturfragmenter
Sådan bevæger vi os rundt i udstillingen, mens vi kigger, taler og tænker – samtalen snor sig ind og ud af forskellige spor og retninger. Her er vi opmærksomme på detaljer på en figurs bagside og indre hulrum, der taler vi om teksten, og et andet sted diskuterer vi kunstnerens egen værker, der dukker op på væggen, eller findes som underlige objekter liggende og stående mellem de hvide gipsafstøbninger. De sidste er lavet af sort keramisk ler, og de ligner meget gamle instrumenter, krykker, kæmpenåle eller stiliserede grene – de er nærmest arkariske synes jeg – som skabt til dette museum. På trods af deres indlysende fremmedhed virker de fuldkommen relevante i konteksten – det er også en form for intelligens, tænker jeg.

Vi slutter ved begyndelsen foran en storskærm, hvorpå der kører en sælsom, malerisk og dragende animeret video. Antikythera Mekanismen er en mystisk arkæologisk artefakt, som blev fundet i år 1900 i havet ud for Kreta på et skibsvrag dateret til 87 år f.Kr.. Røntgenbilleder af fundet afslører, at det er en finmekanisk genstand med en kompleksitet svarende til et ur fra 1800 tallet. Louise Haugaard Jørgensen benytter røntgenbilleder af genstanden som afsæt i videoen for en poetisk og stilfærdig men også humoristisk kommentar til nutiden om teknologisk innovation.

Samtalen central
At danne mening – tanken om, at museet er mere end blot summen af de udstillede genstande – synes at være den røde tråd i denne sympatisk prøvende og stærkt spekulative udstilling. Samtalen er ligeså central som de udstillede antikke afstøbninger og kunstværker. Det handler tilsyneladende lige så meget om bevidsthed og – måske – også om intentionalitet? I det mindste fra kunstnerens side er intentionen om at udvide museumsrummets ’intelligens’ gennem sammenstødet med kunsten og samtalerne i udstillingen.

Det hele begyndte faktisk med en performance på åbningsdagen: Døde Ting. Jeg fik lov til at se den, og den bliver heldigvis snart offentliggjort på Vimeo. Her kan du opleve kunstneren i en mystisk og subversiv trestemmig indre dialog. Louise Haugaard Jørgensen demonstrerer her en knusende ro, fokus og nærvær, og hendes selvskrevne tekst mejsler sig undervejs ind i modtagerens bevidsthed og åbner for en særegen og mystisk erkendelse af, at der er noget tænkende bag ved tanken…..! At ethvert møde, enhver samtale informeres fra et utal af forskellige kilder. At emnerne, som deles, vokser på os, har deres egen vilje måske? Når de vikler sig ind og ud af tid, sted, krop og sind.

Stemmerne taler eksempelvis sådan her:
1. Stemme: ” Jeg havde tænkt mig, at du skulle blive til lige så stille, mens jeg spurgte dig om ting, at det ville være som at hugge i sten, måske. Man sidder der med klumpen og ved, at der kan være noget inden i den. Man ved, at der kan være alt muligt, og stenen svarer på hændernes arbejde og mejslens stød ved at blive til en figur. Figuren var ikke kommet frem, hvis det ikke var for hænderne”

2 Stemme:” Eller for stenen. Hænderne havde ikke haft noget at spørge stenen om, hvis ikke det var fordi, den var fyldt med former.”

Teksten kommenterer på situationen, objekterne, og den diskuterer udstillingens præmis, så ambivalens og tvivl også kommer frem i lyset. Den er et åbent spørgsmål og en intelligent manøvre i forhold til at illustrere udstillingens kompleksitet. Publikum har adgang til teksten, og kan nyde den derhjemme efter udstillingsoplevelsen.

Book en samtale om alt
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, da jeg trådte ind på Antikmuseet en forblæst forårsdag i april. Men jeg må tilstå, at denne udstilling overraskede positivt netop pga. dens helt særlige afsæt, dens prøvende karakter og refleksivitet.

Hvis du kan lide at blive udfordret intellektuelt og visuelt, så gå ind og se den – med alle sanser. Har du god tid, så book også en samtale med kunstneren.