John Olsen og skønheden i forgængeligheden

Hvor begynder man et interview med en kunstner som John Olsen? Hvor lægger man snittet ind i den omfattende fortælling, der er hans livsværk? Formalistisk har han arbejdet med akvareller, skulpturer, fundne objekter, tegninger og store værker i kul – essensen af et liv i stor lidelse og udfoldelse. Men fortællingen møder også modstand. For ordene kommer altid i vejen, mener John, og pakker kunsten ind i unødvendig populisme.

”Nu skal du fandeme ikke skrive om den her frokost”, råber John Olsen og hamrer sin knytnæve i bordet, så min halve poussin letter fra tallerkenen. Og glasset med Chablis vælter. ”For det skal handle om kunsten. Jeg er fuldstændig ligegyldig. Du skal ikke skrive om det her. Ikke om stedet her. Mig og min ødelagte krop. Nu skal jeg bare forsvinde. Trække mig tilbage. Ikke alt det her mediegøgl. Jeg er så træt af det. Det er kunsten, det skal handle om. KUNSTEN.”

Vi sidder i det store køkken på Sundsgården, hvor han har boet de sidste 38 år. Omgivet af yndig fynsk natur. Og kunst. Oppe, nede, på borde og i skabe og skuffer. Store bunker af tegninger og mindre udgaver af de undreskabe, han er kendt for. Han fylder firs om et par dage og har de sidste måneder haft en retrospektiv udstilling på Ribe Kunstmuseum, Aftryk af liv, hvor nedslag i syv årtiers kunst illustrerede, at der er tale om én af Danmarks store billedkunstnere og naturskildrere. Frem til den 2. juni udstilles en række af hans fotografiske værker på Banja Rathnov Galleri, og i den kommende weekend åbner udstillingen SE LIV ved Fyns Grafiske Værksted i Odense. Fra den 9. juni er det også muligt at opleve kunstnerens værker på Faaborg Museum. Han har siden begyndelsen af sin karriere haft en lang række udstillinger i ind- og udland og repræsenterede i 1995 Danmark ved Venedig Biennalen med 13 af sine ’undreskabe’.

Krop og dæmoner
Jeg sidder her på køkkenbænken for at snakke om værkerne. Ingen mediegøgl, har vi aftalt. Men det er alligevel svært ikke at skrive om John, når man skriver om hans værker. Og om stedet her. Om den bare næve, der griber en håndfuld salat og smider den på min tallerken. For mødet med John og hænderne, der river fuglekødet fra hinanden og propper store lunser dyppet i sovs i munden blander sig med fortællingen om sveden, der drypper fra hans krop og blander sig med kullet på papiret. Og med den enorme tegning, der hænger bag mig, det seneste værk fra saunaen, fuld af saft og kraft og dæmoner.

”Jeg har ikke bestilt andet end at gå i sauna de sidste tyve år. Der kobler jeg af og lader underbevidstheden vælte frem. Det har været min lykke, og det er blevet det arbejdsrum, der har været det mest betydningsfulde for mig. Dér, hvor jeg virkelig kommer i kontakt med ting, jeg ellers ikke har adgang til. Jeg dykker ned i urjægerlaget, hvor jeg kan være sammen med de gamle urjægere. Og der kommer kraft, intensitet og styrke frem. Jeg kan ikke være i saunaen uden, at det vælter frem. Der er saft og kraft. Så lader jeg dem komme. Dæmonerne. Og der er ikke noget at være bange for.”

–Det er ofte det, vi andre ikke vil se, du arbejder med i din kunst. Som tingene i forfald i dine undreskabe?
”Det er forgængeligheden, der interesserer mig. Skønheden i forgængeligheden. Men forgængeligheden, har man kollektivt bestemt, er grim. Når børn slæber et kadaver ind til forældrene, råber de, at de skal fjerne det. Børn får et meget negativt syn på forgængeligheden. Det fjerner dem fra naturen. De skal lære, at der er en skønhed i den. At ligegyldigt hvor du er i processen, i nedbrydningen, i din krop eller dine omgivelser, er der stor skønhed i det. Det har alt sammen en skønhed.”

Organiseret undren
Undreskabene er måske de værker, John Olsen er mest kendt for. Det største af dem står på Holstebro Kunstmuseum. Det er her, han organiserer sin undren. Skabene er en overvældende samling af mumificerede dyr, dele af dyreskeletter, planter og andre genstande fra naturen organiseret og orkestreret side om side med kulturting, som fotografier, skitser og halvt opløste bøger og tegninger. Tingene finder han i skoven og på stranden, på lossepladser og kræmmermarkeder. John selv voksede op ved siden af et naturalieskab på sin plads på skolebænken. Og det var en begejstring for børns undren, der gav anledning til det første. Det visuelle greb bestemmer valget af objekter, og hvordan de arrangeres:

”Jeg bringer historier frem, når jeg sætter ting sammen på nye måder. Og i det specielle møde springer der måske en gnist. Det er en fantastisk indgang til kunsten, at børnene ser virkeligheden og tingene. At der ikke er noget, de skal forstå. De skal bare se og observere. Stoflighed, farver, struktur og den kraft, som er i tingene. Jeg har været ordblind og talblind hele mit liv. I stedet har jeg været et se-menneske og min styrke er, at jeg ser verden. Mange af de ting, jeg tegner, har jeg oplevet for længe siden, men jeg kan genkalde dem ligesom en forfatter kan med sine ord.”

Ordene og billederne
”Åh, jeg kan se, du har taget bogen med. Har du læst den?” John peger på udstillingskataloget, der ligger mellem os, slået op på en af hans tidligste tegninger.

”Ja, det er nogle søde unge mennesker, der har skrevet den. De har deres ideer og deres højtravende beskrivelser. Men de ved ikke, hvad det drejer sig om. De ser det ikke. Virkeligheden. Livskraften.”

”Det burde være et fag i skolen. At børn lærer at se. Men det er som om, det ikke rigtig gælder, det vi oplever med øjet. Sådan var det også, da jeg gik i skole. Det er som om, det kun er det, vi erfarer, når vi læser. Som om det hele skal en tur gennem hjernen og omsættes i ord, for at det rigtigt tæller.”

”Ord er noget mærkeligt noget. Og det er ligegyldigt, hvad for noget kunst du laver, så bliver det hele pakket ind i ord. Og så bliver du vist frem på den måde, pakket ind i dem, og bliver statueret. Og det er ordene, der fylder. Og dem der betyder noget. Og det er jeg træt af.”

NEJ til verden
”Men jeg har ikke brug for at komme frem. Jeg vil gerne være gemt og glemt. Jeg er en mand, der trækker sig tilbage til sit arbejde nu. Jeg gider ikke positionere mig selv. Det betyder ikke noget for mig mere at udstille. Da jeg udstillede ved Venedig Biennalen, havde jeg verden for mine fødder. Jeg kunne være blevet en verdenskunstner. Jeg blev tilbudt udstillinger i hele verden. Men jeg sagde nej. NEJ.”

–Hvorfor sagde du nej?
”Fordi jeg hellere ville gå her og passe mine får og lave min kunst. Og leve. Den populisme, det koster. Hvis jeg skulle flyve rundt i verden, fra udstilling til udstilling, så ville jeg blive et andet menneske. Det ville ødelægge mig.”

”Hvis du ser på den primitive fåremaske, jeg har hængende der. Kunstneren har levet tæt sammen med dyrene, og den er blevet skabt af en iboende kraft, med den virkelighed og de særlige omgivelser. Men det er det jo ikke mere. Det er blevet underholdning det hele. Det hele er blevet underholdning. Det er så irriterende. Ugghhh. Jeg er gal. Jeg er vred over alle de ord.”

–Er du også vred over udstillingen i Ribe?
”Nej, det er jeg ved gud ikke. Det er fandeme smerte. Det er der, hvor det gør ondt at skabe tingene og få den iboende kraft ud. Der hvor man mærker, at der er noget, der rører sig. Det er ikke bare underholdning.”

”Hvis man ser sådan en kunstavis og kommer til at åbne den, så er du ødelagt en uge efter. Tingene kommer fra en kraft og en alvor, og så kommer de ud i det, jeg kalder populisme. Og i underholdning. Vi lever i et land, hvor vi underholdes ihjel.”

Så sidder vi her. Mig med ordene. Og ham med billederne. John Olsen har en særlig gave for at se naturen. I de tidlige tegninger var det dådyret, der trådte frem i lysningen. Kragerne på markerene i nærheden af barndomshjemmet. Strukturen i en fuglevinge.

”Hvis jeg skal sige noget fundamentalt om det hele, så er det om et meget tæt forhold til virkeligheden. Og det, jeg synes, er den store ulykke, er den ynkelighed i den måde, vi forråder virkeligheden på med den moderne teknologi. Forråder selve sansningen og oplevelsen af virkeligheden. Jeg kan ikke tage det. Vi mister sanser så hurtig. Til sidst ved folk ikke længere, hvor solen står op og går ned.”

Mod
Hvor begynder man et interview med John Olsen? Hvor lægger man snittet ind i den omfattende fortælling, der er hans livsværk? En kunstner, der begyndte at tegne som ganske ung, og som har arbejdet med et væld af materialer og former. En tur gennem udstillingen i Ribe afslører hurtigt, at det hele handler om naturting. Men formalistisk som akvareller, skulpturer, fundne objekter, tegninger og store værker i kul. Om udviklingen siger John selv:

”Man kan jo ikke fortsætte i de samme spor. Hele livet drejer sig om at sige; ‘hvad sker der, hvis jeg gør det her, eller gør det her?’ Det drejer sig om at have mod. MOD. Engang blev Karen Blixen spurgt, om hun kunne give os svaret på livets vigtigste vilkår. Og hun svarede: mod. Nogle dage smider jeg ti æg på et lærred og ser, hvad der sker.”

Efter en lang pause, hvor stilheden breder sig mellem os, hæver John pludselig sit glas.

”Skål for kunsten, for fanden.”