Kødbyens Karrierebar

Af
6. februar 2008

Karriere på Flæsketorvet i Kbh. V byder på verdensklassekunst og sjove dage og nætter i byen.

Olafur Eliassons barlamper spejlet i Karrieres fadølshaner. Foto: Mette Kjærgaard Præst.

Karriere på Flæsketorvet i Kbh. V byder på verdensklassekunst og sjove dage og nætter i byen.

Af
6. februar 2008

(Kære Læser, inden du begynder at læse vil jeg bede dig om at klikke her – senere skal jeg nok forklare hvorfor.)

Kødbyen
Karriere er en hip-som-ind-i-helvede-kombination af bar, kunstværker, café og restaurant på Flæsketorvet i København. Derinde blandt kødgrossister og nytilflyttede gallerier har søskendeparret Jeppe og Lærke Hein forsøgt sig udi den svære kunst at få liv og kunst til at gå op i en højere enhed. Det lykkes ganske godt og resultatet åbner for mange sjove aftener og nætter i Kødbyen, 1711 Kbh. V.

Jeppe Heins bardisk. Foto: Pressefoto.
Jeppe Heins bardisk. Foto: Pressefoto.

Klassekunstnere
Baren er spækket med kunstværker af sværvægterne fra den unge og knapt-så-unge internationale kunstsuperliga. Der er ingen traditionelle malerier eller skulpturer. I stedet er der værker, der engagerer gæsterne så tanker, samtaler og møder opstår mellem menneskerne i baren – i hvert tilfælde første gang, man oplever de enkelte værker.
Selv om der er tale om kunst fra tidens ypperste yngre kunstnere, er der ingen svært tilgængelige værker. Tværtimod – værkerne kræver ikke andet af gæsterne end deres tilstedeværelse i rummet.

Bagmandens bardisk
Jeppe Hein har selv skabt et, i denne sammenhæng, eksemplarisk værk – barens bardisk glider med langsomme bevægelser fra side til side så øllene og drinksene ubemærket sejler frem og tilbage mellem sidemand og sidekvinde. Denne gimmick bringer mennesker i kontakt med hinanden, når sidemanden spøgende beskylder sidekvinden for at have stjålet hans øl. Men spørgsmålet er hvor mange gange denne spøg kan gentages.

Jeppe Heins bardisk i bevægelse I. Foto: Pressefoto.
Jeppe Heins bardisk i bevægelse I. Foto: Pressefoto.
Jeppe Heins bardisk i bevægelse II. Foto: Pressefoto.
Jeppe Heins bardisk i bevægelse II. Foto: Pressefoto.

Overrasker overraskelsen anden gang?
Det er det centrale problem ved Karriere. For kan kunstværkerne skabe en permanent udfordring for gæsterne? Kan den bevægelige bar i al evighed generere samtaler mellem sidemanden og sidekvinden, eller vil de sjove gensidige beskyldning efter et par gange lyde lige så hult som enhver anden scorereplik?

Anmelderens personlige erfaringer
Jeg tror det sidste, men jeg vil for god ordens skyld erkende, at jeg ikke afprøvede barens evne til at generere flirt fordi jeg var omgivet af to af mine gode og alt-for-cool veninder, der ikke lod sig duperer af, at min øl drev frem og tilbage mellem dem og mig. Derimod for jeg kun vildt én gang i Aslak Vibæk og Peter Døssings toiletlabyrint, Passage. Næste gang jeg skulle pisse lod jeg mig ikke overraske, og jeg vidste hvilken dør, der førte ind til et brugbart toilet.

AVPDs (Aslak Vibæk og Peter Døssing) Passage. Foto: Pressefoto.
AVPDs (Aslak Vibæk og Peter Døssing) Passage. Foto: Pressefoto.
Rirkrit Tiravanijas Elephant Juice. Foto: Pressefoto.
Rirkrit Tiravanijas Elephant Juice. Foto: Pressefoto.

Kunstoverflod
Hver enkelt kunstværks overraskelseselement kan ikke overleve mange gentagelser, men Karriere har så mange værker, at hverken kunsten eller overraskelserne kan bruges op på en enkelt aften. Så jeg tager med stor forventning derover igen for at se, hvad jeg får ud af Rirkrit Tiravanijas Elephant Juice, en stripperstang til fri afbenyttelse.

(Med på en lytter)
(Kære Læser, du har under gennemlæsningen af denne anmeldelse lyttet til Janet Cardiff og George Bures Millers I’m a voyeur baby. Det er en direkte lydtransmission fra et af bordene i Karriere, og du er måske så heldig, at gæsterne omkring bordet netop i dette øjeblik diskuterer livet og kunsten – vær med på en lytter og tag selv ind på Flæsketorvet næste gang du er i København V og fortsæt diskussionen.)


Fakta

Bar

Karriere

Johannes Wohnseifer, Ririkrit Tiravanija, Simon Starling, Robert Stadler, Claude El Skorrari, Tomas Saraceno, Tino Sehgal, Dan Peterman, Ernesto Neto, Jesper Just, Carsten Höller, Jeppe Hein, Carl Michael von Hausswolff, Douglas Gordon, Tue Greenfort, Dan Graham, Alicia Framis, FOS, Ceal Floyer, Elmgreen & Dragset, Olafur Eliasson, Gardar Eide Einarsson, Maurizio Cattelan, Janet Cardiff & George Bures Miller, Monica Bonvicini, Massimo Bartolini, Bank & Rau, Kenneth Balfelt, AVPD, Kristoffer Akselbo, Franz Ackermann

Karriere - contemporary art & social life Se kort og tider