Korrektioner

Det kan varmt anbefales at tage en tur til Munkeruphus, hvis ikke man allerede kender det. Selv om det ligger vel langt fra København, kan det nemt nås, også med offentlige transportmidler. Det er et usædvanlig smukt, lille palæ i træ ved den sjællandske Nordkyst med udsigt til Svenskekysten og Kullen og med en pragtfuld, skrånende have ned til stranden. Oprindelig bygget som sommerresidens, men i 1958 flyttede billedkunstner, professor og designer m.m. Gunnar Aagaard Andersen (1919-82) ind i huset med sin familie og boede der permanent.

I 1989 blev det omdannet til kunsthal. Beliggenheden gør, at man uvilkårligt tænker på det som et mini-Louisiana, skønt det udelukkende fungerer som kunsthal uden nogen fast samling.

Stedet er vågnet op til dåd i kraft af en stor støtteforening på 700 medlemmer. Sidste efterår kunne man opleve udstillingen Mellemværender med værker af skulpturi.dk’s innovative billedhuggere og installationskunstnere, ligesom udstillingen Et Brask Spark viste et udvalg af Jens Peter Brasks højenergiske og vitale kunstsamling hen over sommeren.

Seriøs kunstfaglighed
Nu er turen så kommet til samtidsfotografi – et på alle måder interessant medie, som underkastes mange spændende eksperimenter i disse år. Herhjemme kan vi opregne mange uhyre begavede fotokunstnere.

I cafeteriet kan man udvide sin viden om fotokunst i reolerne, som rummer et stort antal bøger herom – også en række kataloger af de udstillende kunstnere. Den seriøse kunstfaglighed får her virkelig ben at gå på.

Munkeruphus, som drives med frivillig arbejdskraft og private donationer, skal have ros for at have løftet denne lille udstilling, som giver os mulighed for at opleve en række interessante værker. Fx Jeannette Land Schous (f. 1958) syv, små poetiske fotografier af kvinder, som sidder oppe i nogle forårsnøgne træer.

Det er helt surrealistisk, og kvinderne er stadig klædt i deres bytøj, som var de løftet direkte ud af deres prosaiske hverdagstilværelse og ind i naturen, hvor de nu helt bortbyttet sidder og filosoferer over tilværelsen.

Også Wolfgang Tillmans’ (DE, f. 1958) portrætter skærer sig direkte ind i betragteren. Det gælder især værket Alex Sitting – en kvinde i en kjole, som sidder med vidt spredte, bare ben oven på et tykt lag løv inde i en skov. I færd med at blive kaldt tilbage til naturen – hvis ikke hun da direkte kopulerer med den?

Charlotte Haslund Christensen (f. 1963) er som altid et interessant bekendtskab med hendes feltfotografi, hvor hun skildrer helt almindelige danskere dér, hvor de bor og iklædt deres typiske dagligdags tøj. Hun nærmer sig sine motiver med videnskabsmandens objektive afstand og præcision, som om hun skulle kortlægge de mørkeste og mest upåagtede egne af kloden og dokumentere de mest eksotiske folkeslag.

Eva Merz’ (f. 1966) først overeksponerede portrætter fra 1996-98 fra serien Greenlanders af grønlændere, bosat i København, som hun dernæst underfremkalder for at opnå nogle helt blødt modulerede toner og konturer, er anderledes alvorlige, men meget bevægende som portrætkunst.

Groteske forskydninger
Henrik Saxgren (f. 1953) viser i gæsteværelset på 1. sal fire billeder fra serien Hybrid, som blev vist på Ny Carlsberg Glyptotek i 2013. Her har han fotograferet skolebørn i pubertetsalderen. De blev sminket, som om de havde en anden etnisk baggrund og undertiden også som det modsatte køn lige til det punkt, hvor deres identitet bliver tvetydig og skaber en produktiv undren hos betragteren.

Flere af disse portrætter trækker veksler på kunsthistoriens lange portrættradition – her lidt fra Velázquez, dér lidt af Zurbarán og også lidt inspiration fra Leonardo da Vinci. Samtidig med at de således indskriver sig i en tradition, som vi er så fortrolige med, forekommer disse fotos helt groteske og skæve. Saxgren spiller her subtilt på vores præsuppositioner eller forudindtagede antagelser og stereotype køns- og etnicitetsopfattelser.

Peter Holst Henckel (f. 1966) er repræsenteret med seks fotografier fra hans Flora Danica-serie III fra 2009. Her har han hentet forlæg i de smukke, håndkolorerede kobberstik fra dette pragtværk, som udkom i 1761-83, og som omhandlede floraen i såvel Danmark som Norge, der dengang var en del af det danske rige. Men midt imellem blade, stængler og knopper træder der ansigter af fremtrædende personligheder frem, fx Poul Schlüter og andre politikere. Margaret Thatcher? Hermed påpeger Henckel menneskets til enhver tid store afhængighed af naturen. Desuden fusionerer han den nyere politiske historie med dens kortrækkende virkning med naturens meget mere langtidsvirkende cyklus i sine samplede fotos.

Olaf Breuning (CH, f. 1970) er den mest fremtrædende kunstner på udstillingen i kraft af de seks mandsstore fotos i højformat i havestuen på 1. sal. Her anvender han nøgne mænd og kvinders kroppe som lærred.

Han leverer en hommage til en række af de store stilfornyere i det 20. århundredes kunsthistorie: Til Piet Mondrian, som han ærer med det karakteristiske, sorte grid og de sædvanlige primærfarver, Andy Warhol i form af nøgen mand med bananskræller og Louise Bourgeois – nøgen kvinde med påmalet, sort edderkop m.fl. Men det forekommer mere som en tom, kunsthistorisk gimmick end som en seriøs afsøgning af menneskelige identitetsproblematikker, og man bliver alt for hurtig færdig med disse billeder, der så snævert forholder sig til kunsthistorien.

For mange kunstnere
Umiddelbart virker indfaldsvinklen eller temaet interessant: ”Fælles for de i alt 14 deltagende kunstnere … er en særlig interesse for mennesket som fotografisk motiv og hermed også for den kunstneriske undersøgelse af forskellige identitetsproblematikker,” skriver udstillingens kurator, Birthe Laursen i pressemeddelelsen.

Hun er konstitueret som kunstnerisk leder på Munkeruphus og har tidligere drevet galleri i Paris. Men udstillingen stritter i vel mange retninger, også på grund af et ret uklart udvalg af kunstnere.

Verdensstjerner som omtalte Tillmans og Breuning optræder sammen med mindre fremtrædende, danske navne som Majbritt Boa (f. 1963) og Liv Carlé Mortensen (f. 1970), som hver især vil noget højst forskelligt. Her glimrer mere interessante, danske fotografer, som også har beskæftiget sig med den menneskelige identitet, ved deres fravær. Fx havde man gerne set værker af Trine Søndergaard, Joakim Eskildsen m.fl.

Det undrer mig også, at der kun er valgt ét værk af Kirsten Klein og ét af Kirsten Justesen, når man tænker på, hvor stor og vægtig en kunstnerisk produktion inden for netop fotografi, de begge – navnlig landskabsfotografen Kirsten Klein – har bag sig. Sidstnævnte hører ikke hjemme i dette selskab. Disse to kunstneres bidrag bliver derfor aldrig fuldtonende.

For at konkludere: Jeg ville have foretrukket flere værker af færre kunstnere. På den måde ville konceptet have virket mindre flimrende.