Kroppen husker

Kunsthal Aarhus viser i øjeblikket udstillingen Abdominal Routes med den sydkoreanske kunstner Hwayeon Nam. I hele underetagen udfolder den sig med fotografier, videoværker og et lydværk skabt særligt til kunsthallen, hvor Nam viser os sit helt særlige tag på tiden, der går.

Vi sidder på bænken sammen, Hwayeon Nam og jeg. På den enorme skærm foran os spiller hendes videoværk Imjingawa (2017), og hun nynner med, ganske stille. Lyden af Nams stemme, her i underetagen i Kunsthal Aarhus, blander sig med tonerne fra en midaldrendes kvinde på en metrostation et sted i Japan.

”Det var helt tilfældigt, at jeg en dag hørte den her japanske sang på en skole, som Imjingawa er bygget op omkring.

I sangen var der et koreansk ord, som jeg kunne genkende. Ordet Imjin. Imjin er navnet på en stor nordkoreansk flod, der flyder fra nord til syd, og som passerer gennem den demilitariserede zone, som er et stykke land, der fungerer som en bufferzone mellem Nordkorea og Sydkorea. Og det undrede mig, hvorfor japanerne sang om en nordkoreansk flod, og jeg begyndte at grave i historien.”

Den forbudte sang

I videoværket undersøger Nam den særlige historie, der knytter sig til sangen. Gennem korte interviews med japanere, der på forskellige måder har været i berøring med den i deres liv, hører vi om, hvordan den blev et kæmpe hit i Japan i 60erne, da den blev oversat til japansk, og om hvordan dens bløde toner og fængende melodi er rejst gennem forskellige samfundslag, kulturer og tid, sunget af en og hørt af en anden, op til i dag, hvor en yngre mand i videoen fortæller, at de i hans familie synger den til nære familiesammenkomster.

Også selvom den i mange år har været forbudt i Japan.

”The General Association of Korean Residents, der har tætte forbindelser til Nordkorea, mente at de havde copyright på sangen. Sangen blev derfor forbudt i Japan, men den overlevede alligevel på en eller anden måde, og japanerne nyder stadig at synge sangen, særligt i 68-generationen. Og jeg interviewede med vilje kun japanere, fordi jeg ville rykke ved flodens geografi. Men det handler også bare om en sang og nysgerrighed og bare impulsen til at have lyst til at synge noget.”

Specielt til Kunsthal Aarhus har Nam i samarbejde med den sydkoreanske musiker Youngyu Jang, lavet et nyt arrangement af sangen, i et lydværk, der er et godt eksempel på, hvordan Nams værker ofte blander og udvisker eller overskrider historiske, sproglige og politiske grænser, særligt mellem landene Sydkorea, Nordkorea og Japan, hvor den fælles historie er brutal. Og skaber et rum løsrevet fra nationalitet.

Koreansk flashdance

I videoværket Throbbing Dance (2017) er det forestillingen om Nordkoreas uigennemtrængelige grænse hun udfordrer. På tre fritsvævende lærreder viser dansende kroppe os, hvordan tid påvirker kulturelle koder, når en kultklassiker som den amerikanske film Flashdance på mystisk vis dukker op i bevægelserne hos en gruppe nordkoreanske dansere.

”Ideen fik jeg, da jeg så en nordkoreansk dansetrup på Youtube, der dansede til den amerikanske kultklassiker Flashdance fra 1980erne. Og det var interessant, for så vidt jeg ved, er Amerika deres største fjende. Men på en eller anden måde er den her popkultur alligevel migreret, sikkert via diktatoren, for han var kendt for at elske film. Men jeg ved faktisk ikke, hvordan dansetruppen i første omgang så dansen. Det er mystisk, for det er normalt kun inderkredsen og de øvre lag i samfundet, der ville have adgang til den”.

“Dansen var et miks af aerobics, cirkus og moderne dans og meget svær at identificere. Og den var interessant fordi den adskilte sig så markant fra alle andre nordkoreanske dansevideoer, der er moderniserede traditionelle danse, der normalt bærer præg af propaganda. Og pludselig fik jeg den impuls at oversætte den til nutidig koreansk flashdance.”

Kroppens tid

Tid. Tidslighed. Tiden der går. Og hvor den går hen. Tid er ofte det tema, der bliver fremhævet i Nams værker. Mest abstrakt behandler hun det her i en række fotografier, Ant Time, hvor et stykke snor følger sporene på en myre og dokumenterer og synliggør, det vi normalt ikke kan se.

Om tiden i værkerne her i Kunsthal Aarhus siger hun selv:

”Jeg tror, at kroppen er et medie, der kan udfolde kompleks temporalitet. Og ved at kigge på alle kroppene i værkerne, og hvordan de udfolder deres tid, som ligger legemliggjort i dem – både den store historie men også den individuelle historie – kan du dykke ned i den ophobning af kompleks tid, der er i en krop. Men også hvordan den ophobede tid kan være det system, vi udvikler vores kultur ud fra.”

Forførende eller forstyrrende ruter

Tiden og kroppen er også temaer, der har inspireret kurateringen. Når den besøgende træder ind i udstillingen, er man en krop, der deltager og arkiverer tid. På udstillingen kan man vælge at følge en rute, som Nam lægger ud, eller bryde den og følge sin egen:

”Mit arbejde handler også om en kropslig navigation. Ruterne rundt i udstillingen. De temporale steder og tidspunkter, der er medieret af forskellige kroppe. Den kontekst og historik kommer til overfladen, når jeg arbejder med forskellige kroppe i mine værker”.

“Og så tænkte jeg, at beskueren også skulle være en del af den her kropslige navigation, når de blev præsenteret for de forskellige historiske kontekster. Det er er også derfor, jeg lavede søjler i rummet for at tvinge den besøgende til at navigere.

Titlen Abdominal Routes referer til alle de her forskellige individer, der bevæger sig gennem rummet og oplever forskelligt.

“Jeg bruger også lyden i udstillingen til at forføre eller forstyrre den besøgende. Når man bevæger sig rundt på ruten, kan man indimellem høre lyd, der kommer fra et andet sted i udstillingen, og så enten bruge det til at orientere sig efter eller til at blive desorienteret”.

“Man bevæger sig intuitivt gennem rummet. Kroppen arkiverer tiden, så hvis du oplever udstillingen, vil den blive arkiveret i kroppen som eksempelvis lyden eller noget andet. Din krop vil så at sige ”fange” noget her på udstillingen. Det er i hvert fald sådan, jeg oplever det.”

Forholdet og historien mellem Sydkorea, Nordkorea og Japan optræder ofte i dine værker. Er dine værker politiske?

”Nej. Jeg tænker på mit arbejde som historisk. Og hvordan individer – ikke nødvendigvis på en negativ måde – kæmper, og måske først og fremmest håndterer historien, kæmper med den og overlever den: Det er den mikroskopiske individuelle historie, der interesserer mig, frem for det store historiske narrativ”.

“I den kontekst vil jeg acceptere, at folk kalder mine værker politiske. Politiske emner interesserer mig ikke, men jeg tror, at mine værker kan være politiske på en anden måde.”