Kroppens æstetik i det virtuelle rum

I only uncover for you er en totalinstallation, der undersøger vores interaktion med det virtuelle rum i form af ejerskab og de kontrakter, vi indgår med sociale platforme som Instagram, Facebook og Twitter. Kunsten.nu har mødt Lil Wachmann, som er aktuel på udstillingsstedet Piscine, til en kritisk snak om kønspolitiske og billedpolitiske greb i den digitale tidsalder.

Udstillingen I only uncover for you, der udgøres af syv installatoriske værker, er en meditation over kvindekroppens fragmentariske identitet i det virtuelle rum. Billedkunstner Lil Wachmann afsøger grænser for, hvordan kroppen artikuleres og eksponeres på sociale medier, som eksempelvis Instagram og det nyere fænomen Snapchat. Wachmann fører et særligt konceptuelt og minimalistisk formsprog, hvor hun bl.a. eksperimenterer med filmiske og installatoriske udtryk, der tilsammen skaber et komplekst og anonymiseret narrativ over det virtuelle jeg.

I mødet med værkerne, bevæger man sig mellem forskelligartede konstellationer, som fx en stolerække (I’ll be wading), en videoinstallation (Feel free to vine) og mærkater af Gucci, Louis Vuitton, m.fl. (Me and my filters) klistret på galleriets vinduer. Hver især kommenterer på samtidens populærkultur, køn og kapitalisme, ejerskab og den kuraterede krop, som Wachmann udtrykker gennem hendes imaginære og decentrerede virtuelle identitet.

”Der lå noget interessant i den form for stemme, som jeg gerne ville dykke ned i og udforske. Det var en stemme, der kom fra mig, men som var påvirket fra forskellige steder, særligt fra popkulturen. Jeg var interesseret i at skabe et diffust billede, fordi det er også sådan, jeg oplever det virtuelle rum – og interesseret i at spørge om, hvad der sker med jeget og kroppen, så snart det florerer på forskellige sociale medier,” fortæller hun.

Det sociale netværk og det imaginære kropsbillede
Siden begyndelsen af 00’erne har digitale miljøer langsomt infiltreret alle aspekter af vores liv. Forholdet mellem private og kollektive rum er eroderet og internettets hybride landskaber har skabt en global kultur, hvor alle kan ytre sig tekstuelt og billedligt. På langt de fleste sociale medier i dag forekommer retorikken demokratisk og pluralistisk, men alligevel findes der stramme retningslinjer for – særligt i det visuelle felt – hvorledes vi udtrykker os.

For Wachmann er dette en gennemgående tematik i I only uncover for you. Hun er optaget af, hvad der sker med kvindekroppen og jeget, så snart man indgår en kontrakt med sociale platforme, og hvordan et demokratiserende frirum omdannes til en overvåget institution, hvor brugere ’shames’ eller anmeldes for afvigende adfærd. Wachmann peger på, at hun arbejder i forlængelse af de feminister og kvindelige kunstnere, der igennem de senere år har eksponeret “upassende” dele af deres kroppe på Instagram. Her har det ikke handlet om at signalere erotiserende udtryk, men om at kommentere og udfordre massekulturens idealiserede kropsbillede, der synes at neutralisere og undertrykke kroppens mangfoldige former.

Som modreaktion har de sociale medier indført censur og retningslinjer for hvorledes kroppen må udstilles.

”Som feminist er jeg interesseret i, at der slet ikke skal være fokus på, hvordan kroppen skal se ud, og at det er problematisk, at man har skabt et kropsideal, der er meget ulig den naturlige krop.

Men jeg tror først og fremmest på, at man har retten til at bestemme over sin egen krop. Jeg har netop været interesseret i feministiske instagrammere og kunstnere, som har taget kampen op mod det virtuelle rums censur, til trods for at flere af dem har fået deres kontoer lukket. Men det er også det, der er spændende – mange af disse feminister, inklusiv mig selv, går imod de konventioner og retningslinjer for, hvordan man må udlægge en kvindekrop. De sociale medier vil fortælle en, hvordan man skal vise sin krop, og det er umuligt at vide, hvad de vil fjerne, da det ligger langt væk fra ens egen opfattelse.

Martha Roslers performance fra 1982, Martha Rosler Reads Vogue, er et klassisk eksempel på et kritisk syn på massekulturens fremstilling af den idealiserede krop. Her sidder Rosler og bladrer i et Vogue magasin, mens hun kommenterer bladets indhold gennem en poetisk recitation. Det er en meget fin måde, hvorpå man kan italesætte de kønsspecifikke strukturer i kapitalismen og stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi reagerer, som vi gør, når vi ser billeder af det, som er afvigende i det kollektive rum,” uddyber hun.

I, you & me: Snapchatæstetik
Flere af værkerne i Wachmanns udstilling bærer titler med personlige pronomener som ‘I’, ‘you’ og ‘me’. Her forekommer det uklart, hvem det er, der taler, og hvem det er, der tales til. Er det til betragteren, det virtuelle rum eller er det til hendes eget decentreret jeg? Modsat de feministiske instagrammere, der portrætterer et selvrealiserende billede af jeget på de sociale medier, er Wachmanns udtryk snarere identitetsopløsende, hvori blikket til modtageren forekommer tvetydigt.

”Der er en slags rod i det narrative forløb og det har været min intention at der skulle opstå denne forvirring. Den stemme som jeg-fortælleren har, signalerer en seksuel tone, men leger på samme tid med afsender-modtager forholdet. Det har været vigtigt for mig at der har været et ‘I’, ‘you’, ‘me’ og et ‘it’, da jeg ikke taler til nogen bestemte i disse værker. Et eksempel kan være stolerækken I’ll be wading – det kan ligeså godt være beskueren, der sætter sig ned og venter.”

Denne fragmentariske jeg-fortæller kommer også til udtryk i videoværket Leak me, der vises på en iPhone, og hvor vi ser Wachmann danse i et hvidt anonymiseret lokale, der genkalder de sene 1990’ere camgirls æstetik. Her har hun anvendt snapchat princippet til at artikulere en grænsesløring mellem det private og kollektive virtuelle rum, hvor den imaginære identitet fremstår som en skueplads for jeget.

Titlen refererer til et Snapchat leak i 2014, hvor tjenesten blev udsat for et hackerindgreb, der resulterede i at flere hundredtusinde brugeres private snapvideoer blev offentliggjort på internettet. Leak me er en kritisk refleksion over de kontrakter, man som bruger indgår med de sociale platforme – en performance, der dekonstruerer subjektet i det virtuelle rum.

En ny kulturkritik
En af Wachmanns referencekvinder i udstillingen, er den tyske billedkunstner og forfatter Hito Steyerl, hvis skrifter kredser om den billedpolitiske repræsentation i det digitale felt. Her fremsætter Steyerl en teoretisk tilgang til, hvordan man som kunstner kan anvende det virtuelle rums mere fortrængte sider, som fx billedspam og leaking, i en praksisorienteret kontekst.

I deres virke formulerer både Wachmann og Steyerl en ny kulturkritik, der gentænker internettets overflod af bl.a. reklamebilleder og massekulturens kuraterede (kvinde)kroppe. Igennem en dekonstruktion af den billedpolitiske repræsentation, skabes der nye betydningsdannelser i en æstetiseret optik, hvor det digitale felts koder og markører fortolkes i nye fragmenterede udtryk.

I only uncover for you kan opleves frem til d. 30 januar på Piscine.