Kunst i fem etager med forskellig succes

En tom industribygning i Nordvest er overladt til fem yngre kuratorer eller kuratorgrupper, der hver har fået en etage at boltre sig på. Fra bløde sanseuniverser til prikkende paroler forvalter de rummene mere eller mindre vellykket. Og nogle kunne med fordel præsentere sig igennem mere tilgængelige formidlingstekster.

Hidtil har man kunnet følge det driftige samtidskunstkontor Art Hubs aktiviteter i den kunstfyldte Kødby på Vesterbro. Snart skal man dog sætte kursen mod Københavns Nordvest-kvarter for at opsøge den ambitiøse rugekasse for samtidskunst, hvilket denne udstilling er et forvarsel om.

På adressen Thoravej 29, som udstillingens titel med simpel selvfølgelighed indprenter os, er en større industribygning under forvandling til Københavns nye kunstcenter. Her vil flere kunstforetagender have til huse, når hele herligheden åbner i 2023, og inden bygningen overlades til en større ombygning, er den nu stillet til rådighed for en række kuratorer og deres udvalgte kunstnere.

Thoravej 29 er derfor en rå udstillingsoplevelse i ubehandlede betonrammer med et prøvende præg i fem etager fra kælder til loft.
Der er i virkeligheden tale om fem forskellige udstillinger med af hinanden uafhængige temaer, hvor Art Hub har stået for invitationen, men ellers træder i baggrunden og overlader scenen til de fem kuratorer og deres udvalgte kunstnere. Der er ikke opgivet nogen nærmere kriterier for valget af kuratorer, hvilket ellers kunne have været en interessant oplysning at få med. De synes alle at være fra det yngre vækstlag og inkluderer både bidragydere fra den københavnske kunstscene og udefra.

Elitism sucks, elitært udtrykt!

I stueetagen mødes blikket af graffitisprayede udsagn om kuratorernes unødvendighed (“Cancel Curators”) og mod elitisme (“Elitism sucks”). Udstillingen Elitism Sucks, skabt af FCNN (Feminist Collective with No Name), vil i stedet give plads for anderledes erfaringer, som måske ekskluderes i den gængse samtidskunst. Det kan der være god grund til at gøre i det brogede Nordvest-kvarter.

Værkerne er også en livlig blanding af stemmer og materialer, måske med et lovligt flimrende og lidet fokuseret udtryk. Noah Umur Kanbers glasskulpturer ser for eksempel ud til at gemme en interessant historie, som jeg dog ikke rigtig kan afkode. Og Lydia Östberg Diakités videokollage af alt fra twerking til svenske skovsøer efterlader mig også med et lidt for åbent indtryk.

Det hjælper ikke udstillingen, at den ledsagende tekst er yderst svært tilgængelig, når den excellerer i ord som ”hydrofeministisk projekt”, ”politiske virkeligheder, som mange racialiserede oplever i institutionelle og offentlige sfærer” og ”selvom folk fra den globale majoritet er blevet mere synlige inden for kunstens institutionelle felt i de senere år, reproduceres den hvide hegemoni fortsat.”
Og skulle det være en kritik af det elitære?

Jeg kunne godt tænke mig, at der havde været arbejdet lidt mere med at forklare de faktiske værker i stedet for disse store armbevægelser.

Næsten for meget plads

På første sal videreføres temaet om kunstscenens diversitet og eksklusion i udstillingen We are not myths: Opacity across difference, kurateret af Culture Arts Society/Awa Konaté. Det store, åbne rum på denne etage giver masser af plads – næsten alt rigeligt i forhold til, hvor meget værkerne faktisk fylder og formår at skabe af helhed.

Santiago Mostyns video og kollage vil fortælle så meget, mens Jeanette Ehlers mere stramt styrede æstetik her er mere effektfuld. Jeg fornemmer, at der noget interessant under overfladen i Jelsen Lee Innocent og Nihkil Vettukattils mere objekt-baserede værker, men jeg kan ikke helt finde frem til det.

Der er dog ingen tvivl om, at der er meget på hjerte og en lidt mere klar tilrettelæggelse i kuratering og formidling kunne skabe en aktuel og tankevækkende udstilling.

Man husker ikke helt hvad det handlede om

Hvis de to første etager forsøger at være in your face rent tematisk (trods den tunge tekstindpakning), er udstillingen på anden sal lige så insisterende i at være kryptisk abstrakt. Det handler vist om at “at være ude af sig selv” i ”krydsfeltet mellem kaos og orden” under titlen AS I WRITE, I AM LYING, I HOPE, sat sammen af kurator Kristian Vistrup Madsen. De tre kunstnere her, Tolia Astakhishvili, Rochelle Goldberg og Vera Palme, efterlader kun ganske få spor i den store hal, så man mellem de spinkle malerier, gipsformer og efterladte objekter føler, at man er faret lidt vild og ikke helt kan huske, hvad der var, det handlede om.

Den klarest kuratorisk styrede – og mest udgakkede

Så er der mere produktiv forundring at hente på den tredje, øverste etage – og nede i parkeringskælderen. Øverst oppe har Institut Funder Bakke (trods udstillingens kvaliteter – hvorfor er dette projektrum fra Jylland inviteret til Nordvest?) indrettet et helt særligt univers, der på samme tid er den klarest kuratorisk styrede og mest udgakkede.

Velkomstsangen fra 80’ernes børnetime slår tonen an, og vi er i et blødt børneunivers, særligt inspireret af hollandske 70’er-terapeuters begreb ‘Snoezelen’ – et døsigt, drømmende sanseunivers.

Her er en fotoudstilling på museumsvægge i småbørnshøjde, Fischer Price-kasseapparater og voksen-valuta indstøbt i bløde gips-former og pædagogisk-absurde tegneopgaver at løse for publikum. Det hele kulminerer i en vittig og original placering af Paul McCarthys videoværk The Painter (1995) med sin satire over den seriøse maler i et rum fyldt med kulørte bolde. Skal vi beroliges eller foruroliges?

Dans i parkeringskælderen

Den mørke og fugtdryppende parkeringskælder lægger også beton til en effektfuld fremvisning. Alien Water, kurateret af Mette Woller, er nærmest et miljø sat op omkring optagelser af performance-gruppen Young Boy Dancing Group og groteske tegninger af Karim Boumjimar. Med tegning, (optaget) performance, installationer, objekter og totaliscenesættelse af rummet, som overrisles med vand, er det her, der gøres mest direkte brug af bygningens muligheder.

Tager man den forsøgsmæssige præmis til sig, er der masser af forskelligartede udstillingsoplevelser og nye navne fra nær og fjern at hente på Thorasvej 29.

Jeg kunne godt tænke mig, at den diskret generøse vært Art Hub havde præsenteret sine kriterier for udvælgelsen af de fem udstillinger, så man som publikum kunne følge overvejelserne bag og det fremadrettede mål med tiltaget.

Og skru gerne ned for den unødvendige overakademisering på tekstsiden!