Kunst på bæredygtige præmisser

Bæredygtighed er et diffust begreb, der efterhånden bliver nævnt alle vegne. Så hvordan forholder man sig til bæredygtighed på Statens Kunstfonds webinar Kunstens rolle i samfundet – kunstnerisk kvalitet på bæredygtige præmisser?

Webinaret er kunstfondens tredje i år i rækken med temaet ‘bæredygtighed’. Med oplæg af teaterinstruktør Katie Mitchell, kunstner Dahn Vo og Gry Worre Hallberg fra performancegruppen Sisters Hope, kunstnerisk indslag af performancekunstner Lillibeth Cuenca Rasmussen, og facilitering af medstifter af In Futurum, Moussa Mchangama, havde Statens Kunstfond sat sig for at gøre os klogere på, hvordan kunsten kan blive mere bæredygtig. En lovende dagsplan.

Kunstens muligheder i den grønne omstilling

Webinaret blev indledt med en velkomst fra Statens Kunstfond af bestyrelsesleder Phie Ambo og repræsentantskabsleder Henrik Tvarnø. De fortalte om en stigende interesse for bæredygtighed, og at der er brug for at få vendt kunstens, kunstnernes og institutionernes rolle i forhold til de store spørgsmål der knytter sig til det. 

Trods Tvarnøs ord om, at det måske er “naivt at håbe, at kunsten og kulturen kan betyde virkelig meget i denne afgørende udvikling”, blev det understreget, at alle bidrag er vigtige for en bæredygtig fremtid, og at kunsten kan sprede positive ringe i vandet.

Tvarnø sagde blandt andet: “For kunstnere findes der en dobbelt mulighed. Både selv at gøre sine egne processer og egne produkter mere grønne, men også at påvirke alle os andre. Og litteraturen, filmen, musikken, teatret, maleriet, arkitekturen og mange andre kunstformer har før vist, at vi mennesker kan præges og stimuleres til både at tænke og at handle.“ Dermed blev tonen lagt til de følgende oplæg. 

Strømproducerende cykler og genanvendte kostumer

Det første oplæg var af teaterinstruktøren Katie Mitchell. Hun fortalte, hvordan hendes egen bæredygtighedsrejse begyndte ved et møde med forskeren Steven Emmert, der introducerede hende for klimakrisens omfang. Emmert understregede en af videnskabens største udfordringer: at formidle resultaterne til et publikum. Emmert havde en forestilling om, at kunstens formidlingsmæssige forum kunne være idéelt til at italesætte problematikken med den globale opvarmning. Med tiden rodfæstede tanken sig hos Mitchell, der for alvor begyndte at tænke bæredygtige tiltag ind i sin praksis.

Flere af de følgende forestillinger havde tematisk fokus på global opvarmning, ligesom der var fokus på mere bæredygtige produktionsforhold. Eksempelvis nævnte hun forestillinger, hvor man selv genererede elektriciteten til stykket ved at cykle. Mitchell begyndte også at spørge sine samarbejdspartnere, hvorvidt materialer og kostumer kunne genbruges, hvilket blev positivt modtaget og viste sig at rumme flere fordele.

For Mitchell var det endvidere uundgåeligt også at se på, hvad hun som individ selv kunne gøre. Derfor besluttede hun sig for at stoppe med at flyve for i stedet at tage toget rundt mellem de europæiske byer, hun instruerede i. Da Coronapandemien besværliggjorde rejser, instruerede hun en forestilling i Berlin over Zoom fra London, hvilket yderligere skubbede til tankerne hos Mitchel: Var det nødvendigt altid at være fysisk til stede i hendes praksis?

Vi skal ikke bare tænke en anderledes fremtid, men leve den

Næste oplæg var med Gry Worre Hallberg, som netop har skrevet en forsknings-PhD. med titlen Sensuous Society: Carving the path towards a sustainable future through aesthetic inhabitation stimulating ecologic connectedness. 

I oplægget præsenterede hun mere abstrakte idéer om bæredygtighed eller – med hendes egne ord – “sanselige og poetiske”, tilgange til emnet. Worre Hallberg er interesseret i det sanselige, forbundethed og i økologisk teori, og talte om, hvordan mennesker må danne sig en ny tænkning om verden, hvis de vil have en bæredygtig fremtid.

“Kunsten, det sanselige og det poetiske, er sådan et vigtigt parameter i forhold til at skabe en mere bæredygtig fremtid… fordi det kan danne os til ikke bare at se verden på en ny måde, men også føle det kropsligt og mærke, at verden er forbundet.“

Worre Hallberg ser, ligesom Mitchell, Coronapandemien som en mulighed for at skabe strukturelle ændringer mod en mere bæredygtig verden. Hun er betaget af de sprækker, der opstår i kølvandet på kriser – som i hendes eget eksempel, Finanskrisen i 2008. Ifølge Worre Hallberg giver sprækkerne mulighedsrum med plads til gentænkning af og forestillinger om eksisterende dagsordener, for eksempel en verden med et andet økonomisk rationale, hvor vi kan undersøge, hvordan vi kan være og samvære i dén verden:     

 “Alting er forbundet, men det er gennem kunstens rum og praksisser, vi kan erfare det. Og derfor skal vi skabe muligheder for at bebo det rum.”

Worre Hallberg argumenterer for, at vi skal bevæge os i retning mod et nyt kunstparadigme, ‘inhabitation’, der handler om at bebo det sanselige og poetiske. Hun taler om, at arbejde vertikalt frem for horisontalt – med andre ord, at arbejde meget mere i dybden, foruden at arbejde med at skabe rum, hvor man kan mærke, at alting er forbundet. 

Det nye paradigme udforsker Sisters Hope i performanceprojektet Sisters Hope Home, der er et 5-årigt, døgnåbent performance-kunstværk i en ombygget SFO i Hedehusene. Her inviteres mennesker indenfor til at bebo værket. Og tanken er, at man også skal huske og mærke oplevelsen, når man træder ud – at det sanselige og poetiske rum fortsat bebor i det enkelte menneske.

Læs også: Gry Worre Hallberg: ”Det æstetiske understøtter en bæredygtig verden”

Det første man skal, er at forstå

Også oplægget med Dahn Vo rummede paralleller til Mitchells oplæg. Vos bæredygtighedsrejse begyndte med ønsket om at lave en grøntsagshave til dem, der arbejdede i hans studie i Berlin, samt mødet med biodiversitetsforsker Carsten Rahbek.

Vo fortalte, hvordan Rahbek spurgte ham om, hvad klima betyder i kunsten i dag? Vo svarede, at man i hans felt bygger store museer i håb om, at det vil vare for evigt, hvordan han selv flyver verden rundt og tilmed shipper udstillinger rundt. Og at han derfor nok var den sidste, der kunne deltage i diskussionen om bæredygtighed. Men som det også lød fra førnævnte Emmet, mente Rahbek, at videnskabens problem er, at den har svarene, men fejler i at mediere dem – og at videnskaben derfor har brug for andre kanaler. 

Vo tilgik spørgsmålet om bæredygtighed ved at undersøge sine egne vaner, og gennem den interesse for biodiversitet, som voksede i kraft af hans haveprojekter; først med haven ved hans studie og sidenhen med en kartoffelmark og en have, der blev og fortsat bliver til i samarbejde med Nivaagaards Malerisamling og ART2030:

“Det første man skal, er at forstå. Have nogle informationer. Have noget erfaring.” 

Arbejdet med haven er ifølge ham modsat processerne i hans vante kunstneriske praksis, hvor udstillinger er afgrænset af det tidslige med deadlines og forudbestemte udstillingsperioder. I haven råder en anden struktur, imens arterne og årstiderne definerer rammerne og processen. 

Læs også: Dahn Vo på Nivaagaard. Nu skal der høstes kartofler!

Kunsten kan ikke være for kunstens skyld

Næste punkt på webinaret var en samtale med Worre Hallberg og Vo med spørgsmål fra moderatoren og deltagere. Mchangama pegede på, hvordan de to kunstnere begge ønsker at genforhandle strukturer i deres kunstneriske praksis. Men også overvejelser om tidslighed i deres kunsteriske praksisser rummer fællestræk: Worre Hallberg med en 5-årig ramme for Sisters Hope Home og Vos længerevarende samarbejde med Nivaagaards Malerisamling. 

Der var enighed om, at dét at blive på ét sted i et stykke tid gav en ‘grounding’ og et andet perspektiv på kunsten. Worre Hallberg pointerede, hvordan der er noget interessant i at støtte noget, der er mere vedvarende, og i at have øje for vigtigheden af de dybere undersøgelser. Og at dét åbner op for en ny måde at tænke kunstproduktion på. 

Ifølge Vo handler det også om at genforhandle kunstinstitutionerne, og at kunsten er præget af konservative tankegange: “Kunsten er det omvendte af sustainability. Bare tanken om, at der bliver bygget tonsvis af kæmpe museer, der skal opbevare kunst i et klima, der er bedre end de fleste menneskers hjem. Problemet med kunstverden er, at vi har masser af strukturer og masser af mennesker, der tror på, at kunsten er for kunstens skyld.”
   
Worre Hallberg supplerede med, at ændringerne kan komme ved en demokratisering af kunsten. I sin kunstneriske praksis arbejder hun med at gøre kunsten tilgængelig for flest muligt. Og ved at arbejde uden for kunstinstitutionernes rammer eller med aktivisme, bliver der skabt mulighed for at møde og præge mennesker og sammenhænge, som ikke ellers ville opsøge Sisters Hopes værker. 

Kunstnerisk inspiration om kritisk tekstilproduktion

Webinaret blev afrundet med et kunstnerisk indslag af performancekunstner Lillibeth Cuenca Rasmussen. Hun præsenterede sit værk, Tow with the Flow (2018). 

Tow with the Flow blev vist som en video bestående af en ABC med rim om tekstilindustrien og videoklip fra de forskellige performances, fra da værket turnerede verden over. Performanceværket sætter fokus på tekstilproduktion, tøjets oprindelse og overforbrug.       

For Cuenca gav netop tøj mening at se efter i sømmene, fordi det er noget, vi alle skal forholde os til. Hun fortalte blandt andet om, hvordan hun udførte performancen som en aktivistisk handling på Black Friday på Strøget i København for nogle år siden. Forbipasserende blev involveret, og nogle af dem virkede til at få dårlig samvittighed eller reflektere over de mange shoppingposer, de gik med.

Cuenca fortalte, hvordan det for hende giver mening at anskue sit kunstneriske virke fra et bæredygtigt perspektiv: 

“Som performancekunstner arbejder jeg meget ofte med kostumer. Derfor passede det måske meget godt at dykke ned i, hvordan tekstiler egentlig bliver lavet og produceret… Det var en måde for mig at få researchet ind i dét, jeg selv arbejder med, hvilket var en lidt skræmmende opdagelse, som har lært mig meget.“ 

Læs også: Lilibeth Cuenca Rasmussen: “Identitet er meget mere komplekst end det, man ser”

Guidelines til bæredygtig kunstproduktion

Slutteligt talte Phie Ambo om, at Statens Kunstfond vil inspirere og motivere til grønne tiltag og ønsker at forbinde kunst og kultur med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling. Som den største kunstfond i Danmark, der årligt giver tilskud til mere end 6000 projekter, institutioner og ansøgere, føler Kunstfonden sig forpligtet til at forholde sig til bæredygtighed.

I forlængelse af indsatsen i 2021, vil Kunstfonden fortsætte med bæredygtige initiativer i det nye år. Initiativerne tæller blandt andet en fælles vision for bæredygtighed og grøn omstilling, tilknytning af en bæredygtighedskonsulent, kortlægning af kunstfondens interne CO2-aftryk, øget kommunikation om støttede, bæredygtige initiativer m.m.    

Inden sommeren 2022 vil Kunstfonden have udarbejdet et værktøj, hvormed det for aktørerne bliver muligt at måle kunstneriske projekters CO2-aftryk. Derudover har Kunstfonden sammen med en bæredygtighedskonsulent udarbejdet ‘12 bud til grøn omstilling’ , som man allerede kan lade sig inspirere af i dag.