Kunsten at konstruere kaos

Som led i at man på Den Frie udstillingsbygning ønsker at re-aktualisere kollektiviteten og fællesskabet, er kunstnergruppen Koh-i-noor blevet inviteret til at arrangere en udstilling i bygningen.

Gennem temaerne tilfældighed og ophobning vil Koh-i-noor sætte fællesskabet på prøve og lade en ukendt udstilling manifestere sig.

Tilfældighedens rammer
De otte kunstnere som udgør Koh-i-noor har hver især aktiveret deres netværk, og i alt er 40 kunstnere inviteret til at deltage på udstillingen. Hver kunstner er blevet bedt om at bidrage med et ukendt værk, og et ønske om, hvor det skal placeres i udstillingsbygningen.

På denne måde forsøger Koh-i-noor som arrangører, at fralægge sig styringen af de enkelte værker og udstillingens samlede udtryk. Ideen er interessant, men spørgsmålet er, hvordan dette idealistiske udgangspunkt fungerer i praksis. Kan man konstruere kaos, og hvordan?

Intet spor af kaos
Temmelig overraskende ligner opbygningen af Koh-i-noors udstilling i Den Frie udstillingsbygning nærmest en hver anden udstilling samme sted.

Alle værker har trods den vilkårlige strategi med hensyn til placering, deres egen faste plads, og relaterer sig så vidt det ses, ikke til hinanden på andre måder, end hvad der normalt er muligt.

Som gæst er det svært at se, hvordan ophobningen er et tema andet end som fortolkninger i de enkelte værker. Som f.eks. i Gudrun Hasles værk Min Bestemor, 2011, hvor bedstemorens stakke af akvareller fremstår som en art dagbog over hendes liv.

Hvorfor ikke gå linen ud?
Koh-i-noor ønsker at vende op og ned på vores forestillinger om, hvordan en udstilling kan se ud. At synliggøre og problematisere effekten af kurateringsprocessen er et sympatisk og kritisk projekt. Men for nu ser projektet dog ud til at udfolde sig mere i teorien, end i praksis.

Skal man tale om kaos, må det være i forhold til kurateringen, og ikke i forhold til oplevelsen af kunstværkerne. Måske havde udstillingen fungeret bedre, hvis kurateringens intention havde sat sig spor i udstillingen. Hvis man var gået linen ud, og fysisk ladet værkerne hobe sig op, i stedet for harmonisk at tilpasse dem rummene.

En klar rammesætning er ikke lig en lukket fortolkning, men kan være et afsæt. Publikums egen evne til refleksion bør dog ikke undervurderes.

Værker som taler selv
Heldigvis er udstillingens værker spændende og varierede i form og indhold, og der er mange gode oplevelser at hente.

Et eksempel er Søren Thilo Funders videoværk, Councils of Citizens, 2010, der var med på Liverpool Biennalen i 2010. I hans video skabes et mystisk clash mellem forskellige historiske tider og samfundskulturer. Rituelle handlinger sammenflettes til en hybrid fortælling, der formår at fastholde betragteren. Man kan kun ønske sig at opleve videoen i et endnu større format.

På toilettet finder man endnu et eksempel, nemlig Ulla Hvejsels værk Beauty, Within and without 2011, der med sin spejlvendte tekst, kun kan læses gennem håndvaskens spejle. Værket tematiserer Dostojevskijs tanker om den hvide bjørn, og ved vasken findes et lille make-up set, så man kan transformere sig selv til bjørn, inden man igen forlader toilettet.

Et kollapset kaos
Koh-i-noors idé om at konstruere kaos kollapser, simpelthen fordi den kuratering man gerne ville vriste sig fri af, spænder ben.

Udstillingen forløser ikke den intention som var udgangspunktet, og ideen forbliver i dette projekt mere interessant som en processuel undersøgelse. Den er der eventuelt mulighed for at tage del i, hvis man besøger de arrangementer som findes i udstillingsperioden.

Skulle du passere forbi Den Frie udstillingsbygning, kan du dog trygt gå ind og opleve en samling virkelig fine værker – de kan nemlig godt tale for sig selv, uden en kuratorstemme i baggrunden.