Levende billeder af overlevelse

Lad os indlede med Per Kirkeby-filmen Mand falder. Det er den prisbelønnede dokumentarist Anne Regitze Wivels anden film om sin kunstnerven. Hendes første, Slottet i Italien fra 2000, var en samtale mellem Kirkeby og hans nære ven, forfatteren Ib Michael. Den nye film er blevet til på opfordring af kunstneren selv.

I filmen oplever vi Per Kirkeby helt tæt på. For en del år siden blev han ramt af nogle blodpropper, men fik efterhånden genvundet sin kunstneriske førlighed. Forrige år var han så uheldig at falde ned fra en trappe, hvilket har invalideret ham i en sådan grad, at han er blevet en skygge af sig selv. Vi følger hans kamp for at rejse sig fra kørestolen, ligesom den verdensberømte maler forsøger at genvinde sit tidligere så stærke kunstnerjeg, der kan ”tilføre maleriet det hug, der giver det en skæbne,” som han siger. Værst af det hele er imidlertid, at hans syn har taget alvorlig skade af faldet. Han har ifølge egne ord fået ”et tosset trolddomssyn.”

Da han sammen med vennen Minik Rosing på et besøg på Louisiana kommer til et rum med Kirkeby-malerier, har han vanskeligt ved at genkende sine egne billeder. Han har også svært ved at genkende sin egen kone.

Tålmodig dronning Aleta
Han lever ellers et privilegeret liv med skønne boliger på Læsø, ved den italienske Riviera og i Hellerup, ligesom han er omgivet af en hærskare af tjenende ånder og gode venner, som støtter ham og tålmodigt lægger øre til hans klagesange. Vi oplever Per Kirkeby, den tidligere så livskraftige og kampberedte kunstner, i opløsning. Vi hører ham også gøre regnebrættet op og ransage sine mere mørke sider, som fx at han aldrig har været god til at tilgive. Hans utroligt tålmodige, meget yngre kone, Anne Marie Duus, som kan sammenlignes med Per Kirkebys evige helt Prins Valiants dronning Aleta, må være gjort af et særligt englestof for at kunne udholde samlivet med sin grådlabile mand, der – skønt tappet for energi – stadig sidder tungt på beslutningsprocesserne.

Filmens dramatiske omdrejningspunkt er Kirkebys kamp for at genvinde sit kunstneriske talent. I løbet af filmen får han da også hos kobbertrykkeren Niels Borch Jensen skabt en række visuelt højenergiske monotypier, som peger i nye retninger. Han kommer ligesåvel i gang med en serie nye, lovende malerier, da han er i Italien. At føre penslen er som en erotisk akt for en maler af Kirkebys støbning. Neurotikeren Per Kirkeby, hvis famøse hypokondri nu endelig må siges at hvile på et solidt grundlag, pendler i denne vanskelige fase mellem triumf og depressive tilbagefald. Ind imellem træder instruktøren selv i karakter, som når hun anbefaler ham at slappe af og give efter for dovenskaben. Dertil svarer han, at det er så kedeligt at være doven, og at han altid har haft krudt i røven!

Alt for lang
Anne Wivel må balancere på en knivsæg for at holde den nødvendige distance til sin ven, så der kommer en seværdig film ud af det. Men det er langt fra noget mesterværk. Dertil er den 111 minutter lange film ca. ¾ time for lang og for redundant. De samme pointer falder igen og igen, og man håber hele tiden, at filmen slutter. Filmen er også lidt for privat sine steder. Det er synd for alle parter, at instruktøren i denne film har haft for mange darlings, som hun ikke har nænnet at tage livet af. Hertil kommer følelsesdybe toner fra Johannes Brahms’ symfonier, der drejer filmen i en vel patetisk retning.

Imidlertid er der også mange interessante passager, som når vi indimellem oplever Kirkebys vidunderlige vid og sorte humor, fx da hans kone konstaterer, at finmotorikken ikke fejler noget, hvortil han svarer: ”Man kan også blive så rask, at man mister alle privilegierne.” I en sekvens i filmen optræder digtervennen Peter Laugesen, som besøger kunstneren på Læsø. Under middagen reciterer han et digt, som slutter med, at digterjeg’et observerer tre unge indvandrere. De ligner ”rustent jern og spildolie, holdt sammen med tape.” Sammenligningen med Per Kirkeby er til at tage og føle på. Han modtager budskabet med åbent ansigt, men med fugtige øjne.

Superflex i Afrika
Alle, som kender kunstnergruppen Superflex, ved, at de har noget med Afrika. En gang udviklede de et biogasanlæg, som kan forsyne mennesker i de små afrikanske landsbyer, som ikke er koblet på elektricitetsnettet, med strøm, når blot de fodrer det med en kokasse.

Nu har de produceret filmen Kwassa Kwassa, som handler om den tragiske bådflygtningekrise, der reviderer vores hidtige opfattelse af ’Europa’ som en humanistisk, favnende verdensdel, der hilser de nødstedte velkommen. Titlen er egentlig navnet på en afrikansk dans, hvor man vugger med hofterne, men i denne sammenhæng hentyder den til en usikker båd.

Filmen portrætterer en bådebygger på øen Anjouan i Comoro-øerne ud fra den afrikanske østkyst. Han har lært at håndbygge sine både i glasfiber. Normalt anvendes de til fiskeri, men sideløbende bliver de brugt til at smugle migranter til naboøen Mayotte, en fransk ø kun 70 km fra Anjouan og Europas yderste bastion. Det er en både poetisk og nøgtern-faktuel film, som bl.a. er filmet højt oppe over vandet fra en drone med en voice over på comoriansk. Hele filmen handler om, hvordan man illegalt forsøger at smugle migranter ind på denne forjættede ø, som har en infrastruktur, der matcher Frankrigs. Denne suggererende og vigtige politiske film er instrueret af Superflex i samarbejde med Tuan Andrew Nguyen.

Nekropolis i ørkenen
I den libanesiske kunstner Ali Cherris overjordisk smukke kortfilm The Digger følger vi en mand, som passer de neolitiske udgravninger i ørkenen. Han bærer den hvide, arabiske mandsdragt, kandouraen, og holder strikte øje med udgravningerne. Flere af gravene og gravfundene er allerede er kommet på museum.

Vi ser ham om natten og om dagen trave igennem det arabiske emirat Sharjahs ørken, hvor denne nekropolis befinder sig. Vi hører ham synge, vi ser ham feje og ordne for at holde orden på de døde. Om dagen er det så varmt, at konturlinjerne flimrer, og bjerge og bygninger ligner fata morganaer. Alligevel er vores mand i fuld vigør. Denne kortfilm, gør rent visuelt dybt indtryk og efterlader én i en tranceagtig, meditativ tilstand.

Fossil-forfalskninger
I den marrokanske filminstruktør Yto Barradas underspillede, humoristiske dokumentar Faux départ (falsk begyndelse) følger vi et arbejdssjak, som er beskæftiget med at producere falske fossiler med aftryk af bregner, dinosaurer, skaller og sneglehuse til de købelystne turister.

Der er et helt ”fossilmuseum”, hvor disse falske varer udstilles. Flere af dem er utrolig kunstfærdigt udførte, og vi ser, hvor stor skabertrangen er – selv når det handler om rene historieforfalskninger.

Vi ser med hvilke redskaber de fremstilles og med hvilke arbejdsprocesser dette fine, men ret futile kunsthåndværk, udføres. Turisterne vil åbenbart gerne bedrages og bekræftes i de hævdvundne, naturhistoriske myter. Filmen giver indblik i en helt fremmed verden og afslører samtidig, hvordan turistindustrien perverterer og eksploiterer arbejdskraften i den tredje verden. De tre film varer tilsammen 65 minutter.

Et forenet Israel-Palæstina?
Af alle de frygtelig mange territorialstridigheder og krige, som verden har set, må kampen om Jerusalem være moderen. Den dansk-svensk-franske, socialt engagerede billedkunstner og filminstruktør Joachim Hamous 75 minutter lange drama-dokumentar er en science fiction – og samtidig et stykke filmet teater.

UIP 27 (kort for United Israel Palestine) handler om en retssag med vidtrækkende konsekvenser. Den finder sted i 2027, på et tidspunkt hvor FN har overtaget magten i Israel/Palæstina. Filmen er dels optaget ”ude i marken”, dels i en retssal, hvor en række dommere, lægfolk og eksperter skal afgøre en strid om en palæstinensisk ejendom, som blev annekteret af Israel i 1970, og dels i et parkeringshus ud til havet.

I filmen har palæstinenserne genvundet retten til ejendommen, men hvordan skal erstatningen udregnes? Den israelske familie har udnyttet jorden og har tjent godt på ejendommen. Denne fortjeneste er den palæstinensiske familie naturligvis gået glip af. På den anden side har den israelske familie investeret dyrt i ejendommen for at opnå deres fortjeneste. Hvad gør man? Hvem skal have hvad?

Universalisme
Der er ingen nemme løsninger eller svar på denne problematik, der som en vanddråbe spejler hele denne alvorlige konflikt mellem de to befolkninger, der har samme territorialkrav på området. Samtidig sætter den spot på den kristne, demokratiske universalisme, som FN repræsenterer. Her benytter man de samme retsprincipper og værdier uanset hvor i verden man træder til som konfliktknusere.

I øvrigt har Hamou anvendt flere udstillingssites til sit set up. Han byggede retssalen op på Moderna Museet i Stockholm som led i museets kvadriennale med temaet Samfundet handler, mens den palæstinensisk-israelske ejendom blev opført i Passerelle Centre for Contemporary Art i Brest, i Frankrig m.v. Filmen er således en hybrid mellem installationskunst, teater og filmkunst.

Det er en høj-aktuel magtkritisk analyse, som Hamou her slipper løs, men det er til tider vanskeligt at fange pointerne, så man gør klogt i at læse så meget om filmen som muligt, inden man sætter sig til rette i biografmørket.